Vendepunkt-011117

Trump og EU ved

hvert sit vendepunkt

Den russiske indblanding i den amerikanske valgkamp samt Brexit og Katalonien-sagen tvinger både USA og EU til at tage den demokratiske proces og mediernes rolle alvorligt

01.11.2017

Hugo Gaarden

Set uden for den vestlige verden må ugen omkring den 1. november have været dybt overraskende. Den særlige amerikanske undersøger i Trump-Ruslands-affæren, Robert Mueller, tog med en stribe sigtelser de første skridt i en proces, der kan ende i en forfatningskrise og præsidentens fald. Det blev afsløret, at Rusland har været ekstrem aktiv for at påvirke den amerikanske valgkamp via Facebook. Samtidig oplevede Europa en decideret soap-opera omkring Kataloniens løsrivelsesforsøg.

I den samme uge er der fejret to begivenheder, der viser nogle af de mest dramatiske forandringer i historien: 100-året for den russiske revolution og 500-året for Martin Luthers oprør mod den katolske kirke.

På den baggrund er det rimeligt at spørge, om USA og EU ved at gå op i limningen. De aktuelle begivenheder stiller spørgsmålstegn ved

den offentlige debat og demokratiet i en tid, hvor Kina træder ind på den globale scene med en konstant voksende styrke på baggrund af en enestående politisk og økonomisk stabilitet årti efter årti.

De første sigtelser fra den tidligere FBI-topchef, Robert Mueller, mod Trumps tidligere valgkampleder, Paul Manafort, og en tidligere rådgiver George Papadopoulos, viser, at Mueller lægger op til en meget lang og vidtfavnende proces for at påvise, om Trump-holdet samarbejdede med Rusland under valgkampen, og han bruger den klassiske FBI-taktik: De sigtede skal presses til at samarbejde med FBI for at give oplysninger.

Manafort sigtes for sit lobby-arbejde for den tidligere ukrainske præsident, Viktor Yanukovich, der blev væltet i 2014, og som var Vladimir Putins mand. Trumps kampagneleder, Manafort, arbejdede i ti år for en korrupt Putin-tilhænger og tjente næsten en halv milliard kr. på det, og det fortiede han. Papadopoulos har indrømmet, at han løj over for FBI. Han indrømmede, at han forsøgte at få en række møder mellem Trump-kampagnen og russiske kilder. Sigtelserne mod Papadopoulus kan bringe Trumps ældste søn, Donald Trump Jr. og svigersønnen Jared Kushner i fedtefadet.

Sigtelserne mod Padadopoulos er den mest alvorlige, og et enkelt punkt viser, at Mueller nu nærmer sig sagens kerne: Den 27. januar afhører FBI afhører Papadopoulos, hvor han lyver om de russiske kontakter. Samme dag anmoder Trump den tidligere FBI-direktør, James Comey, om at være loyal - altså at droppe FBI-afhøringerne. Da Comey ikke vil følge Trump, fyres han. Trump kan også fyre Mueller, og det er kun Kongressen, der kan stoppe det og ikke en domstol. Det er også kun Kongressen, der kan indlede en rigsretssag. Men det er tydeligt, at dette udfald nu hænger over Trump, og der er en voksende nervøsitet hos republikanerne over præsidenten og virkningen for Midtvejsvalget næste år. Sagen kan blive et vendepunkt for Trump.

Også de europæiske lande står ved et vendepunkt. Udviklingen om Katalonien virker som én stor vittighed, der kulminerede i den katalonske leder, Carles Puigdemonts flugt til Belgien. Han frygter arrestation og vil kun vende tilbage til Spanien, hvis regeringen ”garanterer en fair proces” – uden fængsling. Han er sigtet for løsrivelsesforsøg, der kan give 30 års fængsel.

Samtidig kom den britiske centralbank med en prognose, der anslår, at finanssektoren i London vil miste 75.000 jobs som følge af Brexit. Det er den hidtil mest dystre prognose fra officielt hold, og det vil med sikkerhed forstærke kritikken af premierminister Theresa May og måske føre til et voksende krav om at standse Brexit-processen.

Også en løsrivelse af Kataloniens ville få negative konsekvenser, fordi talrige store virksomheder allerede har flyttet deres hovedsæder fra Barcelona. I både Katalonien og i Storbritannien har der været en ualmindelig beskeden debat om konsekvenserne ved en udtræden af Spanien og EU.

Heller ikke i EU har der været nogen debat om Katalonien, og da kansler Angela Merkel ville drøfte det under det seneste EU-topmøde, brød den spanske regeringschef, Mariano Rajoy, ind og nægtede at debattere emnet. Det er ellers et af de vigtigste spørgsmål, som EU står over for.

To regioner i Norditalien vil have mere selvstyre, og efter valget i Italien næste år vil italienerne måske træde ud af euroen. Skepsis over for EU er voksende i Polen, Tjekkiet og Ungarn. EU bevæger sig i retning af en kløft mellem en lille, stabil gruppe omkring Tyskland og Frankrig, mens det sydlige og østlige Europa kan få en andenrangs-status.

EU-landene støttede etableringen af de nye stater i det sammenbrudte Jugoslavien, men ikke alle EU-lande har anerkendt Kosovo, og slet ikke Spanien, der frygter for konsekvenserne hos sig selv. Derfor kan det blive svært at finde en maske, der kan holde under fremtidige løsrivelsesforsøg – uanset hvad forfatningen i et land siger. Problemet er, at dette problem overhovedet ikke er til bred debat i EU.

Hvordan håndterer man en udtræden af EU eller af et EU-land, og hvordan forebygges den udvikling? Skal der være simpelt flertal i en befolkning eller f.eks. to tredjedeles flertal? De spørgsmål vedrører reelt al EU-lovgivning. Der er et virvar af afstemningsregler i Europa. Hvis ikke EU får klare regler, er der lagt op til konstant strid.

Problemerne viser, at der er en demokratisk proces, der ikke fungerer optimalt. Det er en af grundene til, at populismen har bredt sig, og problemet forstærkes af de sociale medier, der gør det muligt at gøre utilfredshed til slagkraftige initiativer, som valget af Trump har vist. Facebook har netop erkendt, at russisk-støttede indslag på Facebook nåede 126 millioner amerikanere – svarende til halvdelen af vælgerbefolkningen. Selv Facebook erkender, at det var indslag, som var med til at skabe uro i vælgerbefolkningen.

Mange brugere af smartphones har fået ubegrænset tillid til alt det, der står på deres smartphone, måske fordi mobilen er blevet noget personligt.

Men hvis fake news får samme valør som facts, vil det uvægerligt få betydning for demokratiet og beslutningsprocessen. Derfor kommer demokratierne ikke uden om at lave regler for de sociale medier som for medierne generelt, og derfor må medierne også tage deres opgave som nyhedsformidler og debat-forum mere alvorligt end hidtil.

De franske vælgere har taget et opgør med partier, som de ikke synes løser problemerne. Under de tyske regeringsforhandlinger ligger der en klar undertone: Dagligdagsproblemerne skal skal løses og ikke udskydes. Men der er åbenbart lang vej, før Europa når et vendepunkt og skaber klare regler for unionen og den demokratiske proces.