Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Nordkorea-160817

Nordkorea bliver atommagt, 

og Trump bidrager ubevidst 

 

De barske udmeldinger fra Nordkoreas Kim og USA's Trump er uhørte og udgør en risiko for en atomkonflikt ved fejlberegninger, men den barske realitet er også, at Nordkorea får held med at blive en atommagt, mens USA's indflydelse svækkes markant 

 

16.08.2017

Hugo Gaarden

 

Atomkrisen mellem USA og Nordkorea er foreløbig afblæst, men er der to personer, der kan kaste verden ud i en atomkrig ved en fejltagelse, er det Kim og Trump. De barske udtalelser, begge er kommet med i den seneste tid, er uhørte, når det drejer sig om atomvåben. Den slags oplevede vi ikke fra Sovjetunionens og USA's side under Den kolde Krig.

 

Men der er én konsekvens, der er stensikker: Nordkorea bliver en atommagt, der kan true USA, og USA's rolle som supermagt får et afgørende knæk, og det har præsident Donald Trump bidraget til.

 

Den selvsikre opkomling til Nordkorea med den unge leder og diktator Kim Jong-un svækker USA’s indflydelse markant, fordi Donald Trump har sagt, at han aldrig vil tillade, at Nordkorea får mulighed for at true USA. Men Nordkorea har hurtigere end forventet udviklet atomvåben, der allerede i dag – eller om ganske kort tid – kan ramme USA i hovedlandet – og ikke bare på øen Guam. Trumps trussel er altså tom. Han kan lancere det som en sejr, hvis Kim alligevel ikke sender konventionelle raketter ned i havet ved Guam, men det ændrer ikke en tøddel ved, at Nordkorea har kapaciteten til at ramme USA med atomvåben. USA kan ikke tvinge Nordkorea til at opgive dem. Det signal får langtrækkende virkning, og ingen kan fra nu af fæste lid til Trumps nok så barske udtalelser og twitters – eller det, der burde være en politik.

 

Det er ikke første gang, at USA eller de anerkendte atommagter i FN’s sikkerhedsråd har mistet grebet. De måtte erkende, at Israel i begyndelsen af 60’erne udviklede sine egne atomvåben, og det samme gjorde Indien og Pakistan i 70’erne efter en krig mellem de to lande i 1971. De blev ikke udelukket af det gode selskab. Det er (formentlig) lykkedes USA, Europa og Rusland at hindre Iran i at få atomvåben, men Iran har måske lige så meget erkendt, at det vil blive udsat for konstante israelske angreb, hvis det laver en atomprøvesprængning. Iran har valgt en anden vej for at styrke sig – økonomisk og sikkerhedspolitisk.

 

I årevis har USA forsøgt at hindre Nordkorea i at få atomvåben, bl.a. gennem seksparts-forhandlinger. Kina har haft en tilsvarende interesse, fordi Kina er bange for, at nordkoreanske atomvåben vil få Sydkorea og især Japan til at udvikle sine egne atomvåben. Kina står derfor også bag de nye økonomiske sanktioner. Kina forsøger at finde en magtbalance på Korea-halvøen og i det østlige Asien, og så skal man ikke overse det langsigtede mål, at Kina vil have de amerikanske styrker ud af Asien – i første omgang ved at hindre eller begrænse militærøvelser i Sydkorea og ved at hindre etableringen af det avancerede amerikanske raketforsvar Thaad i Sydkorea. Men det er lige så tydeligt, at Kina ikke vil acceptere et angreb på Nordkorea, og Kina vil formentlig heller ikke tvinge Nordkorea til at opgive sine atomvåben.

 

USA har i årevis overvejet et militært angreb, men ideen er altid blevet droppet, da de scenarier, som det amerikanske militær har lavet, indikerer tab i Sydkorea med hundredtusinder af dræbte, om ikke millioner. Nordkorea har i tusindvis af konventionelle kanoner, der kan ramme hovedstaden Seoul, hvor der bor 10 millioner. Nuværende og tidligere amerikanske militære chefer siger, at en krig vil ende i en katastrofe. Det er slående, at Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har betegnet et amerikansk angreb i Nordkorea som uacceptabelt.

 

Den tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver og FN-ambassaadør, Susan E. Rice, skrev for nylig i New York Times, ”at historien viser, at vi kan tolerere atomvåben i Nordkorea, som vi tolererede en langt større trussel fra Sovjetunionen.” Hun mener, at Kim betragter atomvåben som essentielle for hans styres overlevelse. Derfor ligger udfordringen for USA i at sikre, at Nordkorea aldrig forsøger at ramme USA med atomvåben.

 

Det er altså den traditionelle afskrækkelse, hun peger på. Desuden må der udvikles et styrket raketforsvar. Sanktionerne må forstærkes, og så skal der være en dialog med Kina. Hun betragter Kim som rationel, selv om han kan være ond og impulsiv, mens hun betragter Trump som en særlig farlig person, fordi han er uberegnelig. Hun foreslår derfor, at den nye stabschef, John Kelly, må tiltage sig kontrollen med Det hvide Hus, herunder over sin chef! Hun peger dermed på et vitalt problem: Er der personer og instanser, der kan hindre en uberegnelig præsident i at trykke på knappen? Samme overvejelser gjorde nøglepersoner sig under Richard Nixon.

 

Men er Rice’s forslag nok? Nordkorea vil med sikkerhed ikke opgive sine atomvåben, for Kim vil utvivlsomt frygte, at USA vil forsøge at slå ham ihjel og styrte hans regime, som det er sket i Irak og Libyen, og Trump har udtrykkeligt talt for at vælte styret i Iran trods atomaftalen. Kim véd, at det giver respekt at have atomvåben.

 

Han har samtidig vist, at han kunne få sine atomvåben trods sanktioner og amerikanske hacker-angreb, som blev iværksat under præsident Barack Obama. En tidligere version af atomraketter blev gjort uduelige. Men i 2014 købte Nordkorea avancerede russisk-udviklede motorer til sine langtrækkende ICBM-raketter fra en fabrik Yuzhmash i Ukraine. Det fremgår af et studie, som raketeksperten Michael Elleman fra det strategiske institut IISS har lavet, og som det amerikanske efterretningsvæsen har bekræftet over for New York Times. Det er disse motorer, der sad i de succesrige affyringer i foråret og juli. Nu har Nordkorea så udviklet små atomvåben, der kan sidde i raketterne, hele 10 styks i hver, og raketterne kan nå Californien og Midtvesten.

 

Dermed er Nordkorea blevet en atommagt, ingen kan ignorere. Derfor må alle forhandlinger dreje sig om at lave en aftale, der bringer balance på Korea-halvøen og i Østasien og dybest set også mellem Kina og USA. Måske er en fastfrysning af Nordkoreas atomvåben realistisk, men de bliver ikke fjernet. Den tidligere amerikanske ambassadør i Sydkorea, Alexander Vershbow, siger, at den eneste vej er at udvikle en langsigtet afskrækkelse og en containment-strategi som over for Sovjetunionen, og ”det betyder at acceptere det uacceptable,” nemlig Nordkorea som en atommagt. Det er altså en forhandlingsproces som mellem Øst og Vest i Den kolde Krig, der er nødvendig i Østen.

 

Derfor kommer USA og FN ikke uden om at droppe sanktionerne og lægge op til samhandel med investeringer i Nordkorea. Det er i Sydkoreas og Kina interesse, fordi Nordkorea rummer et økonomisk potentiale. Kim har allerede iværksat betydelige investeringer og moderne boligbyggeri, og den nye sydkoreanske regering vil gerne genoplive den tidligere solskins-politik med en delvis åbning af grænsen og investeringer i Nordkorea. Det kan være et skridt til at lave en fredsaftale mellem nord og syd efter våbenhvilen mellem de to lande siden Korea-krigen fra 1950 til 1953. Det er verdens længst uløste konflikt.

 

Hvis Trump er en god deal-maker, som han bryster sig af, kunne han gå over i historien som Nixon og Kissinger, der åbnede døren til Kina. Han kunne acceptere Nordkorea som atommagt, søge forhandlinger om en balance på Korea og lave en ny Marshall-hjælp til Nordkorea. Han kunne afslutte det med en hamburger-dinner, som han har udtrykt det. Han har skiftet mellem at ville tale med Kim over en hamburger og at true med ”ild og vrede.” Sådan noget tager kineserne ikke alvorligt, og det er dém, der afgør Nordkoreas skæbne i sidste ende. Kineserne kan li’ ordet ”kaopu,” der betyder pålidelig. Nu hæfter de ”bu kaopu” – ikke-pålidelig – på Trump.

 

Kineserne har tydeligvis sat grænser for Trump og USA, mens Kim har vist supermagtens afmagt. Trump har trukket i land, hvad handelssanktioner mod Kina angår. Hans datter og svigersøn, Ivanka og Jared Kushner, besøger i september præsident Xi Jinping, og Trump følger efter senere i efteråret. Der kommer ingen konflikt mellem USA og Kina i dén periode, og Kina vil næppe lade Kim rokke ved båden. Han har opnået den enestående magt, han har stræbt efter.

 

Hele affæren viser, at de europæiske lande har en interesse i at engagere sig selv på den koreanske halvø, for en atomkonflikt vil være ødelæggende også for Europa. De europæiske lande deltog i Iran-aftalen, og de har erfaring i konfliktreduktion, atomforhandlinger og fredsforhandlinger. Det burde være en oplagt opgave for et mere aktivt EU at hjælpe med at finde en magtbalance og fredsløsning i Korea.