Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Kerneeuropa-14-06-17

Britisk katastrofevalg

styrker Kerneeuropa

 

Det mest sandsynlige er, at briterne vil søge en blød Brexit, og det vil styrke de tyske og franske bestræbelser om at etablere et stærkt Kerneeuropa, hvor alle væsentlige afgørelser bliver truffet i kernen, mens resten bliver behandlet som en slags frihandelszone

 

14-06-2017

Hugo Gaarden

 

Det er en enestående udvikling, Europa har oplevet det seneste år, især de seneste måneder. Uge for uge styrkes den udvikling, der vil føre til et Kerneeuropa med Tyskland og Frankrig i centrum, og samtidig falder den angelsaksiske verden mere og mere fra hinanden.

 

Det britiske valg blev en katastrofe for premierminister Theresa May, og nu er der bestræbelser på at søge en blød Brexit, så briterne kan bevare gode handelsrelationer til EU. Ja, mange i det britiske konservative parti ønsker, at briterne skal forblive i en toldunion med EU og forblive i Det indre Marked. Spørgsmålet er bare, om det kan harmonere med, at briterne ikke vil respektere den frie bevægelighed i EU.

 

Og så kan man ikke udelukke, at briterne vender tilbage til EU, måske netop i en blødere form. Under Theresa Mays besøg hos den franske præsident, Emmanuel Macron i går, sagde Macron, at han er åben over for at lade Storbritannien blive i EU, og den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, siger, at briterne er velkomne tilbage.

 

Forhandlingerne med EU kommer under alle omstændigheder til at forløbe anderledes end hidtil ventet, og man kan ikke udelukke, at briterne som minimum vil få en tilknytning til EU som Norge og Schweiz. EU har altid boltret sig i kompromisser, hvad Danmark kender bedre til end alle andre, og derfor er en blød udtræden eller et blødt medlemskab en mulighed.

 

Det skyldes ikke mindst, at det er i tyskernes interesser. Schäuble har tidligere udtalt, at han ønsker at bevare stærke handelsmæssige og finansielle relationer mellem Storbritannien og EU. Det er i tysk industris interesse, og det er i banksektorens interesse. Hverken Frankfurt eller Paris kan i nær fremtid hamle op med Londons finansielle kompetence.

 

Men den overordnede strategi for Tyskland er endnu vigtigere at hæfte sig ved: Tyskland er slet ikke ked af at have en kreds af lande uden om kernen i Europa, fordi det er i tysk økonomisk og handelsmæssig interesse. Dermed kan Tyskland og EU udvikle sig som i hansestædernes tid. Et løst tilknyttet Storbritannien vil frigøre Tyskland og Frankrig fra at tage hensyn til Storbritannien på afgørende spørgsmål om EU’s udvikling. I forvejen står briterne uden for euroen, og med en løs tilknytning vil briterne også stå uden for en række politiske beslutninger, om end briterne via en løs tilknytning kan deltage i et fremtidigt stærkere forsvarssamarbejde, som briterne prioriterer højt.

 

Det betyder, at magten centreres endnu mere om Tyskland og Frankrig, fordi eurozonen bliver kernen i EU med de to lande som de helt centrale aktører. Det betyder, at de nuværende EU-lande uden for zonen bliver skubbet længere ud i periferien. Det vil svække den danske indflydelse, og det vil glæde de partier, som ønsker en svagere dansk tilknytning til EU. Men det giver altså også mere fleksible konstruktioner, som kan få stor sikkerheds- og udenrigspolitisk betydning.

 

Vi kan ikke regne med mere detaljerede udspil om et nyt Kerneeuropa før efter det tyske valg i september, men de første klare indikationer er, at der skal være en EU-finansminister, der skal repræsentere eurozonen, og der skal være en parlamentarisk kontrolinstans over for finansministeren, måske i form af ”udsendte” fra de nationale parlamenter, f.eks. fra finansudvalgene. De har langt mere tynge end EU-parlamentet. Men skal det være EU-kommissionens ”finansminister,” der skal have jobbet, eller en person, der udpeges af udelukkende euro-gruppen? Tyskland vil det sidste, fordi Tyskland vil svække EU-kommissionen i det nye Europa, og Macron synes at være på den linje. Men hvor stor magt skal en ny finansminister have over medlemslandenes budgetter, og skal det kun gælde euro-zonen eller hele EU? Det bliver et af slagsmålene fremover.

 

Der lægges også op til et stærkere forsvarssamarbejde, og EU-kommissionen har været hurtig med udspil om mere fælles produktion af militært materiel og om større samarbejde mellem de militære styrker og om fælles operationer. Europa har langt flere våbensystemer end USA, og det er fordyrende og ikke særlig effektivt. EU-kommissionen vil bruge en milliard euro om ret på at udvikle droner og robotter, der skal bruges militært, og pengene skal komme fra EU-budgettet. Det er første gang, at EU-midler bruges til militære formål.

 

Den helt store stimulans for et stærkere militært samarbejde er den amerikanske præsident, Donald Trump. Efter hans katastrofale møder med de europæiske ledere for nylig traf den tyske kansler, Angela Merkel, den afgørende beslutning, at Europa ikke længere skal være afhængig af USA. Hvad værre er – for det transatlantiske samarbejde – så har hun mistet tilliden til Trump. Det er værd at hæfte sig ved, at det ikke er en aktuel krise, vi oplever. Tyskland har lige siden kansler Gerhard Schröders nej til at deltage i Irak-krigen været i opposition til USA på en lang række sikkerhedspolitiske punkter. Det store spørgsmål er, om det vil føre til en svækkelse af NATO, eller om det vil føre til en ændring af NATOs rolle og geografiske udstrækning.

 

Merkels ny partner, Macron, har styrket sin position overvældende ved første runde af parlamentsvalget, hvor uprøvede personer er blevet valgt, og hvor etablerede partier, især socialisterne, har lidt forsmædende nederlag. Den fremstormende 30-årige østrigske politiker Sebastian Kurz forsøger at gøre Macron kunsten efter. Det bemærkelsesværdige er, at det ikke fører til revolutionerende forandringer. Derimod pustes der ny dynamik i et stillestående politisk arbejde. F.eks. er der udsigt til et opgør med den hidtidige tyske sparepolitik, så der kan investeres massivt i dét, der kan skabe en bedre fremtid. Det er i høj grad den unge generation, der står bag. Der er også unge vælgere, der i høj grad stod bag nederlaget for Theresa May, for de vil ikke isolere sig.

 

I den modsatte ende ligger netop Storbritannien med en Brexit-strategi, der har splittet landet og ikke samlet det, og USA, hvor en populistisk præsident skaber mere og mere splittelse. Trump forværrer relationerne til udlandet i et omfang, som næppe er set tidligere, og der er et ulmende oprør i det amerikanske diplomatkorps. Kun 123 af 558 nøglepositioner i den amerikanske administration er blevet besat fem måneder efter Trumps indsættelse. Og så er der hele sagen om den fyrede FBI-chef, James Comey.

 

Det er aldrig før set, at Storbritannien og USA befinder sig i en dyb og selvvalgt krise, mens kernen i Europa er på vej fremad. Det vil få langsigtede konsekvenser, og det vil have afgørende betydning for Europas forhold til omverdenen. Det eneste bekymrende er dét, som EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, udtrykte for nylig i et interview: At de europæiske lande ikke er trænet i at optræde samlet på den globale scene. Der er ikke et stærkt, fælles diplomatisk korps.