Tysk-291117

Tysk regeringskrise

er et sundhedstegn

De nye regeringsforhandlinger vil uanset udfaldet føre til stabilitet omkring EU (også med reformer), udenrigs- og sikkerhedspolitikken og klimaet, og desuden vil der ske en ”venstredrejning” med en stærkere socialpolitik for de dårligst stillede

29.11.2017

Hugo Gaarden

Tyske medier har konkurreret om at tegne det mest dystre billede af sammenbruddet af de seneste regeringsforhandlinger – fra statskrise til demokratikrise. Der er vitterligt tale om en regeringskrise, men den er et sundhedstegn, og det viser sig med de igangværende sonderinger: Der er bred politisk enighed om, at der skal skabes stabilitet om EU og udenrigspolitikken, og der bliver lagt mere vægt på at forbedre de svages vilkår – uanset om der dannes en ny stor-koalition mellem kansler Angela Merkels borgerlige union og socialdemokratiet, SPD, eller om Merkel må nøjes med en mindretalsregering.

Tyskland havner ikke i en krise som under Weimarrepublikken. Den aktuelle regeringskrise har tværtimod vist, hvor solid den tyske forfatning er, og for første gang har præsidenten fået en reel rolle. Både Merkel og SPD’s leder, Martin Schulz, var oprindelig tilbøjelige til at søge nyvalg, men præsident Frank-Walter Steinmeir har på møder med partilederne udtrykkeligt henvist til forfatningens intention: At nyvalg så vidt mulig skal undgås, hvorimod de valgte partier skal anstrenge sig for at danne regering. Der skal være stabilitet i Tyskland.

I løbet af mindre end en uge har Merkel, SPD og De Grønne vist en bemærkelsesværdig villighed til at forsøge at danne en ny regering – en flertals-koalition eller en mindretalsregering. Alle muligheder skal prøves af, og første konkrete skridt er et fælles møde mellem lederne af CDU, CSU, SPD og De Grønne hos præsidenten, der er tidligere udenrigsminister hos Merkel, og som i mange år var socialdemokratisk toppolitiker og Gerhard Schröders stabschef.

Det er slående, at en række førende socialdemokrater, unionspolitikere og grønne har understreget, at det handler om at skabe stabilitet omkring de vigtigste emner for Tyskland og Europa, nemlig EU – herunder reformer af euro-politikken – udenrigs- og sikkerhedspolitikken og klimaet. Resten kan man slås om. Det betyder, at hvis Merkel danner en mindretalsregering, er SPD og formentlig også De Grønne parate til at lave en aftale med Merkel for at sikre ro om disse felter. Hun kan tage til EU og NATO i vished om, at hun har et flertal i Tyskland bag sig. Hun ”tolereres.” Hun kan indtage sin plads som den stærkeste, europæiske leder og som den vestlige leder, der overtager roret efter den amerikanske præsident, Donald Trump. Med SPD som støtte – i eller uden for en regering – vil Tyskland også føre en mindre hård euro-linje end hidtil.

De øvrige emner for en regering skal i givet fald afklares i parlamentet, hvor Merkel skal regere med skiftende flertal. Det er aldrig sket før i Tyskland. Man kan sige, at der bliver etableret en regering for udenrigspolitikken og én for indenrigspolitikken.

Men det står også klart, at regeringen kommer til at skabe en række sociale forbedringer for de mindrebemidlede: pensionister, ledige, minijobs – måske med huslejestop. En mere venstreorienteret kurs er den pris, som SPD kræver for at ”tolerere” en mindretalsregering. Med den påtvungne kursændring vil SPD skærpe sin profil. En ny regering kan ventes i januar.

Satsningen på de sociale emner er samtidig det første konkrete forsøg på at løse de problemer, som globaliseringen, digitaliseringen og indvandringen har påført store dele af befolkningen – de, der føler sig hægtet af og ignoreret af den politiske elite.

Socialpolitikken og de øvrige emner vil føre til løbende slagsmål i Bundestag, og parlamentet bliver dermed for første gang en vedvarende aktør i beslutningsprocessen. Parlamentarismen får altså et løft.

Det er unikt med en sådan tankegang i Tyskland – udenrigspolitisk stabilitet og en bragende, parlamentarisk debat om indenrigspolitikken. Det understreger, hvor stort indtryk regeringskrisen har gjort, og at Steinmeir ikke bare er forfatningens formelle vogter, men at han øver direkte indflydelse på tysk politik og dermed også på europæisk politik. Det er intet mindre end genialt, hvad Steinmeir foretager sig, og det kan få betydning for resten af Europa, hvor populismen stadig er stor i mange lande, hvor mindretalsregeringer er almindelige, og hvor regeringsforhandlinger kan tage både måneder og år. Steinmeier har udviklet en model, der måske få demokratiet til at fungere bedre end i de seneste år.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har fået nærmest den absolutte magt, fordi franskmændene har smidt det politiske system på porten, og det britiske politiske establishment spillede højt spil med den britiske befolkning uden at fortælle ærligt om omkostningerne ved en Brexit. Tyskerne undgår så dramatiske udviklinger ved at tage fat om nældens rod, nemlig ved at tage forfatningen og historien alvorligt og ved at løse de akutte problemer – både på hjemmefronten, i EU og globalt.

Angela Merkel er blevet stærkere end nogensinde. Måske har hun tilmed ”hørt efter i timen.” Politikere og medier kritiserer hende for at ikke at fremvise en vision under de seneste forhandlinger. FDP’s leder, Christian Lindner, der bragte forhandlingerne til fald, har kritiseret hen for ikke at udstikke et klart mål for en ny regering. Men det har han heller ikke selv gjort, ikke engang i sin nyligt udkomne bog, der mere handler om ham selv og hans genopretning af FDP end om Tysklands fremtid. Han forsøger øjensynlig at gøre FDP til et alternativ til CDU, men hans hårdkogte linje kan også give bagslag. Det er svært at forestille sig, at FDP bliver ”kongemageren,” som partiet var tidligere. Tilliden er gået fløjten.

Mange glemmer, at den ”visionsløse” Merkel formåede at afvikle atomkraften, at løse eurokrisen og at tage imod flygtningene, mens resten af Europa vægrede sig. I sin sidste regeringsperiode kan hun frigøre sig fra frygten for et politisk nederlag. Spiller hun sine kort godt, kan hun i EU og globalt få lige så stor betydning som Helmut Kohl med genforeningspolitikken – ved at trække Europa ud af mange års stilstand og populisme og at skabe en nødvendig fornyelse og en ny global dynamik – i et samspil med Macron.