Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

G20-030717

Hamburg – et første skridt

til ny global verdensorden

 

Det slående ved denne uges G20-topmøde er, at europæerne har fået selvtillid til en international optræden, at Kina er blevet en stærk international aktør, og at USA via Donald Trump er blevet en svækket og usikker partner. Et globalt magtskifte er på vej, og det tvinger europæerne til at træffe vitale beslutninger om fremtidens EU

 

02.07.2017

Hugo Gaarden

 

Under G20-topmødet i Hamburg i de kommende dage, vil vi for alvor se konturerne af en ny verdensorden. De globale magtforhold skifter hurtigere, end nogen havde forventet for bare et år siden.

 

De europæiske lande med Tyskland og Frankrig i spidsen har fået en hidtil uset selvtillid, og det afspejles på den internationale scene. Kina er blevet en stærk global aktører, ikke bare økonomisk, men også politisk, og Kina er parat til at overtage den rolle, som USA har haft i mange år. Samtidig har USA med præsident Donald Trump sat sig ud på et sidespor, så ingen véd, hvordan USA vil agere på topmødet, men hvor de øvrige lande er parate til at træffe fælles aftaler uden om USA. Det er aldrig tidligere set, at resten af verden er rede til at træffe beslutninger, som USA er imod. Da G20 er et globalt forum for verdens 20 stærkeste økonomier, herunder Kina, Indien, Indonesien, Sydafrika og Brasilien, vil det få vidtrækkende betydning, hvis 19 lande træffer beslutninger mod USA. G20 kan overtage G7-landegruppen som verdens vigtigste forum.

 

Trump samt Brexit har fået de europæiske lande til at rykke tættere sammen, og det gælder især Tyskland og Frankrig. Den tyske kansler, Angela Merkel, har haft mod til at gå imod Trump, som det blev set for nylig på G7-mødet om Paris-klimaaftalen og i en tale, hvor hun sagde, at europæerne ikke skal gøre sig afhængige af et USA, hun ikke længere har tillid til. Under en debat i den tyske forbundsdag for få dage siden, gik hun direkte på kollisionskurs med Trump ved at sige, at verdens problemer ikke kan løses med isolationisme og protektionisme. Dermed gik hun direkte imod Trumps ”America First” linje og slog et slag for multinationale forhandlinger og løsninger.

 

Kina indtager nøjagtigt samme holdning, og det blev understreget af præsident Xi Jinping på Davos-mødet i januar, da han udtalte sig positivt om globaliseringen, handelsaftaler og internationale institutioner. Kina er blevet fortaler for den vestlige tradition med forhandlinger og de institutioner, der har været rygraden i det vestligt baserede system siden Den anden Verdenskrig, og som Trump vil rive i stykker. Sagt lidt firkantet, så er resten af verden imod Trumps linje. I realiteten er forholdene ikke så enkle, men der har aldrig tidligere været en så klar skillelinje mellem USA og resten, og det er især bemærkelsesværdigt, at Kina så systematisk og selvsikkert er trådt ind på den globale scene.  

 

Mens de vestlige lande de seneste 15 år har brugt kræfter og enorme beløb på at føre krig i en begrænset del af den arabiske verden og bekæmpe terrorister derfra, så har Kina i samme tidsrum systematisk styrket sig økonomisk, og sætter voldsomme ressourcer ind på en ny version af Silkevejen gennem Asien. Kina har sat 900 milliarder dollar af til projektet over de kommende år, næsten tre gange så meget, som EU-landene har sat af til nye investeringer på hjemmebanen. Trumps storstilede programmer for infrastrukturen er ikke kommet ud af stedet. Der er en kolossal kløft i den økonomiske handlekraft mellem Vesten og Kina.

 

Det mest usikre for den globale balance er, hvis Trump fortsætter sine stærkt personlige udenrigspolitiske handlinger i strid med sine egne, professionelle rådgiveres forslag og f.eks. reagerer egenhændigt på Nordkoreas atomprogram på en måde, som Kina ikke kan acceptere. Det vil uvægerligt ende i en storpolitisk konflikt, for Kina vil ikke længere acceptere et egenrådigt amerikansk militært engagement i Asien. Det fører ikke til krig, for det vil den amerikanske befolkning samt efterretningsvæsenet og det militære system vende sig imod. Men det vil understrege, at den nye verdensorden ikke bliver så velordnet som den hidtidige, så længe en gammel stormagt kæmper mod en ny. Derimod ser vi klare tegn på, at Kina udnytter USA’s svaghed, og det samme gør Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Ukraine og Syrien.

 

Det stiller også Europa over for nye udfordringer. Europa bliver nødt til at blive mere handlekraftig på den internationale scene, fordi det internationale lederskab ikke længer ligger hos USA. Udfordringerne er lige så store, som da Europa skulle tage stilling til det nye Europa efter Murens fald og til indførelsen af den fælles valuta, euroen. Dengang var den tidligere tyske kansler, Helmut Kohl, den afgørende drivkraft, og han vidste, hvad magtpolitik er. Havde han lyttet til den tyske folkestemning, var ingen af de to dele sket. Det har de fleste siden hen glemt.

 

I forbindelse med Helmut Kohls død, havde den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, en nekrolog i Die Zeit, og han indledte den således: ”Helmut Kohl har styret sit land gennem Den kolde Krigs forvirringer til Genforening og en økonomisk og politisk enhed i Europa, mens han altid havde blik for en styrkelse af de transatlantiske forhold.” Med så få ord kan en statsmand som Kissinger sammenfatte en historisk udvikling, der som han selv skriver slet ikke var en selvfølge. Det kunne have udviklet sig helt anderledes. Men Kohl skabte tillid i USA gennem en årrække, og han kunne sætte sig igennem på hjemmefronten og i Europa. Han ville have et europæisk Tyskland og ikke et tysk Europa.

 

I dag er forholdene fundamentalt anderledes. De transatlantiske bånd er svækket. Merkel er et produkt af Genforeningen og den nye franske præsident, Emmanuel Macron, er et produkt af globaliseringen. Begge er åbne for omverdenen og vil genstarte motoren i EU. Men det er ikke ensbetydende med, at der bliver ”stadig mere EU” i retning af en politisk union á la USA. Staternes rolle i EU bliver utvivlsomt stærkere i forhold til institutionerne, og Tyskland vil uundgåeligt få en stadig stærkere rolle i kraft af landets økonomi og dets beslutning om at være mere uafhængig af USA. Tyskland har en global rolle, der er stærkere end Frankrigs og EU’s. Vi nærmer os med stor sandsynlighed et mere tysk-præget Europa, end Kohl ønskede.

 

Det rejser et fundamentalt dilemma for danskerne – som for englænderne. Den mangeårige diskussion for eller imod EU er i dagens verden blottet for enhver realitet. Ingen på det europæiske kontinent kan være 100 pct. uden for EU. Det handler derimod om, hvilken type EU, de enkelte lande ønsker sig. Hvilken indflydelse ønsker landene på kernen – dvs. Tyskland. Derfor bør enhver diskussion i Danmark handle om, hvordan tyskerne kan ”indbindes” i Europa – nøjagtigt som da Frankrig og Storbritannien ville fastholde Tyskland i EU efter Murens fald, og hvordan Tyskland kunne indbindes i Vesten efter Den anden Verdenskrig. Det spørgsmål er langt vigtigere end den type konstruktion, Danmark vil have i EU. Briterne viser dilemmaet: De erkender problemet ved at være udenfor.

 

Den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller havde i den seneste årbog i det danske internationale institut, DIIS, en interessant analyse af EU’s historie og fremtid. Han ser meget skeptisk på EU’s fremtid, og det var tydeligt, at analysen var skrevet før valget af Macron og skærmydslerne med Trump i NATO og på G7-mødet. Det er slående, at han stillede en lang række spørgsmål om EU i slutningen af sin analyse. ”Kan de europæiske demokratier reformeres? Kan det repræsentative demokrati på langt sigt fungere sammen med direkte demokrati, der igen og igen undergraver førstnævnte? Er det overhovedet muligt at indgå internationale aftaler med sådanne demokratier? Hvem vil rette sig efter dem, når ingen er ansvarlige?”

 

Han slutter af med, at det er på tide, at vi europæere tager os selv og vores demokrati meget alvorligt. ”Men kan vi? Tør vi?” Per Stig Møller rammer plet. Men det er problematisk, at en tidligere udenrigsminister og særdeles kyndig udenrigspolitisk tænker ikke kommer med ét eneste svar på spørgsmålene. Kohl gik imod folkeviljen, men havde sans for historien og realpolitik, og det skabte de vilkår, vi lever under i dag. Storbritannien og Danmark har lyttet til folket og står i dag uden afgørende indflydelse. Dét dilemma bør der findes svar på – og i det mindste må der være nogle konkrete forslag.

 

Per Stig Møller viser en vis forståelse for Ruslands politik over for Ukraine, og han lægger op til, at EU-landene må reagere stærkere i Mellemøsten og gøre noget aktivt for at afhjælpe fattigdommen i Afrika – ”ved enten at købe deres tomater eller hjælpe dem som flygtninge i Europa!” Men det er stadig ikke konkrete svar på spørgsmålene. Der er behov for, at europæiske politikere og eksperter kommer med konkrete udspil: Vil vi erkende, at vi gik for langt, da vi ville have Ukraine ind i varmen? Vil vi acceptere tabet af Krim og Østukraine? Vil vi med Europas efterkrigs-erfaring hjælpe med genopbygningen i Mellemøsten og med at skabe forsoning mellem de religiøse grupper? Vil vi tvinge Israel ud af Vestbredden, som vi tvang Sydafrika til at afskaffe apartheid? Vil vi pumpe massive beløb i form af private investeringer i det afrikanske erhvervsliv for at skabe jobs i stedet for flygtningestrømme? Der nærmer sig et ja til alle disse spørgsmål.

 

Merkel har turdet tænke højt omkring Afrika, fordi hun ville have Afrika som toppunktet på G20-topmødet. Nu bliver mødet måske domineret af konflikten med Trump. Alligevel får Afrika en fremtrædende plads, og tyskerne og alle andre vil have modet til et opgør med Trump’s isolationisme. Det viser, at verden er på vej ind i en helt ny fase, hvor det ikke er én supermagt, der dominerer, men hvor det multinationale og multikulturelle samfund atter kommer til ære og værdighed med nye spillere. Det, der mangler, er en kinesisk dynamik i både tænkningen og beslutningsprocessen.