Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

2018-03012018

Nu kommer realpolitikken

efter et år med ”fake news”

 

2018 bliver året, hvor internationale realiteter kommer på bordet i modsætning til Donald Trump twitter-”diplomati.” Det kan føre til nye, barske konflikter og magtforskydninger, men også til en normalisering i Fjernøsten og Afrika

 

03.01.2018

 

Hugo Gaarden

 

Efter et år med ”fake news” og et forvirrende og inkompetent twitter-diplomati fra den amerikanske præsident, er der udsigt til, at realpolitikken får sit indtog i år, både med nye storpolitiske risici i Mellemøsten og en politisk normalisering i Fjernøsten og i Afrika.

 

  Den alvorligste situation er Mellemøsten – paradoksalt nok efter Islamisk Stat’s nederlag. Men det viser, at konflikterne i Mellemøsten primært er politiske, delvist fremprovokerede.

 

  Den seneste uro i Iran skyldes et folkeligt oprør mod høje leveomkostninger som følge af en skæv fordeling af goderne trods betydelig fremgang i Irans økonomi efter atom-aftalen.

 

  Men hvilken indflydelse har Israel og USA haft? Israel har tidligere brugt computerangreb for at svække eller ødelægge de iranske atomanlæg, og præsident Donald Trump har tydeligt sagt, at han ønsker at fjerne det iranske styre. Han bakker op bag Saudi-Arabien. Det er bemærkelsesværdigt at se ham støtte det folkelig oprør i Iran, når han absolut ikke går ind for folkets frihed i resten af den arabiske verden.

 

  Vi befinder os i en tid, hvor store hære med kamptropper ikke bryder over grænserne. Konflikter bliver i stigende grad stedfortræderkrige og i særdeleshed cyberwars og økonomiske kampe. Derfor kan vi se frem til en ny krig omkring Iran med Israel og USA som aktører. Det bliver blot svært for medier at dække en krig, der i høj grad foregår i det skjulte.

 

  Det andet vitale mellemøsttema er Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. I de seneste dage har det israelske parlament, Knesset, og det førende regeringsparti, Benjamin Netanyahu’s Likud, truffet beslutninger, der hiver tæppet væk under en palæstinensisk stat. Beslutningerne vil gøre det muligt at annektere de jødiske bosættelser og at udvide Israels lovgivning til de palæstinensiske områder på Vestbredden. Beslutningerne vil også gøre det lettere at fjerne palæstinensere fra store dele af Østjerusalem. Det betyder, at det bliver umuligt for en palæstinensisk stat at fungere. Israel har siden Oslo-aftalen systematisk undergravet en to-stats-løsning.

 

  Den tyske avis Frankfurter Allgemeine havde for nylig en reportage om, at Israel, Saudi-Arabien og Egypten med opbakning fra Obama-regeringen i hemmelighed har arbejdet for at gøre Sinai-halvøen til en ny stat til palæstinenserne, dvs. at de skal fordrives fra Vestbredden.

 

  Det er muligt, at det internationale samfund lukker øjnene for palæstinensernes skæbne, som det er tilfældet med andre folkegrupper, men den seneste udvikling i Mellemøsten rummer risikoen for en storkonflikt, som kan blive værre end de seneste 15 års krige i regionen, og det kan føre til betydelige magtforskydninger. Rusland har fået en voksende rolle i Mellemøsten, og Kina bliver mere aktiv som verdens nye supermagt. Vil de stiltiende se på en konstant ødelæggelse af den arabiske verden?

 

  Spændingen omkring Nordkoreas atomvåben fik en helt ny drejning den 1. januar, fordi Kim Jong-un er villig til at tale med Sydkorea om at deltage i vinterlegene i februar. Det interessante er, at det er Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, der inviterede nordkoreanerne, og nu foreslår Sydkorea bilaterale forhandlinger i næste uge – uden USA’s deltagelse! Moon ønsker på sigt forhandlinger med Nordkorea om  sikkerhedspolitik og en fredsaftale. USA har derimod svinget mellem en ny koldkrigs-politik og villighed til forhandlinger uden betingelser, og en twitter fra Trump den 2. januar skreg til himlen af barnlighed, da han skrev, at han har en atom-knap, der er større end Kim’s. Sydkorea lægger tydeligvis afstand til en præsident med den mentalitet.

 

  En række eksperter mener, at der kan komme forhandlinger, hvis Nordkorea indstiller sin atomvåben-afprøvninger, og hvis Sydkorea stopper eller begrænser militære øvelser med USA. Mens fokuserer på atomvåbnene og forlanger total atom-afrustning, tyder meget på, at Sydkorea er mere interesseret i at få en fredsaftale, der én gang for alle kan afslutte Korea-krigen fra 1953 og skabe en ny magtbalance i regionen. En sådan udvikling vil være helt efter Kinas intentioner: Den amerikanske militære tilstedeværelse skal reduceres eller fjernes fra Kinas nærområde. Hvis parterne i regionen selv finder en realpolitisk løsning, vil det være et drønende nederlag for USA.

 

  Også i Afrika har der været realpolitiske tendenser. Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, blev fjernet uden et regulært militærkup og uden uro. Gennem en demokratisk proces tager Sydafrika skridt til at fjerne præsident Jacob Zuma, der er belastet af korruptionsanklager og en elendig økonomi. Liberia har netop valgt en ny præsident, George Weah, gennem et fair, demokratisk valg.

 

  Kinas politiske og økonomiske styrke vokser, og Vladimir Putin genvælges med sikkerhed i år. I den ikke-vestlige verden, bortset fra i Mellemøsten, er der altså en stabilitet på vej, og det er væksten i denne del af verden, der er årsag til den moderate fremgang i Europa og USA. Dét, der kan true økonomien, er en ny finanskrise, som mange eksperter venter i løbet af få år.

 

  Tilbage er et USA, der bliver mere og mere isoleret, og et Europa, der i stigende grad bliver splittet. Den seneste sikkerhedsstrategi fra USA er en parodi på en strategi. I Trumps ånd bryder den med 70 års respekt for internationale aftaler, og nu vil Trump straffe lande økonomisk, hvis de ikke følger USA politisk. Donald Trump lægger op til økonomisk konfrontation med EU på f.eks. skatte- og energipolitikken.

 

  Tilbage er også et EU, der bliver mere splittet, og hvor Euro-gruppen med Frankrig og Tyskland i spidsen i stigende grad kommer til at køre løbet. Det er til gengæld den eneste konstruktion, der kan skabe stabilitet og dynamik udadtil. Begge lande vil formentlig orientere sig mere mod resten af verden end mod USA. Tænketanken European Council of Foreign Affairs mener, at Kina for alvor banker på Europas dør, og den tidligere amerikanske sikkerhedspolitiske rådgiver, Zbigniew Brzezinski, sagde for et par år siden, at verden vil dreje sig om en eurasisk superkontinental akse.

 

  De udestående spørgsmål er, om EU har mod og kraft til at spille bold med Kina i øjenhøjde og kræve, at Kina kun kan handle med EU som en blok og ikke splitte EU i enkeltstater og blokke, som det sker i dag. Men spørgsmålet er også, hvordan især Tyskland fremover vil orientere sig over for USA. Den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, talte for nylig om en ny ”strategisk interesseligevægt” mellem USA og Europa i stedet for at være ”underkaste.” Det var barske ord ved juletid. Men han sagde også, at EU må udvikle en ”formende” udenrigspolitisk magt.

 

  Dét, vi ser, er de første skridt, Tyskland og EU tager til en global optræden på linje med USA og Kina. Skal det have virkning, skal EU engagere sig pro-aktivt i realpolitiske løsninger i Mellemøsten, Fjernøsten og Afrika. Ellers bliver EU et opsamlingssted for resterne af andres problemer, som med flygtningekrisen, der har lammet EU i flere år.