Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Politisk ledelse

Politisk ledelse

må opjusteres

 

Der er behov for, at erhvervsledere engagerer sig langt stærkere i politik – også globalt - for at få en stærkere beslutningskraft og for at få mere langsigtede beslutninger. Det viser de kaotiske forhold omkring Donald Trump, men det gælder også i Europa

 

11.10.2017

Hugo Gaarden

 

Bortset fra i Kina findes den mest erfarne og veludviklede ledelseskraft i erhvervslivet og ikke i magtens centrum – politik. Det er i stærkt voksende omfang blevet et problem i den vestlige verden, hvor både populismen og den hæsblæsende forandring rejser et indlysende behov for en opjustering af den politiske ledelse. En stærkere inddragelse af erhvervsledere i politik kan blive et afgørende skridt.

 

Verden er kommet i en livstruende og paradoksale situation, fordi menneskets overlevelse kan afhænge af, at ikke-valgte militære ledere forhindrer den valgte politiske leder i verdens største nation, USA, i at træffe den beslutning, han ønsker. Det handler om de militære ledere omkring præsident Donald Trump. De kan i givet fald spænde ben for hans forsøg på at bruge atomvåben eller at gennemføre et militært angreb på Nordkorea, der kan provokere Kim Jong-un til at bruge atomvåben som forsvar.

 

Stabschefen, den nationale sikkerhedschef og forsvarsministeren kan i givet fald gå til offentligheden og Kongressen og dermed tvinge præsidenten til at ændre kurs. Formelt set kan det minde om et militærkup, men det skal hindre Trump i at skabe en situation, han ikke kan overskue på grund af manglende evner eller manglende viden. Problemet for USA og verden er, at der ikke er fastlagte linjer for, hvordan situationen med en uduelig eller uberegnelig leder skal håndteres.

 

Problemet er i virkeligheden langt mere omfattende og hverdagsagtigt end den eventuelle ekstreme situation med Trump. Den tyske ugeavis Die Zeit (Tysklands Weekendavis), havde for nylig en tankevækkende artikel, skrevet af et af avisens medlemmer af dets udgiverråd, René Obermann, der er direktør i London i det amerikanske, globale investeringsselskab Warburg Pincus, der har den tidligere amerikanske finansminister Timothy Geithner som bestyrelsesformand.

 

Obermann er dybt bekymret over splittelsestendenser i Europa med negative sociale konsekvenser, voksende ulighed, skandaler i erhvervslivet som dieselskandalen, manglende politisk vilje til at tvinge koncerner til at betale skat (som internetselskaberne) og manglende investeringer i uddannelse, herunder digitalisering.

 

Han hæfter sig ved, at Europa reelt er en supermagt på grund af sin økonomiske størrelse og på grund af de værdier, Europa bygger på. De skal blot samles og gøres til en langt stærkere og mere synlig faktor, end det sker i dag, ellers kan Europa ikke komme på omgangshøjde med USA og Kina, og heller ikke løse de interne problemer. Erhvervsledere bør engagere sig langt mere i den proces, end det hidtil er sket.

 

Mange vil nødig have erhvervslederes indblanding i politik, men det er dog rundt regnet halvdelen af et lands befolkning, der arbejder i virksomheder med erhvervsledere. Dér er det uhørt, at der træffes lige så mange svingende og vanskeligt forståelige beslutninger som i politik, eller at beslutninger udskydes uendeligt. Da der er en voksende erkendelse af, at vi har et ledelsesproblem i de vestlige demokratier, er det derfor værd at overveje, om ikke virksomhedsledere skal inddrages langt mere i den politiske beslutningsproces, ligesom de f.eks. inddrages i arbejdsmarkedsforhandlinger i de nordeuropæiske lande.

 

En debat om det vil svare til dén som en gruppe tidligere ambassadører rejste for nogen tid siden i bogen ”Danmark og Verden.” Den tidligere EU-ambassadør, Poul Skytte Christoffersen, kritiserede politikerne for konstant at udsætte afgørelsen om et fuldt EU-medlemskab, for derved får man ingen indflydelse på, hvor Europa går hen. Den tidligere ambassadør i Moskva, Per Carlsen, hæftede sig ved, at vi er ved at glemme de baltiske lande, hvor Danmark gik helt i front for at hjælpe dem ind i friheden.

 

Netop nu står Europa over for gennemgribende forandringer, begyndende med reformer af eurozonen, og derfor er ambassadørernes pæne opråb mere aktuelle end nogensinde. Som en højtstående diplomat sagde det på Udenrigsministeriets årlige møde med offentligheden i august, så er der stort set ingen debat i Danmark om europæiske udfordringer og visioner. Problemet er, at det gælder i mange af de europæiske lande.

 

Dermed er vi tilbage i problemet med den politiske ledelses kvalitet. Det illustreres netop i denne tid i både Storbritannien og Spanien. Briterne stemte sig ud af EU, men for hver uge vokser frustrationerne over beslutningen i takt med, at de barske konsekvenser går op for briterne. Premierminister Theresa May forsøger at være kompromisvillig, men har også lavet en plan-B for en udtræden uden en aftale. Er det udtryk for stærk ledelse? Hverken den spanske regering eller EU har tydeligt sagt til Kataloniens befolkning, at et løsrevet Katalonien ikke kan blive medlem af EU. Politikerne har svært ved at forklare forskellen på Brexit, Skotland, Katalonien og Kosovo. EU-landene, herunder Danmark, var hurtige til at støtte de nye selvstændige lande i det tidligere Jugoslavien, men regioners løsrivelsesforsøg og brud på gængse EU-regler som i Ungarn kan kaste EU ud i nye kriser á la den græske gældskrise, og det vil i så fald være et europæisk ledelsesproblem.

 

USA har et synligt ledelsesproblem omkring Nordkorea og Iran. Det er aldrig før sket, at en vestlig leder har truet et land med ”total ødelæggelse,” som Trump har udtrykt sig over for Nordkorea. Det er aldrig tidligere set, at en amerikanske præsident har sagt til udenrigsminister, at det er spild af tid at forsøge sig med en dialog. Trump har tilmed sat spørgsmålstegn ved Rex Tillersons intelligens. Problemet for verden er, at Nordkorea med sikkerhed vil udvikle et fuldt fungerende atomvåben, der kan true USA. Hvad gør USA og det internationale samfund ved den kendsgerning?

 

Trump vil gerne bryde atomaftalen med Iran, men han tør formentlig ikke tage dette skridt, for så ventes Iran at genoptage sit atomvåbenprogram, og det vil uvægerligt føre til nye konflikter i Mellemøsten. Men han kan forsøge at presse Iran og tvinge de europæiske virksomheder til at holde sig fra Iran. Spørgsmålet bliver da, om EU-landene tør fastholde åbningen over for Iran og tør tage en konfrontation med Trump, som det er sket med Klima-aftalen.

 

Europæiske erhvervsledere erkender, at de må kunne fungere rimeligt gnidningsløst i hele verden trods politiske stridigheder. De erkender også, at de må løse globaliseringens og ulighedens problemer, ellers bliver der kampe, som er på vej i Frankrig i denne tid. Hvis det sker i et samspil med en revitaliseret politisk ledelse, kan den europæiske ledelses- og samfundsmodel sætte fodaftryk verden over.