Trump-show-010817

Trumps Hvide Hus

under sammenbrud

De kaotiske forhold i Det hvide Hus ligner ikke kun et show, men udtrykker et sammenbrud i en regering, der stort set intet får gennemført af sine planer, og det får stærkt negativ virkning for USA’s internationale position

Hugo Gaarden

01.08.2017

TV-serien the House of Cards kan slet ikke leve op til Trump-showet. Det hvide Hus har udviklet sig til verdens bedste show med daglige og ikke ugentlige afsnit. Det har en global rækkevidde i real-time. Intet Hollywood-firma kan slå det. Og så er det gratis.

Eller er det? Seerne, dvs. den globale befolkning, kan få en ødelæggende regning, når tæppet rulles ned for præsident Donald Trump, den dag han tvinges til at forlade scenen. Selv om den nye stabschef, general John Kelly umiddeltbart kræver militær disciplin i Det hvide Hus med stop for lækager til medierne, så er Det hvide Hus under sammenbrud, og affærerne de seneste måneder har allerede haft negativ betydning for USA’s internationale rolle, og de kan få alvorlige følger. F.eks. er det tydeligt, at Tyskland lægger stor afstand til Trumps regering og ikke længere vil følge USA’s kurs automatisk.

Som sin første handling fyrede John Kelly kommunikationsdirektøren, Anthony Scaramucci, der på bare ti dage nåede at lave ravage i Det hvide Hus med sine uhørte udtalelser om flere af de nærmeste omkring Trump. Det ironiske er, at Trump netop ønskede en skruppelløs flab til at styre det daglige arbejde og kommunikationen. Men både Trump og Scaramucci gik over en grænse, som de ikke selv kunne se. Stærke kræfter hos Republikanerne begyndte at vende sig mod Trump.

Efter et halvt år har han stort set intet fået gennemført af sine mange planer. Han har tabt kampen mod Obamacare. Planen om storstilede infrastrukturprojekter er ikke blevet til noget. Trump har skabt problemer med alle sine allierede, og senest har Kongressen spændt ben for hans forsøg på at få normaliseret forholdet til Ruslands præsident, Vladimir Putin. Han har fyret adskillige af sine nærmeste og viser foragt for retsvæsenet, bl.a. ved sin kritik af justitsministeren, Jeff Sessions, fordi denne ikke standsede FBI’s undersøgelser af Trump-systemets forbindelser med Rusland.

Her kommer vi til kernen i Trump-showet, også når han har fået en no-nonsens-general som stabschef: Han vil have lagt låg på Ruslands-undersøgelsen, for der kommer konstant nye oplysninger i den betændte sag. Det mest alvorlige kan være, at den særlige undersøger, Robert Mueller, også kulegraver de finansielle forhold i Trumps og familiens forretningsimperium. Hvor afhængig er Trump af Rusland? Er der interessekonflikter?

Det seneste er en Washington Post-afsløring, der viser, at det var Trump selv, der dikterede den sms, som hans ældste søn, Donald Trump Jr., sendte til medierne om et møde i juni sidste år med en russisk advokat. Mødet handlede kun om adoption af russiske børn, skrev dobbelt-Trump. Men som utallige twitters og udtalelser fra Trump var det tale om vildledning eller løgn, for afsløringer, der siden hen er blevet bekræftet, viser, at mødet handlede om at få ødelæggende informationer om Hillary Clinton, leveret af personer, der står nær den russiske regering. Det kan også give problemer for Trumps svigersøn, Jared Kushner, der er en central rådgiver for Trump, og da nettet strammede til, sagde Trump, at han har magt til at benåde sine familiemedlemmer, sine rådgivere – og måske endog sig selv!

Så er scenen sat for et styre, der handler om Trump og ikke om USA. Kilder i og omkring Det hvide Hus siger, at Trump i stigende grad handler som sin egen jurist, strateg og pressemand og meget ofte tilsidesætter de anbefalinger, han får fra professionelle.

Endnu har han stadig opbakning blandt sine Washington-fjendtlige kernevælgere, især i Midtvesten og på landet. Men manglen på professionalisme i hans regering begynder at få alvorlige konsekvenser internationalt.

Den ene gang efter den anden er der modstrid mellem dét, som Trump twitter, og dét, som f.eks. hans forsvarsminister, sikkerhedsrådgiver eller udenrigsminister siger. Trump har rost Kinas præsident, Xi Jinping, for at hjælpe ham over for Nordkorea, og da Nordkorea netop har vist, at det er tæt på at kunne ramme USA med atomraketter, har han kritiseret Xi. En så svigende holdning kan kinesere ikke tage alvorligt. Trump har også sagt, at han ikke kan tillade, at Nordkorea udvikler atomraketter, der kan ramme USA.

Hvad gør Trump så? Vil han angribe Nordkorea militært? Det vil føre til totalkrig på den koreanske halvø, og Kina vil modsætte sig et angreb. Vil han tvinge Nordkorea i knæ med sanktioner? Det vil Kina modsætte sig, for Kina frygter et sammenbrud i nabostaten. Men hvilken virkning får det, når Trump har tomme ord over for en ny atommagt, der kan ødelægge USA i tilfælde af en krig? Det vil vise USA som en svækket magt, og det har Kina mere end noget andet land noteret. Når USA ikke kan gennemføre sine trusler over for Nordkorea, hvordan kan USA så tvinge Kina til f.eks. at opgive etablering af kunstige øer og militærbaser i Det sydkinesiske Hav? USA er på retur, og Kina udnytter chancen.

Det samme gør Vladimir Putin, der er en glimrende taktiker. Det har været en fejlkalkulation for Putin, at Trump ikke har kunnet normalisere forholdet til Rusland og fået ophævet sanktionerne. Og så mener en tidligere stationschef i CIA, Daniel Hoffman, at russerne stod bag lækagerne af juni-mødet sidste år for at skabe problemer i USA. Dén version er god at have i baghovedet.

Putin har dog vist sig som en dreven taktiker, for da han meddelte, at den amerikanske stab skal reduceres med 755 medarbejdere som gengældelse mod de sanktioner, som Kongressen netop har vedtaget, så kom beslutningen, inden Trump har underskrevet sanktionerne. Putin har formelt reageret mod Kongressen og ikke mod Trump. Han holder en dør åben for fortsat kontakt med Trump, som han havde på to-mandshånd under G20-topmødet i Hamburg. Trump har bevidst undgået at udtrykke mistillid til Putin. Der er altså en relation mellem de to, som offentligheden ikke ved noget om.

Putin kan samtidig glæde sig over, at Tyskland og EU-kommissionen er imod de nye amerikanske sanktioner og ikke vil følge op på dem, fordi de uvægerligt vil ramme europæiske energiselskaber, der har aktiviteter i Rusland.

De nye amerikanske sanktioner betyder, at det bliver endnu sværere at få en snarlig løsning på Ukraine-sagen, og Rusland kan optrappe spændingen gennem langvarige militærøvelser ved grænsen til de baltiske lande og Polen. Men Ukraine-sagen eskalerer ikke, trods træfninger og mange dræbte i Østukraine. Det betyder, at der er mulighed for at løse konflikten via Minsk-aftalen, som Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig har indgået. Men det kræver utvivlsomt, at de europæiske lande må acceptere – evt. blot stiltiende – at Krim er kommet på russiske hænder, og at Ukraine ikke får adgang til hverken EU og NATO. I Tyskland er der en klar tendens til en løsning ad de linjer, men det tales der ikke højt om før september-valget.

Tyskland og EU vil altså ikke følge den amerikanske linje over for Rusland. De vil have en normalisering. Tyskland og EU har også en interesse i at få normaliserede forhold i Mellemøsten efter Islamisk Stats snarlige sammenbrud og efter afslutningen af borgerkrigen i Syrien. Trump har derimod pustet til ilden mellem sunni- og shiamuslimer. Europa og USA står på hver sin linje i Europas vitale nærområder.

Hvilken konsekvens får det så? Den tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller, har i en interessant artikel i årbogen for det danske internationale institut, DIIS, sat en række spørgsmålstegn ved EU’s fremtid, som han ser meget dystert på, men han gav ingen svar. Det gjorde derimod den tidligere tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, for nylig i den tyske ugeavis Die Zeit: De europæiske lande må indstille sig på store forandringer og en større egen-rolle. Der er så stor uenighed blandt de 27 EU-lande til, at de kan klare opgaven som en helhed. Derfor må eurozonen blive kernen i EU, og de afgørende kræfter bliver Tyskland og Frankrig. Samtidig må Tyskland og Europa erkende, at de ikke kan gå alene-gang i verden. De må indgå i et globalt samarbejde. At klare både den europæiske og globale opgave bliver en intellektuel udfordring for den kommende generation af politikere, mener han.

Det er den grad af politisk tænkning, det skorter på i Danmark og resten af Europa, for med Trumps show og svækkelsen af USA’s rolle bliver europæerne nødt til at tage et større ansvar. Og kan EU-landene som helhed ikke enes, bliver det i stigende grad Tyskland, der reagerer – i en erkendelse af, at Tyskland er ved at blive en global spiller på linje med USA og Kina, i det mindste på det økonomiske felt, og det er dét, der tæller i en tid, hvor landtropper ikke længere ruller over grænserne, men kapitalen.