Syrien-giftgas28-06-17

Er giftgasangreb i Syrien

politisk manipulation?

Giftgasangreb i Syrien bliver konsekvent tillagt præsident Bashar al-Assad trods manglende beviser, og nu hævder journalisten Seymour Hersh, at præsident Donald Trump bevidst udnyttede giftgas-rygterne til et gengældelsesangreb i april. Det er endnu et eksempel på, at Trump forøger risikoen i et kompliceret og sprængfarligt Mellemøsten

28.06.2017

Hugo Gaarden

Kemiske våben er ikke blot et masseødelæggelsesvåben på linje med atomvåben. De kan også bruges i et kynisk politisk spil, fordi de vækker stærke følelser, og nu har den amerikanske journalist, Seymour Hersh, i en omfattende undersøgelse og artikel beskrevet, at præsident Donald Trump har brugt et påstået giftgas-angreb i Syrien som begrundelse for at lave et gengældelsesangreb på Syrien for dermed at vise sig som en stærk leder.

Analysen kommer efter, at internationale journalister i de seneste par år har forsøgt at kulegrave tidligere giftgasangreb, og nogle er kommet til den konklusion, at det ikke er al-Assads regime, der står bag, men at påstandene bruges i forsøget på at lokke de vestlige lande ind i borgerkrigen.

Det hele kan lyde som en bedre agentroman, men når det er værd at hæfte sig ved giftgasangrebene eller den mulige politiske manipulation, skyldes det, at de understreger kompleksiteten i Mellemøsten og risikoen for fornyede konflikter. Mellemøstens stater er et kunstigt fænomen, skabt af England og Frankrig under og efter Den første Verdenskrig, og der har lige siden været spændinger mellem staterne, internt og mellem de arabiske lande og Israel, som også er et resultatet af Den første Verdenskrig. Nu gør præsident Donald Trump, hvad han kan, for at puste til ilden mellem de dybt splittede nationer og religiøse sekter (shia- og sunni-muslimer).

Det er bemærkelsesværdigt, at den borgerlige tyske avis Die Welt i søndags bragte Seymour Hersh’s fyldige reportage. De seriøse tyske medier har de seneste år givet mere spalteplads end britiske og amerikanske til dækningen af tvivlen om, hvem der stod bag giftgasangrebene. Seymour Hersh er kendt som en særdeles grundig, men også kontroversiel, afslørende journalist. Han har talt med talrige personer i Det hvide Hus, i militæret og i efterretningstjenesterne, og efterretningskilder siger anonymt, at der ikke findes bevis for, at det var al-Assads styrker, der brugte giftgas i den 4. april, da syriske fly angreb et Jihadist-hovedkvarter i byen Khan Shaykhun. Angrebet blev straks fordømt af FN.

Syriske fly smed en meget kraftig, styret bombe mod Jihadist-bygningen, som i kælderetagen også var lager for våben, kemikalier og kunstgødning til områdets landmænd. Det var en russisk fremstillet bombe, og de amerikanske styrker har blevet informeret om angrebet i henhold til den ”deconfliction”-aftale, USA og Rusland har indgået i Syrien. Der blev angiveligt fundet symptomer på brugen af nervegas på døde og sårede, men hvor kom gassen fra? Fra de bombede lagre for kemikalier og kunstgødning? Hvorfra kom de fotos, som blev udsendt på de sociale medierne bagefter? Der har ikke været en international undersøgelse. Der er ingen sikre informationer, siger selv de amerikanske efterretningskilder.

Men Trump twittede straks, at al-Assad stod bag ”den afskyelige gerning” og krævede gengældelse. Samtlige efterretningstjenester og militærfolk rådede Trump til en forsigtig reaktion, da der ikke var beviser for påstanden om et giftgasangreb. Men han ville reagere. Han fik fire forslag og valgte at slå til med 59 krydsermissiler. De militære ledere havde sikret sig, at skaden ville være minimal. Russerne og dermed syrerne blev på forhånd informeret om angrebet.

Angrebet blev præsenteret som en handlekraftig handling, og meningsmålingerne viste, at den amerikanske befolkning hyldede præsidenten for det. ”Men det var rent show,” som en rådgiver i Det hvide Hus sagde til Hersh, og Hersh kritiserer medierne for at lukke øjnene for kendsgerningerne.

Det er ikke kun Hersh, der har set kritisk på giftgas-påstandene. Den tyske Mellemøsten-ekspert Michael Lüders hævder, at det meget omtalte giftgasangreb på byen Ghouta i 2013 skete under ”falsk flag,” nemlig at det var modstandere af al-Assad, som stod bag angrebet og foregav, at det var syriske styre, der stod bag. Hensigten var at lokke USA direkte ind i krigen.

Michael Lüders hævdede også, at den daværende præsident Barack Obama undlod at angribe Syrien, fordi både det britiske og amerikanske efterretningsvæsen ikke fandt beviser for, hvem der stod bag brugen af giftgas. Michael Lüders mener, at det er Vesten, der har kastet Syrien ud i kaos, fordi de vestlige lande ikke har forstået de reelle konfliktforhold.

Mellemøsten er verdens mest uro-plagede område, og en væsentlig årsag er, at samtlige stater i regionen er kunstigt skabte. Indtil Den første Verdenskrig herskede Det osmanniske Rige (med basis i det nuværende Tyrkiet) i hele regionen. Da riget faldt, etablerede briterne og franskmændene egenrådigt en række stater, som ikke havde haft nogen selvstændighed, og uden hensyntagen til stammeforhold og religiøse grupperinger. Briterne og franskmændene indsatte lokale herskere, der måtte bruge magt for at holde en splittet befolkningen i ro. I de seneste 100 år har der været 80 krige i Mellemøsten. Forholdene er i dag mere kaotiske end nogensinde.

Når præsident Trump vælger at støtte sunnier mod shia-muslimer – dvs. Saudi-Arabien mod Iran – og når Trump ignorerer advarsler fra sine sikkerheds- og efterretningsfolk, når han vil angribe Syrien, bliver konflikterne i regionen selvsagt forstærket.

Det er ikke uden grund, at tyske medier, eksperter og politikere indtager en langt mere afdæmpet og nuanceret holdning til Syrien konflikten, for det er tyskerne, der bærer den største del af byrden ved borgerkrigens konsekvens: flygtningestrømmen. Desuden er tyskerne bange for, at USA bevidst lægger op til en konflikt med Iran.

Efter bekæmpelsen af Islamisk Stat vil Iran få betydelig indflydelse i Irak og Syrien og vil dermed få en dominerende rolle i området indtil Libanon og Middelhavet. Det er en situation, Israel frygter, og Israel har en interesse i at få USA inddraget i et forsøg på at stække Iran.

Trump har taget et skridt i den retning ved at bakke op bag Saudi-Arabien mod Iran. Han har indikeret, at han vil droppe den atomaftale med Iran, som Barack Obama var arkitekten bag, og genindføre sanktioner. Hvis det sker i et forsøg på at ødelægge endnu et af Obamas fodaftryk, så bliver konflikterne i Mellemøsten ikke kun af lokal karakter. Så bliver de for alvor globale – og politisk ideologiske. Mandag aften meddelte Det hvide Hus, at al-Assad synes at forberede et nyt gasangreb, og at han i givet fald vil komme til at betale en høj pris for det. Militære kilder stod ifølge amerikanske medier uforstående over for oplysningen, og det tyder endnu engang på, at Trump vil reagere, uanset om der er et sagligt grundlag.

Præsidenten har den seneste tid vist, at han blæser på efterretningsvæsenet og de militære ledere, og han har blæst på udenrigsministeriets forsøg på at mægle i konflikten omkring Qatar. De traditionelle saglige drøftelser, hvor alle elementer omkring en konflikt bliver vurderet, har trange kår under Trump. Han ønsker konfrontation.

Men hvordan vil Iran og Rusland reagere? Det er de to lande, der har fået overtaget i regionen. Selv små fejltrin kan kaste Mellemøsten ud i en ny storkonflikt. Det er set før. Mere end nogensinde er der behov for et stærkt europæisk engagement.