Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Nordkorea030517 (klik her)

En politisk atomkrise

 

Den aktuelle ”krise” om Nordkoreas atomvåben er politisk teater. Nordkorea betragter atomvåben som en garanti mod en påtvungen regime-ændring. Trods barske ord fra USA’s side er der ikke optræk til en militær konflikt, og Kina vil forsøge at få en forhandlingsaftale for at undgå et atomkapløb i Østasien

 

03.04.2017

Hugo Gaarden

 

Minderne om Cuba-krisen blev trukket frem af mediernes gemmer under de seneste par ugers ”krise” om Nordkoreas atomvåben. Men der er ingen reel krise, og der er ingen risiko for en militær konflikt. Nordkorea fortsætter ufortrødent sine årelange bestræbelser på at få atomvåben, som USA forsøger at spænde ben for, og under Donald Trump sker det med en ekstremt svingende politik.

 

Barack Obama førte en særdeles rolig sikkerhedspolitik, og han talte om strategisk tålmodighed over for Nordkorea. Samtidig iværksatte han et hemmeligt program, der tog sigte på at ødelægge Nordkoreas atomvåben med cyberangreb. Det var vidt forskellige metoder, men de var koblet sammen i en gennemtænkt strategi.

 

Præsident Donald Trump har derimod udsendt skiftende signaler, og regeringen har sagt, at alle muligheder ligger på bordet, selv forebyggende militære angreb. Selv den rolige udenrigsminister, Rex Tillerson, lagde ud med en relativ hård linje, da han for nylig sagde, at ”den strategiske tålmodighed” er slut efter 20 års ”forfejlet politik” over for Nordkorea – dvs. en forhandlingsproces.

 

Den svingende kurs blev til fulde demonstreret, da Trump twittede, at en hel armada var på vej til Nordkorea. Så blev de store overskrifter taget frem på aviserne verden over. Var en krig forestående? Det pinagtige var blot, at den amerikanske armada på det tidspunkt sejlede væk fra Nordkorea og var på vej ind i Det indiske Ocean.

 

Der skulle én mand til at bringe lidt mere rolige overvejelser ind i Det hvide Hus, nemlig Kinas præsident, Xi Jinping, som besøgte Trump før påske, og som Trump siden hen har omtalt i særdeles positive vendinger. Xi gav Trump et minikursus i kinesisk tankegang, historie og storpolitik.

 

Kinas holdning er klar: Landet ønsker ikke en stærk atommagt i et økonomisk og politisk ustabilt land som Nordkorea. Kina ønsker ikke, at det kan provokere Sydkorea og Japan til at blive atommagter eller at indtage en kurs, der strider mod kinesernes interesser. Kina vil ikke acceptere et amerikansk militært angreb på Nordkorea, og kan ikke acceptere et påtvunget regimeskifte i Nordkorea.

 

USA har under præsident George Bush og selv under Barack Obama tiltaget sig retten til at tvinge lande til regimeskifter, primært i den arabiske verden. Det har ført til, at Iraks diktator, Saddam Hussein, og Libyens diktator, Muammar Gaddafi, blev slået ihjel. Nordkoreas unge diktator, Kim Jong-un, véd, at han med stor sandsynlighed bliver slået ihjel, hvis han tvinges fra magten. Derfor fastholder han Nordkoreas hårde, militære kurs. Atomvåben er en livsforsikring. Atomvåben er en afskrækkelse, for alle véd, at en krig med et atomart Nordkorea vil blive totalt ødelæggende for også Sydkorea og Japan, og det vil uundgåeligt føre til en konflikt mellem Kina og USA. Derfor er der ingen risiko for krig, og Xi Jinping har utvivlsomt gjort Trump opmærksom på, at USA ikke skal forsøge at lave regimeændring i Nordkorea.

 

Kina er blevet militært så højtudviklet og er blevet økonomisk så stærkt, at Kina ikke frygter en konfrontation med USA. Den vil i givet fald tilintetgøre USAs position som supermagt og ødelægge verdensøkonomien. Det er slående, at Trump har udtalt sig meget positivt om Xi efter topmødet på Trumps golfklub. Den amerikanske stillehavsflåde har ikke fået lov til at sejle tæt på de øer i Det sydkinesiske Hav, som Kina har taget kontrollen med trods internationale protester. I al stilhed har Trump bøjet sig for Kinas militære magt.

 

Dét understreger de forsigtige udtalelser om Nordkorea den seneste tid: Udenrigsminister Rex Tillerson siger, at USA ikke søger et regimeskifte. Den nøgterne sikkerhedsrådgiver, general McMaster, udelukker en væbnet konflikt. Chefen for den amerikanske flådestyrke i Stillehavet, admiral Harry B. Harris, siger, at ”Kim Jong-un skal bringes til fornuft, ikke i knæ.” Trump udtrykker en vis forståelse for Kim, der overtog ledelsen som 27-årig. ”Det er ikke let,” som Trump udtrykte det. ”Jeg håber, han er rationel.” Han vil gerne mødes med Kim. Sjældent har Trump udtrykt sig så moderat og forstående over for andre, også selv om han har sagt, at der kan komme en stor konflikt.

 

Alle kendere af Nordkorea og Kim siger, at Kim på ingen måde er ubegavet eller en sikkerhedspolitisk gambler, omend han er en koldblodig dræber. Han véd, han provokerer, men han véd også, at han dermed viser, at han er kommet for at blive. Samtidig skal man ikke overse, at de seneste to raketforsøg er mislykkedes. Det kan være såvel USA som Kina, som står bag eventuelle cyberangreb. Selv Nordkorea forstår sig på cyber-krig og menes at stå bag et hackerangreb på Sony Pictures i USA i 2014.

 

Dét, Kina lægger vægt på, er en ny runde forhandlinger, der skal føre til en atomnedrustning eller i det mindste en stabilitet på Korea-halvøen. Desuden vil Kina have USA til at droppe sit raketforsvar Thaab i Sydkorea, som Kina mener også er rettet mod Kina. Det kan kun ske, hvis der sker en afspænding med Nordkorea. Vigtigst af alt vil kineserne undgå, at Japan provokeres til at droppe sin tilbageholdende selvforsvarspolitik. Kina vil undgå, at Japan opgraderer sit missilforsvarssystem og udvikler et højt udviklet cyberforsvar, og Kina er selvfølgelig imod, at Japan bliver en atommagt.

 

En normalisering af ”krisen” er sandsynlig efter Sydkoreas forestående valg. Efter korruptionsanklagen mod den afsatte præsident, Park Geun-hyi, er der stor sandsynlighed, at der kommer en mere moderat præsident, og bliver det Moon Jae-in, bliver det en person, der ønsker at genoptage den såkaldte solskins-politik over for Nordkorea med et tæt økonomisk samarbejde, herunder med genåbningen af industriparken på grænsen mellem de to lande i Kaesong. Hér har internationale firmaer haft fabrikker med nordkoreansk arbejdskraft.

 

Der har tidligere været bestræbelser på at etablere flere tilsvarende industrizoner, som ikke mindst sydkoreanske virksomheder og kineserne er interesseret i. Vi kan stå over for en økonomisk opblomstring, der kan styrke Nordkoreas økonomi og gradvist åbne landet med en sikkerhedspolitisk afspænding til følge. Vi har set denne metode i Europa. Det fører derimod ikke til, at Nordkorea dropper sine atomvåben, i hvert fald ikke før Nordkorea bliver lukket ind i det internationale selskab.