Qatar-21-06-17

Farligt spil om Qatar

Saudi-Arabiens og andre landes boykot af Qatar ser foreløbig ”fredelig” ud, men den kan blive den gnist, der skaber ny storkonflikt i Mellemøsten

Hugo Gaarden

21.06.2017

Intet siger mere om præsident Donald Trumps uberegnelighed end USA’s reaktion på den nyeste international konflikt – fire arabiske landes bookot af den lille Golfstat, Qatar. Mens han ubetinget støtter Saudi-Arabiens, Egyptens, Bahrains og emiraternes boykot, så går hans udenrigs- og forsvarsminister ind for en neutral holdning. De to ministre vil undgå problemer for den store amerikanske base i Qatar, men de vil også undgå en ny konflikt i Mellemøsten mellem Sauri-Arabien og Iran – mellem sunni- og shia-muslimer – en konflikt, som præsidenten øjensynlig ikke er bange for.

Udelukkelsen af Qatar fra det arabiske fællesskab har ligget i luften gennem flere år – siden Det arabiske Forår. Men det kom overraskende netop nu, og det har utvivlsomt også noget med Trumps nylige besøg i Saudi-Arabien at gøre. Han bakkede fuldt ud op bag Saudi-Arabien, som indgik milliardaftaler med USA i forbindelse med besøget.

Men der er givetvis også personlige interesser, der spiller ind. Trump har i mange år haft store forretningsmæssige forbindelser med Saudi-Arabien og De forenede arabiske Emirater. Ifølge New York Times redde saudierne ham i 1995 ud af en finansiel krise ved at købe et hotel af ham. Derimod har han ikke kunnet lave forretninger i Qatar trods flere forsøg.

Det har især generet Saudi-Arabien og Egypten, at Qatar så positivt på Det muslimske Broderskab under Det arabiske Forår. Den berømte arabiske tv-station, Al Jazeera, der er baseret i Qatar, dækkede oprøret intenst og forholdsvis positivt set fra oprørernes side. Det vakte harme i en række arabiske lande, hvis ledere frygtede for deres eksistens. Desuden har Qatar gennem mange år indtaget en forholdsvis uafhængig rolle i den arabiske verden ved at have gode forbindelser til Iran og ved at støtte palæstinenserne og især hamas i Gaza langt mere aktivt ind resten af de sunni-muslimske lande.

Men Qatars rolle har også været karakteriseret ved forsøg på at mægle – det gælder i den israelsk-palæstinensiske konflikt og i Yemen. Linjen har været gældende i mange år, og den er fortsat under den nye leder i landets familiedynasti, den 37-årige emir, Tamim bin Hamad al-Thani. Hans modspiller i Saudi-Arabien er den kun 31-årige vicekronprins, Mohammed bin Salman, der reelt overtog regeringsmagten i 2015 efter sin far, kong Salman. Der skal altså prøves kræfter i den nye generation.

Det bekymrende, set fra omverdenen, er, at styrkeprøven også er et udslag af en svækket saudiarabiske økonomi på grund af de lave oliepriser og på grund af krigen i Yemen, som Saudi-Arabien trods det mest moderne, amerikanske militærudstyr ikke har kunnet vinde. Iran støtter houthi-oprørerne i Yemen.

Desuden betyder atomaftalen mellem Iran og de vestlige lande, at der er kommet gang i økonomien i Iran med forbedrede udenlandske relationer. Iran er for alvor ved at blive en konkurrent til den sunni-arabiske verden, og det skyldes også den systematiske iranske opbakning til Syriens præsident, Bashar al-Assad, og den voksende indflydelse i Irak.

Når Islamisk Stat bliver slået i Mosul i det nordlige Irak, er der stor sandsynlighed for, at kurderne vil have øget selvstyre eller selvstændighed, også fordi de reelt har beslaglagt store dele af Syrien. Tilbage bliver et svagt Irak med et shia-muslimsk flertal, og alt i alt bliver der en iransk interesse-sfære i en halvmåne mod Middelhavet. Iran har potentiale til at blive en betydelig industri- og handelsnation – langt mere end Saudi-Arabien. Magten forskubber sig i iransk retning.

Desuden har Iran gode relationer til Tyrkiet, og det er Iran, Tyrkiet, Syrien og Rusland, der har skabt den relative våbenhvile i Syrien, mens USA og Europa står på sidelinjen. Når både Syrien og Irak skal genopbygges, bliver det snarere denne landekreds, der træder i aktion end Saudi-Arabien og de vestlige lande. Igen giver det en styrkelse af Iran i forhold til de sunni-muslimske lande.

Det største problem i Qatar-konflikten er, at der kun skal en gnist til, før den udvikler sig til en storkonflikt. Terroraktioner kan provokere til overreaktioner, og Israel kan se sit snit til at blande sig i de rørte vande og skabe problemer for sin hovedfjende, Iran. Det mest dramatiske vil være, hvis Israel midt i en eventuel voksende uro eller konflikt vil udnytte situation til at angribe de iranske atomanlæg for at hindre Iran i at udvikle atomvåben. Iran vil næppe acceptere et angreb passivt, som det er set i Irak og Syrien for år tilbage.

Den nylige amerikanske nedskydning af et syrisk fly fik Rusland til at true med at angribe amerikanske fly, hvis det gentager sig. Det viser, hvor letantændelig situationen er, og hvor let den kan komme ud af kontrol. Det blev demonstreret igen for et par dage siden, da et amerikansk fly skød en iransk fremstillet drone ned, mens dronen var på vej mod syriske styrker, som bekæmper al-Assad, og som USA støtter.

Set udefra er det vanskeligt at se, hvad parterne får ud af en optrappet spænding eller konflikt omkring Qatar. Det barokke er, at det amerikanske udenrigsministerium endnu ikke har fået en detaljeret liste fra boykot-landene over dét, de betragter som begrundelsen for at lave en boykot. Det lugter langt væk af regulære magtkampe, og det illustreres selv i Washington.

Donald Trump og hans rådgiver Steve Bannon forsøger at skærpe konflikten, mens udenrigsministeriet og forsvarsministeriet har rådet til neutralitet. Men begge ministre er blevet underløbet af præsidenten. Fra USA’s base i Qatar angriber amerikanske fly Islamisk Stat, og den amerikanske Central Command for regionen har sit hovedkvarter i Qatar. Disse afgørende forhold blæser præsidenten på.

De europæiske lande har forholdt sig temmelig passive til Qatar-situationen. Med en mere selvstændig kurs i forhold til USA, som både Tyskland og Frankrig har lagt op til, vil passiviteten utvivlsomt blive afløst af en klarere stillingtagen. Det er meget på spil for Europa. En ny mellemøstkonflikt truer den atomaftale, som europæerne var meget engageret i at lave med Iran, og desuden skal regionen genopbygges efter 15 års forfejlede vestlige krige i regionen. Hvis europæerne vil være med, også for at løse flygtningekrisen, har Europa en interesse i, at parterne samarbejder fremfor at optrappe konflikterne.

Endelig er der en konsekvens, som stort set ingen er opmærksomme på i dag: Hvis de arabiske lande eller Vesten ikke kan få afsluttet de årtier lange stridigheder og begynde på en genopbygning, kan Kina træde ind på scenen. Med etableringen af den nye silkerute gennem Asien er Kina så småt ved at udvikle en interesse-sfære i hele Asien, herunder i Mellemøsten.