strategi-070617

Strategi tænkning

kontra populisme

Konturerne af strategisk tænkning ses i Europa i modsætning til kortsigtede beslutninger i et USA, der netop har mistet en af sine sidste udenrigspolitiske strateger, Zbigniew Brzezinski

Hugo Gaarden

07.06.2017

Strategisk, udenrigspolitisk tænkning er så småt ved at komme på dagsordenen i Europa efter adskillige år, snarere årtier, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Europa og USA har været domineret af kortsigtede beslutninger. Mange hidtidige beslutninger er truffet som en reaktion på den populistiske bølge gennem de seneste år.

Den nye tænkning ses i Tyskland og Frankrig. Tyskland vil ikke længere lade sig dominere af USA og fokuserer mere end tidligere på et stærkere samspil med Kina, og Frankrig begynder med den nye præsident, Emmanuel Macron, at optræde mere selvsikkert på den internationale arena ved dels at lægge op til reformer af EU, ved dels at lægge op til et bedre samspil med Rusland, men ud fra en styrkeposition.

I begge tilfælde er det ikke en eller anden populistisk folkestemning eller politiske krav, der ligger bag den nye kurs, men derimod politiske beslutninger på topplan. Kansler Angela Merkel og Macron har turdet træffe nogle beslutninger, der har langtrækkende virkning, og som vil ændre de herskende vilkår. Beslutningerne er truffet ud fra overvejelser om, hvor EU skal bevæge sig hen – både i relation til den interne udvikling og i relation til de internationale forhold. Det er strategi.

Det står i kontrast til præsident Donald Trumps beslutning om at træde ud af Paris-aftalen om klimaforbedringer. Beslutningen var et resultat af en decideret magtkamp blandt Trumps ministre og rådgivere, og hvor hensynet til Trumps vælgergruppe vandt over hensynet til USA’s internationale rolle. USA har isoleret sig, som sjældent set.

På klimaområdet er det Europa og Kina, der kører løbet, fordi begge vil holde fast i beslutningerne i Paris-aftalen, og dermed har Kina indtaget en stærkere international rolle i forhold til USA. Som direktøren for Council on Foreign Relations, Richard N. Haass, har udtrykt det, har Trump ”gjort verden sikker for kinesisk indflydelse.” Trump er ved at splitte USA, fordi Californien og en række storbyer vil kæmpe for at fastholde den klima-politik, som Paris-aftalen står for.

De strategiske toner fra Tyskland og Frankrig er endnu vage, og fra Tyskland skal man ikke se meget konkrete udspil før efter valget i september. Men med G20-topmødet i Hamburg i juli vil Angela Merkel med sikkerhed forsøge at lægge en bredere udenrigspolitisk kurs end hidtil, og hvor USA ikke bliver kernen eller ankret. Hun vil lade de nye vækstlande med Kina i spidsen og Rusland have en vægt som Europa og USA. Hun vil understrege den multinationale, multipolare kurs i forhold til Trumps America First. Det er tydeligt, at Merkel har lagt Den anden Verdenskrig og Den kolde Krig bag sig. Europa vil ikke underlægge sig USA, og hun og forgængeren Gerhard Schröder har næsten konsekvent sagt nej til at følge USA i det seneste ti års udenrigspolitiske handlinger, fra Irak over Libyen til Georgien og Ukraine.

Macron har lagt op til et stærkere samarbejde med præsident Vladimir Putin, men under Putins nylige besøg i Paris gjorde Macron meget ud af at optræde fra en styrkeposition. Han er parat til at drøfte en ophævelse af de sanktioner, der blev indført på grund af annektionen af Krim og kampene i Østukraine, men kun hvis Putin vil overholde Minsk-aftalen, og han er parat til at drøfte Syriens fremtid med Putin, hvis Putin vil sikre, at der ikke bliver brugt kemiske våben i Syrien. Det afgørende er ikke, hvilke konkrete beslutninger, der bliver truffet, men at Macron tager skridt til at finde løsninger i Ukraine og Syrien i et samspil med Rusland og ikke ved at isolere Rusland. Det er strategi.

På de indre europæiske linjer vil både Macron og Merkel styrke det finanspolitiske og økonomiske samarbejde i Euro-zonen. Om det ender i en euro-finansminister med betydelig kompetence over medlemsstaterne, og om det ender med at bruge euro-obligationer er ikke det altafgørende punkt, og Tyskland og Frankrig er heller ikke 100 pct. enige om denne udvikling. Tyskerne er internt uenige på nogle punkter. Men begge siger, at kernen i Europa – eurozonen – skal styrkes i forhold til resten af EU. Det er strategi.

I samme åndedrag beslutter briterne sig nu for Theresa May’s Brexit-strategi, og de seneste meningsmålingerne tyder på, at det forestående valg giver hende langt mindre styrke, end hun havde håbet på, og at hun måske endog kan stå svagere i forhandlingerne med EU. Briterne kan tydeligvis ikke li’ den tendens til enerådige handlinger, hun har valgt at indtage under valgkampen, uden at befolkningen har fået et klart, strategisk billede af det Storbritannien, hun vil have efter en udtræden af EU. Hendes valgprogram er fyldt med modsætninger. Tvivlen om Brexit melder sig. Desuden har hun ikke taget klar stilling til, om hun vil støtte Trump eller EU omkring klima-aftalen. Det er ikke strategi.

De strategiske overvejelser i Europa er værd at hæfte sig ved, da en af USA's sidste store udenrigs- og sikkerhedspolitiske strateger er død, Zbigniew Brzezinski, der var sikkerhedspolitisk rådgiver under præsident Jimmy Carter. Han hørte til de strategiske tænkere som Henry Kissinger og Brent Scowcroft, der var de førende under Den kolde Krig, og som forstod af udvikle sammenhængende og langsigtede politikker for USA.

Brzezinski var polak og oplevede både nazistyret og sovjetisk besættelse, og det var med til at udvikle hans kontante, næsten koldkrigeriske tænkning. Kissinger var jøde, hvis familie flygtede fra Nazityskland. Begges baggrund lå altså i Europa, men de fik frie muligheder for at udvikle sig i et USA, der i flere årtier efter Den anden Verdenskrig var åben over for omverdenen, og som også lagde vægt på at fremme de bedste hjerner og på at træffe langsigtede beslutninger. Denne åbenhed og langsigtethed er siden hen gået fløjten.

Brzezinski var meget kritisk over for Barack Obama, fordi han mente, at han manglede strategisk tænkning og gik mere op i at være prædikant. Han mente ikke, der er nogen som helst viden i Trumps udenrigspolitik. Han så med skepsis på det voksende bureaukrati i USA’s nationale sikkerhedsråd gennem de seneste årtier, fordi han mente, at det kvalte den strategiske tænkning. Han var i sin tid arkitekt på fredsaftalen mellem Israel og Egypten og ønskede at få en samlet fredsaftale med hele den arabiske verden. Han nåede at se, at Trump skabte en kløft mellem Saudi-Arabien og Iran, mellem sunnier og shia-muslimer, og nu boykotter flere arabiske lande Qatar. Det kan ende i en ny mellemøst-konflikt. Set fra Brzezinski vil det være et selvskabt problem.

Både Brzezinski og Kissinger var udtryk for en tid, hvor dyb viden var værdsat, og hvor USA havde indflydelse. Findes der nogen afløser i dag? Kommentatoren for Financial Times i Washington, Edward Luce, mener, det bliver uhyre svært at finde nogle, heller ikke i Washingtons tænketanke. Strategiske tænkere skal ikke bare have en solid viden. De skal også have modet til at gå imod de konventionelle opfattelser.

I Europa findes der heller ikke eksperter af Brzezinskis og Kissingers tyngde, men de tyske og franske ledere har dog vist vilje og evne til at operere strategisk i en tid, hvor Storbritannien løsriver sig fra EU, og hvor USA løsriver sig fra verden. De lægger op til at konstruere et stærkere EU, og vi ser konturerne af en ny international orden. Det er kun de første skridt. Men de er strategiske, fordi de fjerner sig fra taktiske og populistiske reaktioner.