Magt(esløshed)

En svag Trump banker

på Xi’s stærke port

Trump besøger Xi i næste måned, og han står i en ualmindelig svag position, uanset om der skal forhandles om handel, Nordkoreas atomvåben eller atomaftalen med Iran. Han isolerer sig i forhold til de europæiske allierede – og sine egne i Kongressen

25.10.2017

Hugo Gaarden

Når den amerikanske præsident, Donald Trump, i begyndelsen af næste måned besøger en bomstærk præsident Xi Jinping i Beijing, så minder det næsten om det klassiske, kinesisk tribut-system, hvor lande og undersåtter mødte op i Den forbudte By for at give gaver, bukker og viser kejseren respekt.

Xi Jinping har på Folkekongressen fået en formel magt, der sidestiller ham med formand Mao og Deng Xiaoping, men som – endnu vigtigere – gør Xi til eksponent for en global æra, der kan gøre det sammenhængende landområde Asien, Europa og Mellemøsten til en vigtigere økonomisk drivkraft end det trans-atlantiske område.

Hele den vestlige presse, herunder denne skribent, blev overrasket over, at den liberale økonom Wang Qishan ikke fortsatte i magtens centrum, politbureauets stående udvalg på 7 medlemmer. Men det nye udvalg har stærke liberale kræfter, der holder fast i Xi’s og Deng Xiaopings linje: Der skal være en stærk politisk kontrol for at styre en fortsat økonomisk liberalisering. Økonomiske reformer og forsigtige politiske reformer kan få et skub fremad, f.eks. med Wang Yang, der i det dynamiske Sydkina har forsøgt sig med begge dele. Den kinesiske dynamik fortsætter.

Det er en helt anderledes svækket Trump, der møder op i Kina. Som international leder står han isoleret. Han dropper handelsaftaler på begge sider af USA. Han blæser på klimaaftaler og atomaftalen med Iran og taler om ”totalt at smadre” Kinas allierede, Nordkorea. På hjemmefronten går republikanske ledere som Bob Corker og Jeff Flake direkte imod præsidenten, fordi de mener, at Trump lyver, forfladiger og skader demokratiet, og de har langt hen ad vejen fået støtte fra den tidligere præsident George W. Bush. Trump har end ikke kunnet sige nogle trøstende ord til enken efter en falden, amerikansk soldat.

Trump nedbryder systematisk den traditionelle amerikanske førerposition, og da de europæiske lande er svækket af indre stridigheder og Brexit, rammer det Vesten som helhed. En af Europas førende sikkerhedspolitiske tænkere, den tidligere tyske diplomat Wolfgang Ischinger, sagde for nylig, at Trump’s forsøg på at droppe Iran-atomaftalen ”er et alvorligt tillidsbrud” og et ”slag i ansigtet” på aftalens partnere, herunder Europa. Den tidligere svenske udenrigsminister, Carl Bildt, siger, at hvis man ikke længere kan stole på aftaler, som USA har indgået, så har det negative globale konsekvenser, og det kan i værste fald føre til krig. Bob Corker, der er formand for Senatets udenrigsudvalg, siger, at Trumps Nordkorea-reaktioner kan føre til en tredje verdenskrig, og han kalder Det hvide Hus for en børnehave for voksne.

Ingen aner, om Trumps twitters og ord skal tages alvorligt. Men når meldingerne kommer fra en statsleder, der kan gå i krig uden at søge Kongressens tilladelse, er der åbnet op for fejlkalkulationer, der kan få katastrofale følger. Som forsvarsminister under Barack Obama, Leon Panetta, har udtrykt det, skal en præsidents ord stå til troende, ellers svækkes præsidentembedet – og USA.

Iran har sagt, at hvis USA bryder aftalen, er det en krigserklæring. Det kan føre til nye konflikter i Mellemøsten, fordi USA under Trump bevidst støtter Saudi-Arabien mod Iran, og Israel kan se sit snit til at bombe de iranske atominstallationer. Det kan føre til endeløse krige af et langt større omfang end de seneste 15 års krige.

Men selv uden militære konflikter, kan Trumps reaktion over for Iran få konsekvenser. Europæiske virksomheder er efter Iran-aftalen blevet langt mere aktive i Iran end amerikanske, f.eks. har Airbus fået flere ordrer end Boeing. Vil Trump skabe en krise for at kunne bekæmpe europæiske erhvervsinteresser til fordel for amerikanske? Vi har set samme tendenser i forhold til Rusland.

Det kan føre til vedvarende spændinger mellem USA og Europa, og det bliver sværere end hidtil for USA at banke modvillige europæiske lande og virksomheder på plads, netop på grund af Trump og hans skrotning af internationale aftaler

Signalerne fra USA om Nordkorea har været svingende, men for nylig sagde den amerikanske viceudenrigsminister, John J. Sullivan, at USA ikke udelukker direkte forhandlinger med Nordkorea. Kina har konsekvent anbefalet forhandlinger. Derfor kan man ikke udelukke, at Trumps besøg hos Xi vil føre til en genoptagelse af tidligere års forhandlingsrunder, måske også bilateralt mellem USA og Nordkorea. Den stærke Xi vil med sikkerhed forklare Trump, at et énsidigt amerikansk angreb på Nordkorea vil være uacceptabelt og få konsekvenser.

Kineserne, der er mestre i det diplomatiske spil, kan måske give Trump et figenblad, Trump han kan vifte med som en sejr, nemlig omkring forhandlinger. Kina kan måske overtale Nordkorea til ikke at provokere med affyring af raketter, der kan nå USA, fordi det ikke er nødvendigt for at udvikle et fuldt færdigt atomprogram.

Men det er naivt at tro, at Nordkorea vil opgive sine atomvåben. De er en garanti mod et amerikansk forsøg på at vælte Kim’s regime. Selv om Kina ikke bryder sig om Nordkoreas hårde optræden, vil Kina aldrig acceptere, at Nordkorea tvinges i knæ. Når Kina er gået med til økonomiske sanktioner mod Nordkorea, er det især for at skabe politisk ro. Det er tvivlsomt, om sanktionerne er effektive. Siden 2013 har Kina ikke offentliggjort statistik for eksporten til Nordkorea. Vi véd derfor ikke, om de virker.

Bliver der en forhandlingsaftale om en årrække, vil den omfatte meget mere end Nordkoreas atomvåben. Kina og Nordkorea har samme langsigtede interesser: At fjerne de amerikanske styrker i Sydkorea og at undgå en oprustning og forsvarspolitisk kursændring i Japan, som ministerpræsident Shinzo Abe lægger op til efter valget. Det betyder en ny sikkerhedspolitisk orden i hele Østasien - med en accept af Nordkoreas atomvåben, måske i form af en fastfrysning af atomprogrammet. Det vil understrege Kinas voksende betydning, mens USA må trække sig et skridt tilbage.