Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Globalpolitik

Politiske efterårsstorme

efter det tyske valg

 

Valget i Tyskland vil genskabe den parlamentariske debat med en stærk opposition, men der er også udsigt til politisk stormfulde tider i Europa og globalt, fordi det er de helt tunge problemer, der nu skal løses, og det kan føre til voksende modsætninger, også mellem Europa og USA.  

 

27.09.2017

Hugo Gaarden

 

Den politiske debat bliver forrygende i de kommende år - overalt. Mens de etablerede partier i hele den vestlige verden mere eller mindre har ligget død i flere år af frygt for at tage et opgør med populismen, så viste det tyske valg, at den politiske diskussion får et skud amfetaminer. Vi begynder at se skarpere politiske diskussioner i Europa og mellem Europa og USA. Verden bliver for alvor en politisk scene, hvor selv Europa vender sig mod præsident Donald Trumps twitter-metoder.

 

De tyske vælgere afsatte stor-koalitionen mellem de to store folkepartier, CDU og SPD, og socialdemokraterne tog konsekvensen af sit nederlag ved at gå i opposition. SPD vil gøre sig til et ægte oppositionsparti i parlamentet, og med det yderligtgående højreparti AfD kan der ventes en debat som ikke set i årtier i Forbundsdagen. Alle, også kansler Angela Merkel, er blevet klar over, at man ikke kan snakke uden om de tunge problemer som indvandringen eller stigende huslejer for et flertal af vælgere, der økonomisk står i stampe.

 

I denne serie af udenrigsklummer, den 5. september, blev den tidligere formand for SPD, Franz Müntefering, citeret for, at SPD ”ikke kan fortsætte de næste fire år som hidtil.” SPD må med andre ord i gang med en grundlæggende fornyelse, og derfor var valget i søndags dybest set optakten til valget om fire år, hvor vælgerne kan se frem til meget klarere skillelinjer i politik. Han var forudseende.

 

Efter finanskrisen har der været en enorm værditilvækst verden over, men den er stort set udelukkende havnet hos de rigeste 10 pct., både i USA og Europa, mens langt hovedparten har stået i stampe. Det interessante bliver, om SPD vil tage fat på en indkomst- og formuefordeling, der kan mærkes, og om det breder sig til resten af industrilandene. Det er interessant, at EU-kommissionen, herunder med konkurrencekommissær Margrethe Vestager, har taget skridt i den retning ved at gå i flæsket på store koncerner både i Europa og USA, f.eks. om beskatningen.

 

Lederen af den tyske koncern Siemens, Joe Kaeser, har i Der Spiegel udtrykt forståelse for kravet om en fordelingen af værdistigningen: Han siger, at ledelsen i politik og erhvervslivet må sørge for en ”retfærdig fordeling af velfærden,” ellers får vi øgede spændinger, nemlig når dele af befolkningen bliver hægtet af. Den ”fjerde industrielle revolution,” nemlig digitaliseringen, vil føre til gennemgribende forandringer, som må håndteres, og det skal ske langt hurtigere, end man er vant til.

 

Der kommer også helt nye retter på det europæiske bord, når Tyskland og Frankrig fremlægger reformforslag i EU, og de handler i høj grad om at styrke euro-gruppen, altså om at skabe en stærk økonomi bag euroen. Tyskland og Frankrig vil også styrke regeringernes magt i forhold til EU-kommissionen.

 

De to store lande er ikke enige om, hvordan eurozonen skal styrkes. Det fremgik af den franske præsident, Emmanuel Macrons seneste udspil. Han opfordrede til regeringerne til at blive modigere i kampen mod populismen og turde tage storstilede initiativer, der skal gøre EU til et ”selvstændigt” powerhouse over for USA og Kina. Meget slående har tyske Siemens og franske Alstom netop besluttet at lave et fælles tog-firma, der skal kunne klare sin hovedkonkurrent, den kinesiske gigant CRRC.

 

Men begge lande vil have en ny uafhængig europæisk fond, der skal skabe midler til f.eks. store fælles investeringer, og som kan hjælpe lande i nød, og de er parate til at styrke EU-budgettet for at få flere midler. Men tyskerne vil ikke være med til at overføre midler til lande, der ”bare” bruger pengene i en lemfældig økonomisk politik.

 

EU-kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, har for nyligt talt varmt om en styrkelse af EU-institutionerne, f.eks. ved at slå kommissionens og rådets præsidenter sammen i én person. Det sidste vil alle formentlig være enige i, men ellers bakker Tyskland og Frankrig ikke op om Junckers ideer, tværtimod. Hverken kommissionen eller de europæiske lande som helhed skal være kernen i EU. Det skal eurozonen og de førende lande i zonen.

 

Den udvikling vil utvivlsomt føre til en hed debat i EU, og den bliver ikke mindre af de voksende spændinger mellem EU og Storbritannien om Brexit-forhandlingerne, også fordi tyskerne ønsker at holde briterne tæt på det fælles marked. Også Kataloniens krav om løsrivelser og den udbredte modstand i Italien mod euro-medlemskabet kan føre til voksende politisk uro i EU.

 

Internationalt er og bliver Nordkoreas atomvåben og præsident Donald Trumps reaktion på dem det helt store tema. Trumps barske udtalelser har ikke blot skabt frygt for en eskalation, der kan ende i en katastrofe. De har også fået Sydkorea og Tyskland til at gå imod den hårde linje, og Tyskland forsøger at blive involveret i forhandlinger om en atomaftale med Nordkorea. Det vækker også modstand i Europa, at Trump vil ændre Iran-atomaftalen. Trumps twitter-metoder og skiftende kurs vil utvivlsomt føre til, at nogle af USA’s allierede, især Tyskland, vil gå direkte imod USA på vitale områder, fordi interessekonflikterne bliver mere og mere udprægede.

 

Angela Merkel sagde i partilederdebatten efter valget, at vi lever i ”stormende tider.” Derfor manede hun ikke bare til stabilitet, men også til at tage fat på de virkeligt tunge problemer. Det egentlige problem er, at hverken Tyskland eller EU gjorde nok for at få løst problemerne med indvandringen. Landene gjorde heller ikke nok for at forebygge globaliseringens problemer. Det tyske valg vil utvivlsomt føre til mere aktive bestræbelser på at løse en række sociale problemer, dvs. for at skabe en bedre økonomi for de dårligst stillede, for ellers stormer SPD fremad.

 

Det kan føre til, at Tyskland og Europa bliver socialt mere aktivt internt og langt mere aktivt globalt – ligeså meget i et samspil med Kina og Rusland som med USA.

 

Mange tror, at forhandlingerne om en konservativ, grøn og liberal tysk regering bliver langvarig. Men man skal ikke glemme, at Merkel kan overraske og træffe hurtige beslutninger som med lukningen af atomkraftværker og accepten af flygtninge. Det er utænkeligt, at hun vil vente til jul med dannelsen af en regering. De grønne og FDP brænder efter at kommer i gang, og begge lægger ekstrem stor vægt på fremtids-orienterede temaer – som Macron – og ikke fortidens trakasserier.

 

Med den dynamiske Macron kan begge lande udnytte den politiske omkalfatring til at skabe en europæisk og international dynamik, vi ikke har set i årevis.