Demokrati-230118

Demokratiet i

Vesten vakler

Den komplicerede og langvarige proces med at danne ny regering i Tyskland får mange til at pege på et demokrati-problem. Nu er det ikke blot populisterne, der rokker ved demokratiet, men også eliten. Er en selvødelæggelse på vej?

22.01.2018

Hugo Gaarden

”Det minder om den sidste fase af Sovjetunionen,” sagde én af Tysklands kyndigste og mest velovervejede journalister under en tv-debat om de tyske regeringshandlinger og den voldsomme modstand hos socialdemokraterne mod at gå ind i en ny Angela Merkel-regering.

  Christine Hoffmann mente ikke, at Tyskland står over for et sammenbrud, men det er manglen på tillid til det demokratiske system og partierne, hun hæftede sig ved. Der sker et opbrud i hele den vestlige verden, og samtidig er der en længsel efter forandringer og fornyelse – og foryngelse.

  For mindre end et år siden blev Martin Schulz i begejstring og i énstemmighed valgt af en 700 mand stor SPD-kongres som ny leder og kanslerkandidat. Sidste søndag stemte kun 56 pct. af partikongressen for hans oplæg om at gå i regering med Merkel – dét, han havde forsvoret efter valgnederlaget. Et stort mindretal hyldede med begejstring Schulz’s modstandere og gik ind for en oppositionsrolle – uanset om det fører til en ustabil regering og uanset konsekvenserne for tysk EU- og udenrigspolitik. Nu er der krav om, at han ikke må træde ind i en regering, hvis SPD går sammen med Merkel. Han skal ud.

  Merkel har i 12 år været symbolet på tysk stabilitet – efterhånden blev hun betragtet som fyrtårnet for den vestlige, demokratiske verden. Nu forbereder yngre unionspolitikere sig på at vælte hende nu eller midt i en eventuel regeringsperiode. Men hvad vil vælgerne? Hvordan skal ressourcerne fordeles? Politik er magt. Hvem har magten og viljen til at flytte den? De spørgsmål besvares ikke.

  Er det Weimar-republikkens ustabilitet før Hitlers magtovertagelse, vi ser en tendens til? Hvordan kan stemningerne skifte så radikalt og brutalt i hele det politiske spektrum? Yderfløjene med i alt 25 pct. af stemmerne gnider sig i hænderne.

  I denne tid viser de tyske biografer Churchill-filmen Darkest Hour, der handler om, at stort set hele det britiske establishment var tæt ved at vælte den nyvalgte premierminister i det skæbnesvangre forår 1940, fordi eliten ville forhandle om fred med Hitler i en formodning om, at krigen var tabt, næsten inden den begyndte. Efter tvivl og grublen besluttede Churchill sig for at kæmpe til den bitre ende for Storbritannien og den frie verden – om han og Storbritannien så skulle stå alene. Det viste sig, at han havde folket med sig. Briterne ville ikke overgive sig.

  På denne filmiske og historiske baggrund er det barokt at se, hvordan den politiske elite – og dermed basis i Vestens demokratier – har så svært ved at holde sammen på tropperne, skabe tillid til demokratiet og vise en klar målsætning for fremtiden.

  Årsagen ligger i høj grad lige for – i Tyskland og overalt i Vesten. Tyske socialdemokrater synes ikke, de har mulighed for at få sociale forbedringer og at bevare velstanden, mens de velstående har betydelig fremgang. En ny undersøgelse viser, at i 2013 fik den laveste halvdel af befolkningen 17 pct. af landets indtjening, mens den øverste halvdel fik 83 pct.

  Uligheden er vokset dramatisk i hele den vestlige verden. Det skyldes ikke, at nutidens virksomhedsledere eller de bedst uddannede er blevet bedre og mere effektive end tidligere, men at der er sket en stribe liberaliseringer siden 70’erne, som har gjort det muligt at samle de fleste værdier i toppen af samfundet. Liberaliseringerne er vedtaget politisk, men uden at vælgerne har forstået, hvad der skete og uden lejlighed til at stemme direkte for spørgsmål som: Skal vi have mere ulighed? Gavner ulighed alle?

  Desuden har globaliseringen spillet en stor rolle, fordi den har ført til tab af arbejdspladser. Det har ikke fået politikerne til at lave kompensationer og omstillinger, og nu kommer så det politiske tilbageslag. Politikerne har ikke formået at kombinere globaliseringens billigere produkter med fremtidsrettede tiltag, f.eks. med massive investeringer i digitaliseringen og undervisningen. Kina har derimod formået – gennem årtier – at reducere fattigdommen, at sikre bedre sociale forhold og at skabe fundamentet for fremtidens digitaliserede samfund.

  Det interessante er, at den franske præsident, Emmanuel Macron, har formået at skabe en kursændring – med en folkelig begejstring for en pro-europæisk og global politik og for et opgør med stivnede strukturer, og samtidig har han fået erhvervslivet til at tro på værdien af nye investeringer. Stort set hele det etablerede politiske system er ryddet af vejen, men uden at Frankrig er blevet autoritært. Franskmændene har blot udtrykt deres demokratiske vilje i noget, der bryder med det vante. En nylig undersøgelse fra Edelman Trust Barometer viser, at tilliden til eksisterende institutioner i demokratierne er faldet dramatisk. Samtidig vender befolkningen som mod fake news og de nye sociale medier som nyhedsformidlere. Folk vil have kendsgerninger og handling.

  Er det ensbetydende med, at der skal være en større grad af direkte demokrati, og at kun yngre politikere kan træffe nødvendige beslutninger i en tid med enorme forandringer? Skal der være en bedre balance mellem folket og eksperter? Skal beslutninger baseres på simple flertal eller med kvalificerede flertal?

  Der er ingen tvivl om, at en voksende del af befolkningen vil have mere direkte indflydelse, og at tilliden til det repræsentative demokrati er på retur, fordi tilliden til enkeltpersoner i politik og til institutionerne er på retur. Det koster sjældent noget for politikere at løbe fra løfter eller komme med halve eller hele løgne.

  Samtidig er det slående, hvor ringe den internationale politiske debat er. Europæiske erhvervsledere og politikere er imod præsident Donald Trump, men hvem siger det højt? Når Trump formodes at møde op til det årlige Davos-møde for verdens elite på fredag, vil han med sikkerhed blive hyldet, selv om han går direkte imod alt det, som mødets deltagere står for: En åben verdenshandel blandt alle politiske og religiøse samfund. Føjeligheden og frygten for Trump vil være lige så udtalt, som det er set tidligere i historien på den anden side af Kanalen.

  Den tidligere amerikanske ambassadør i Tyskland, John Kornblum, havde for nylig en kronik i Die Welt med titlen: Come on, Germany! Han appellerede Tyskland om at tage en førerrolle. Han beklagede, at europæerne efter 30 års fred og velstand næsten har mistet evnen til at reagere strategisk, og at de er tilbøjelige til at bygge udenrigspolitikken på idealisme og ikke realisme – uden at påtage sig et ansvar.

  Når vælgerne i Storbritannien, Frankrig og Tyskland blev genstridige, skyldtes det, at de etablerede partier ikke længere løste de grundlæggende problemer. De mistede realitetssansen og gjorde ikke europæerne konkurrencedygtige.

  Kornblum var for mange år siden ambassadør i NATO. Som korrespondent i Bruxelles var jeg og familien genboer til ”kornblomsten,” der er en af de mest erfarne, respekterede og tilgængelige amerikanske diplomater. Det er bemærkelsesværdigt, at han i artiklen skriver, at Europa i kraft af sin historie og komplekse flerstemmighed kan spille en førende rolle ved at opbygge en global solidaritet blandt demokratierne.

  Og så kommer det: ”Når den amerikanske præsident ikke går med, er der masser af andre i USA, der er parate til at dele de europæiske mål. Men forudsætningen er, at der er en strategi med en målsætning.”

  Så klart kan det nuværende demokratiske dilemma stilles op. Både hos de tyske socialdemokrater og de borgerlige higer man efter fornyelse. Men det kniber gevaldigt med at sige konkret, hvad man vil. Derfor vakler demokratierne i den vestlige verden.