Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Tyskland-170118

Tysk stabilitet før

det store opgør

 

Det er uvist, om socialdemokraterne bakker op om en fortsættelse af flertalsregeringen med Angela Merkel som kansler. Sker det ikke, bliver der kaos. Det mest sandsynlige er dog, at regeringen fortsætter. Men det bliver også indledningen til en magtkamp internt i partierne – med et klart valg mellem højre og venstre

 

17.01.2018

 

Hugo Gaarden

 

Sommetider fortæller et blik mere end 1000 ord. Kansler Angela Merkel sendte et søgende og skeptisk blik mod den tyske socialdemokratiske leder, Martin Schulz, da de fremlagde oplægget til en fortsættelse af den tyske koalitionsregering. Blikket udtrykte nøjagtigt den usikkerhed, som Tyskland står over for.

 

Hos socialdemokratiet SPD er der en dyb modstand mod at fortsætte i en regering, som under Merkel udviskede den socialdemokratiske profil, så SPD ved valget sidst år fik et historisk nederlag. En stor gruppe socialdemokrater synes, Schulz har svigtet på det sociale område.

 

Trods den udtalte modstand i SPD bliver der sandsynligvis flertal for en ny stor-koalition, og det vil give Europa den nødvendige stabilitet for at løse aktuelle problemer og for at styrke det europæiske samarbejde. Men stabiliteten bliver kortvarig, måske ikke engang fire år, for hos både socialdemokraterne og i de borgerlige partier er der så massiv modstand mod Merkel og hendes stabilitetspolitik, at der kommer et opgør mod den hidtidige politiske kurs og mod toplederne.

 

SPD ønskede en tid i opposition for at finde en ny kurs. Der er ingen tvivl om, at SPD fremover vil indtage en mere venstreorienteret linje, der kan hente vælgere fra det socialistiske parti Die Linke og fra De Grønne. Der bliver voksende krav om at beskatte de rigeste, om at lave en mærkbar omfordelingspolitik, om at forbedre de sociale forhold massivt, f.eks. med at sikre billigere boliger. Selv mange borgerlige politikere mener, at de mindrebemidlede er blevet svigtet, og at det ligger bag populismen.

 

Ved en kursændring kan SPD også hente mange vælgere fra populistpartiet AfD, der ligger til højre, men som rummer mange vælgere, der er økonomisk blevet hægtet af. Den tidligere SPD-leder, Sigmar Gabriel, har forsøgt at finde pejlemærker for en ny SPD-kurs, der gør op med de traditionelle politiske skillelinjer, fordi vælgerne ikke længere deler sig på den måde. Et parti skal løse aktuelle problemer (som uligheden) og skal sætte kursen mod f.eks. et digitalt samfund og give svar til dem, der ellers bliver hægtet af. Men dén debat foregår generelt kun for de døve.

 

Det gælder også i det store unionsparti, CDU, hvor protesten mod Merkel vokser, symboliseret ved den unge Jens Spahn, der sammen med den lige så unge liberale leder af FDP, Christian Lindner, og en af toppersonerne i Bayern-partiet CSU, Alexander Dobrindt, forsøger at trække de borgerligere til højre. De vil stramme flygtningepolitikken og føre en mere konservativ, ny-liberalistisk og tysk-orienteret EU-politik end under Merkel og den tidligere finansminister, Wolfgang Schäuble. Merkels midtsøgende linje skal slutte. Men de kommer ikke med visionære, håndgribelige og detaljerede alternativer. Tyskland har et gigantisk efterslæb i infrastrukturen. Men hvordan skal det finansieres?

 

Hvis SPD-medlemmerne siger nej regeringsoplægget, eller hvis modstanden tvinger topledelsen til at kræve så mange ændringer, at unionspartierne afviser at danne regering, bliver resultatet en mindretalsregering eller nyvalg. Det vil med sikkerhed få Merkel-modstanderne i den borgerlige blok til at kræve et lederskifte, og spørgsmålet er, om Merkel ikke kaster håndklædet i ringen efter to fejlslagne regeringsforsøg. Hun véd, at hendes egne går efter hende, som hun væltede Helmut Kohl i sin tid. Hun kan blive smidt på porten som den britiske leder, Margaret Thatcher.

 

Men man skal dog ikke overse hendes fabelagtige magtinstinkt, der hidtil har ryddet alle interne modstandere af vejen, og som har fået hende til at foretage dramatiske kursændringer som med atomkraft- og flygtningepolitikken. Hun kan stadig overraske.

 

Hun har stået for stabilitet og en midtsøgende politik i Tyskland og Europa – mere end nogen kunne have drømt om. Men denne moderation er nu under angreb. Derfor er det afgørende nu at se på tiden efter Merkel. Vi får en venstre-højre kamp som ikke set i årevis, og det kan få betydning for resten af Europa. Fører det til den første egentlige kamp mod uligheden, der er blevet ekstrem, eller fører det til en mere nationalistisk og fremmedfjendtlig politik, som lå på lur, indtil Emmanuel Macron viste Le Pen’s Front National vintervejen? En pro- eller anti-EU politik? Tyskland kan også blive mere splittet, fordi de store folkepartier mister vælgere. Mindretalsregeringer kan blive normen som i mange europæiske lande. Det kan alt i alt føre til mere usikre forhold i EU.

 

Oplægget til en ny tysk regering udmærker sig ved, at det indledes med en fyldig omtale af EU-politikken om end i floromvundne vendinger, og det er utvivlsomt en bevidst hensyntagen til Schulz, der tidligere var formand for EU-parlamentet. EU-afsnittet er af den anerkendte kommentator på Financial Times, Wolfgang Munchau, blevet betegnet som ”det største skridt mod en større europæisk integration siden Maastricht-traktaten.” Han læser oplægget sådan, at Tyskland nu går ind for, at en ny EU-redningsfond (baseret på EMS), skal høre til i EU-systemet og ikke være styret af medlemsstaterne, som Tyskland hidtil har krævet. Men dét står der ikke i oplægget. Det er uklart, hvad Tyskland vil. Intet tyder på, at Tyskland vil svække medlemslandenes magt i EU i forhold til EU-kommissionen. Kun Schulz ønsker et Europas forenede Stater – ikke SPD eller unionspartierne. Ikke Tyskland.

 

Hvad Tyskland derimod vil er en styrkelse af det fransk-tyske samarbejde for at styrke eurozonen. ”Vi ønsker fælles beslutninger i alle vigtige spørgsmål og vil gå foran på områder, hvor EU med 27 medlemslande ikke er handlingsdygtige.” Altså: De stærke vil ikke lade sig bremse af vrangvillige EU-lande. Det er kernen i Tysklands EU-politik, uanset om de borgerlige eller socialdemokraterne får førerrollen. Oplægget foreslår, at der laves en ny Elysee-traktat, der i 1963 lagde retningslinjerne for et tæt samarbejde mellem Frankrig og Tyskland. Dén pointe skal resten af EU ikke overse. EU kommer ikke til at udvikle sig som hidtil.