Europa-290517 (klik)

Europæisk

renæssance

Med præsident Trumps katastrofale optræden under sin første udlandsrejse har de europæiske lande med kansler Angela Merkel i spidsen taget det endelige og afgørende skridt til at optræde selvstændigt og uafhængigt i forhold til USA og vil dermed orientere sig mere mod resten af verden. Det vil blive demonstreret på G-20 topmødet i Hamburg i juli. Vesten som en fasttømret politisk enhed er forbi

Hugo Gaarden

29.05.2017

Nu er Europas brud med USA som kernen i det vestlige samarbejde blevet en realitet. Efter G-7 topmødet på Sicilien stiger de europæiske lande op af havet som en anden Venus fra den græske mytologi og vil fra nu af være en selvstændig politisk enhed, der ikke er underlagt USA. Europa vil være sig selv og vil orientere sig mod resten af verden, hvor Kina og andre lande kan blive en lige så vigtig partner som USA.

Det er den amerikanske præsident, Donald Trump, der er årsag til bruddet med sin katastrofale første udenlandsrejse i Mellemøsten og Europa, og den tyske kansler, Angela Merkel, tog konsekvensen på en ualmindelig klar måde i går – endog i et øltelt i München! ”Vi må virkelig tage vores skæbne i vores egne hænder. Vi er et stykke forbi de tider, hvor vi fuldt ud kan forlade os på andre. Det har jeg erfaret de seneste dage.”

De skarpe ord er overraskende for de fleste, men tendensen har været til stede gennem de seneste måneder, som det er beskrevet et par gange i denne serie af udenrigspolitiske analyser. Tyskland eller Europa har ikke kappet båndet til USA, og der bliver f.eks. ingen udvandring fra NATO. Men der er kommet en kløft over for Trump, som ikke lader sig hele, heller når han har forladt scenen. Europa vil optræde som en selvstændig enhed og være uafhængig i forhold til USA.

Merkel udtrykte det sådan: ”Det er derfor, jeg må sige, at vi virkelig må tage vores skæbne i vore egne hænder – selvfølgelig i et venskab med USA og Storbritannien og som gode naboer, hvor det er muligt med andre lande, selv med Rusland… Vi må selv kæmpe for vores egen fremtid, for vores skæbne som europæere.” Så kan det ikke siges tydeligere. De er en europæisk renæssance, vi ser. For første gang efter Den anden Verdenskrig rejser Europa sig – via Tyskland – som en uafhængig, international enhed.

Valget af Trump som præsident og de første udmeldinger fra ham om NATO, EU, handelsaftaler, klimaaftaler, muslimer og det amerikanske retssystem lagde grunden til den europæiske genrejsning, men det var hans nylige rejse og besøge i EU og NATO samt på topmødet i Sicilien, der gjorde den europæiske kursændring uundgåelig, og som fik Merkel til at melde klart ud, som det aldrig er set tidligere.

Trumps egoistiske og nedladende optræden over for andre er blevet indgående beskrevet og vist på tv og de sociale medier, f.eks. da han skubbede sig frem i første linje ved en foto-session. Men dér, hvor Trump virkelig trådte på de europæiske ledere, var på følgende punkter: Han ville ikke direkte  bekræfte, at USA står 100 pct. bag de allierede under en konflikt (artikel 5 i NATO); han talte til de allierede som en skolemester, der korrekser børnene, nemlig omkring det økonomiske bidrag til NATO; han nedgjorde det tyske eksportoverskud; og han ville ikke optræde i enighed med Europa på en række områder, primært klima-aftalen fra Paris.

For første gang kunne G-7 landene ikke optræde i enighed i en erklæring, og Merkel sagde bagefter, at det stod seks (eller syv, hvis EU medregnes) mod én, omkring klima-aftalen. At Trump bryder med den vestlige enhed blev allerede demonstreret under besøget i Saudi-Arabien, hvor han éntydigt støttede Saudi-Arabien og sunni-muslimerne i den arabiske verden og appellerede til isolation af Iran og dermed shia-muslimerne. Han valgte side, som det aldrig er sket før, og det kan Europa ikke acceptere. For det første, fordi Europa har været lige så aktiv som USA under præsident Barack Obama for at få en atomaftale med Iran. For det andet fordi Europa mere end USA må leve med konsekvensen af krige og terror i Mellemøsten. Trump skaber ikke fred i Mellemøsten, men skærper konflikterne.

Men i Tyskland er der også ved at komme en meget kraftig reaktion på USA’s krige i Asien, lige fra Vietnam-krigen til krigene i Afghanistan og Irak og håndteringen af Libyen og Syrien. Den tidligere diplomat og socialdemokratiske overborgmester i Hamburg, Klaus von Dohnanyi, der i mange år har været en respekteret udenrigspolitisk analytiker som Helmut Schmidt, sagde søndag aften i en tv-debat på ARD, at disse krige var en fejltagelse, og at Europa nu må tage sig sammen og definere sine egne interesser – selv om det er lettere sagt end gjort. I den forbindelse må NATO’s generalsekretær undlade at optræde som en amerikansk butler, men må optræde på vegne af hele alliancen, sagde han i en slet skjult kritik af Jens Stoltenberg, som efter hans opfattelse krøb for Trump.

Det slående er, at der selv ikke fra konservativ side i Thyskland er nogen som helst opbakning til Trump. Pålideligheden er gået fløjten, som den særdeles pro-amerikanske formand for Forbundsdagens udenrigsudvalg, Norbert Röttgen fra CDU udtrykker det. Tyskland leder efter andre partnere i USA!

Bladet Der Spiegel havde i forrige nummer en leder, hvor overskriften lød: ”Hvordan slipper vi af med Trump?” Kommentaren har skabt opmærksomhed i USA, og det skyldtes ikke kun, at bladet konstaterer, at Trump ikke egner sig som præsident, og at han må fjernes fra Det hvide Hus, men at bladet netop peger på, at Europa må gøre sig klar til at handle uden USA, fordi US er blevet til en global risiko med Trump ved roret. De seneste dage viser, at det er et problem, når kriser som f.eks. Syrien, Libyen og Rusland ikke længere kan diskuteres mellem de allierede, fordi Trump ikke er i stand til det eller ikke vil det.

Trumps uformåen blev mange gange demonstreret under rejsen, når han så alle beslutninger i et økonomisk lys – salget om våben til saudiaraberne handler om ”job, job, job.” Hans katastrofale møder med de europæiske ledere, hvor ingen ønskede at tale med ham, beskrev han bagefter som ”fantastisk.” og hans besøg i Holocaust-centret i Jerusalem beskrev han med ordet: ”Forbavsende” (Amazing). Den mand har europæerne ganske enkelt mistet tilliden til, og de har fået nok af at være underhund.

Men hvad ser der så nu? Den første prøve kommer på G-20 topmødet i Hamburg den 6. juli, hvor det ikke kun er de store industrilande, der møder op, men også de stærkeste vækstlande med Kina og Indien i spidsen. Den kinesiske præsident, Xi Jinping, har de seneste måneder udtrykt sig som den største fortaler for international handel og internationale aftaler, og både Kina og Indien støtter klimaaftalen fra Paris, mens de tidligere var imod. De erkender, at den hidtidige kurs ødelægger deres egne samfund. Merkel kan se frem til en succes, uanset hvad Trump gør, også i relation til valget i efteråret. En aftale vil vise hende som den bedste internationale leder. Hvis Trump isolerer sig, vil hun står som dén leder, der holder sammen på resten af verden.

Trump vil utvivlsomt komme med et kompromisforslag om klimaet, når han opdager, hvor isoleret USA står, og at det får negative konsekvenser på hjemmebanen. Men uanset hvad han spiller ud med, kan resten af verden træffe deres egne beslutninger, dvs. fastholde Paris-aftalen. De kan også træffe beslutninger om en massiv hjælp til Afrika for at skabe udvikling og for at standse folkevandringen over Middelhavet, og de kan tage skridt til politiske løsninger i Mellemøsten – med eller uden USA. Kina begynder at blive en stærk aktør i Mellemøsten, og en Syrien-løsning opnås ikke uden støtte fra Rusland og Iran. Det er ikke flere våben, der er brug for, og det gælder også i terrorbekæmpelsen, men derimod økonomiske bestræbelser på at forebygge terror, nemlig ved at skabe fremgang for især de unge. Tyskland begynder at optræde mere aktivt i Mellemøsten, også ved at lægge afstand til Tyrkiet. Andre partnere er lige så vigtige eller vigtigere.

Med valget af Emmanuel Macron har Europa fået endnu en stærk EU-venlig aktør, og det vil både Tyskland og Frankrig bruge som et ”åbent vindue” til en styrkelse af kernen i EU, nemlig euro-zonen, så der bliver et fælles budget med en fælles finansminister. Det kan gøre en traktatændring nødvendig. Det har Merkel åbnet døren for. Under alle omstændigheder lægger hun og Macron op til reformer af EU.

For landene uden for eurozonen, herunder Danmark, bliver det en udfordring. Men med briternes farvel til EU og med den nye selvbevidsthed over for USA, er tyskerne og franskmændene blevet klar til at træffe de fornødne beslutninger i dét eller dé fora i EU, hvor der er villighed til at bevæge sig fremad. Europa steg vitterligt op af havet ved foden af Etna. De nølende kan blive, hvor de er. Tiden, hvor selv den mindste kunne bremse EU, er forbi.