Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Magt-201117

Politiske magtkampe

svækker demokratiet

 

Et demokratisk parti, FDP, har kastet Tyskland ud i en politisk krise, mens magtspillet om Brexit måske får briterne til at vende tilbage til EU. Zimbabwe forsøger at komme af med en diktator uden et kup. Den politiske beslutningsproces er kommet på prøve i denne tid

 

20.11.2017

 

Hugo Gaarden

 

Magtskifter i Afrika får mange til at tale om banan-republikker, men sammenbruddet af regeringsforhandlingerne i Tyskland kan let få tilsvarende kritiske betegnelser. Det viser, at den politiske beslutningsproces virkelig er kommet på prøve, selv i den demokratiske, industrialiserede verden.

 

  Det liberale parti i Tyskland, FDP, trak sig natten til mandag ud af forhandlingerne om en fireparti-regering med de borgerlige partier CDU, CSU og De Grønne. Umiddelbart er det svært at se, hvor der er en uoverstigelig hindring, fordi FDP havde fået de fleste af sine krav opfyldt. Partiet har ikke været i Forbundsdagen de seneste fire år, så det var afgørende for FDP at komme tilbage og få en stærk og ansvarlig politisk rolle. FDP var under den højt respekterede  leder, Hans-Dietrich Genscher, et af de toneangivende i tysk og europæisk politik i årtier.

 

  At FDP trak sig, før forhandlingerne var afsluttet, tyder på, at partiet bevidst søger en magtkamp i håb om at styrke sig endnu mere, selv om Tyskland kastes ud i en politisk krise. Men gambler FDP og partilederen, Christian Lindner, på et nyvalg eller på en kritisk oppositionsrolle? Det står uklart. Lindner har indirekte kritiseret kansler Angela Merkel for ikke at fremlægge en storstilet vision eller strategi for en ny regering, og hans kritik følges af mange, men han er ikke kommet med et bud. Måske kan han skaffe sit nye vælgere, men han risikerer også at stå isoleret tilbage.

 

  Situationen svækker under alle omstændigheder Tyskland og Merkel. Hun kan kun udskrive nyvalg, hvis præsidenten, Frank-Walter Steinmeier, forelægger en kanslerkandidat, som Forbundsdagen afviser. Kun på dén måde, kan Forbundsdagen ophæve sig selv og udskrive nyvalg. Derfor kan Steinmeier ikke pege på Merkel. Han må altså ”lave numre” – dvs. udpege en fake-kansler. Det er en barok situation. Det mest solide land – politisk og økonomisk i efterkrigstidens Europa – har ikke en forfatning, der tager højde for alle situationer for at løse en politisk krise.

 

  Merkel kan også forsøge at danne en mindretalsregering med De Grønne eller en ny flertalsregering med den hidtidige partner, SPD, som efter valgnederlaget besluttede at gå i opposition. Da SPD’s leder, Martin Schulz, er ved at blive kørt ud på et sidespor, kan partiet med den reelle nye leder, fraktionslederen i Forbundsdagen, Andrea Nahles, gå ind i regeringen igen, men SPD vil utvivlsomt tage sig godt betalt for at fortsætte. Regeringen skal i så fald være langt mere socialt orienteret end hidtil. Det betyder ikke en klassisk socialistisk kurs, men en ny regering skal være langt mere aktiv for løse de voldsomme sociale problemer, som har været med til at skabe højrepartiet AfD. Middelklassen, de lavtlønnede og pensionister skal have økonomisk fremgang, f.eks. ved at bremse huslejepriserne og sikre en højere mindsteløn, og der skal være en hårdere beskatning af de formuende, altså en massiv omfordeling. Der skal være flere investeringer i uddannelse og infrastruktur, også selv om det bryder med den hidtidige sparekurs.

 

  Man kan ikke udelukke, at Merkel opgiver og overlader ledelsen til yngre kræfter, omend ikke ved dannelsen af en ny regering, så i løbet af de næste fire år. Derfor står Tyskland og EU over for en særdeles usikker fremtid. Men hvis Merkel trods alt satser på en mindretalsregering eller en ny regering med SPD, så har hun mulighed for for første gang at løse de dybe strukturproblemer, ligesom hun kan føre en EU-politik, der lægger sig mere op ad Frankrigs linje end den hidtidige barske tyske euro-linje.

 

  Det mest bekymrende er, at et egoistisk magtspil udspiller sig få måneder efter, at protestpartiet AfD kom ind i Forbundsdagen med flere stemmer end hvert af partierne FDP, De Grønne og venstrepartiet Die Linke. Det betyder, at det etablerede politiske system ikke har lært lektien. Der har ikke været nogen som helst grundig debat om Tysklands og Europas fremtid. I stedet for fokuserede valgkampen og de seneste fire ugers regeringsforhandlinger næsten udelukkende på meget specifikke, afgrænsede og relativt små problemer som antallet af indvandrere og lukning af kulkraftværker.

 

  Det er en situation, der svarer til Brexit. For hver uge kommer der dystre meldinger om de økonomiske meldinger ved en britisk alenegang, og der en voksende bevægelse for at gøre Brexit-afstemningen om og forblive i EU. I Spanien er Katalonien gået imod forfatningen ved at løsrive sig, og for første gang i det demokratiske Europa er partiledere blevet smidt i fængsel for at overtræde forfatningen. Med krisen i Tyskland hersker der usikkerhed om det politiske beslutningssystem og demokratiet i store dele af Europa.

 

  I Frankrig har vælgerne smidt de etablerede politiske partier ud for at stemme på en person, gav nogle helt nye visioner. Europa har aldrig før været i et sådant dødvande, netop mens der er behov for at få et bedre fungerende EU og for at kunne optræde stærkere internationalt.

 

  Det er slående at sammenligne med udviklingen i Zimbabwe, hvor diktatoren Robert Mugabe ikke vil træde tilbage, selv om hans regerende flertalsparti har smidt ham ud. Nok er han sat i husarrest af militæret, men militæret bestræber sig på ikke at lave et klassisk kup, men at bruge den forfatningsmæssige metode for at fjerne Mugabe, der er et par årtier har brugt brutale metoder mod sine modstandere.

 

  Parlamentet vil indlede en rigsretssag mod Mugabe, der i så fald vil blive anklaget for embedsmisbrug. Det er ikke ensbetydende med, at Zimbabwe får et solidt demokrati, men det er bemærkelsesværdigt, at et afrikansk styre forsøger at komme væk fra et diktatur ved at bruge demokratiske metoder. Det sætter de europæiske trakasserier i et tankevækkende perspektiv.