Fornyelse-240417 (klik her)

Hugo Gaarden

26.04.2017

De seneste års populisme og opgør med det etablerede fik en mavepuster ved første runde af det franske præsidentvalg, men samtidig førte valget til en politisk revolution, fordi de etablerede politiske partier blev fejet til side. Det kan fundamentalt ændre den måde, demokratiet fremover vil fungere på i den vestlige verden, og det vil uvægerligt føre til gennemgribende forandringer af EU. Derimod fører valget ikke til en fundamental ændring af den økonomiske politik, om end opgør mod uligheden lurer under overfladen.

De politiske partier bliver ikke nødvendigvis kernen i fremtidens politiske landskab, for med sejren til Emmanuel Macron har vælgerne demonstreret, at de er parate til at vælge en person, der starter fra en frisk uden en stor, etableret organisation bag sig, og som laver en fundamentalt ny dagsorden. Vælgerne har demonstreret, at de kan opnå indflydelse uden om det etablerede, politiske system. Dermed udtrykker valget en større grad af direkte demokrati, end vi er vant til med det repræsentative demokrati i Europa.

Dermed får valget betydning langt uden for Frankrigs grænser, og det vil med sikkerhed føre til forandringer af EU-konstruktionen. EU-kommissionen vil blive svækket, mens regeringernes samarbejde i ministerrådet vil blive styrket. Vil EU-parlamentet blive afskaffet, eller vil vi få et helt andet parlament? Det er ikke EU’s afskaffelse eller sammenbrud, vi står over for, men en helt anden måde at samarbejde på i Europa.

En udvikling i retning af et mere direkte demokrati bliver måske den største konsekvens af valget. Med sociale medier og ny teknologi er det blevet lettere at arbejde med det direkte demokrati, hvor vælgerne direkte vælger de personer, som de ønsker som politiske ledere, og hvor vælgerne direkte tager stilling til konkrete politiske spørgsmål, f.eks. medlemskab af EU eller skattepolitik eller skattesatser, som det sker på kommunalt plan i Schweiz. Dermed kan vi stå over for markante ændringer af det europæiske, politiske system i Europa. Denne analyse vil udstikke et par mulige konsekvenser.

At valget får gennemgribende betydninger ses af europæiske avisers omtalte både før og efter søndagens afstemning. Den tyske avis Süddeutsche Zeitung forudså i sidste uge en revolution i Frankrig, og den britiske avis The Times skrev efter valget, at en ny fransk revolution er på vej, fordi de to vindere har fejet det etablerede politiske system af vejen. For første gang i Frankrigs nyere historie bliver valget ikke afgjort af de etablerede partier til venstre eller højre for midten, og det mest revolutionerende er, at Emmanuel Macrons bevægelse kun er ca. et år gammel. Marine Le Pens fremmed- og EU-fjendske parti Front National er trods alt et veletableret parti.

Macron vil efter al sandsynlighed vinde anden runde, formentlig med 60 pct. mod 40 pct. til Marine Le Pen, siger flere meningsmålinger. Det vil ryste de etablerede partier i hele Europa, for dermed forsvinder den traditionelle basis for magten siden demokratiernes indførelsen i 1800-tallet. Enhver kan stille op til en toppost, og det er muligt at danne regering uden bred erfaring eller et stort apparat bag sig, og det er i Europa ikke engang nødvendigt at have en stor formue bag sig.

Det interessante ved valget er, at ”håbet vandt over vreden,” som den anerkendte, franske udenrigspolitiske analytiker, Dominique Moisi, udtrykte det, for mens Le Pen udtrykte en dyb vrede og protest mod globaliseringen, de fremmede og EU, så har Macron konsekvent talt om at skabe en ny og bedre verden i et globalt samarbejde og med en forbedring af EU. Han har fået meget stor tilslutning fra de unge og uddannede, og han vil løse de problemer, som de etablerede partier har ladet ligge i 30-40 år, f.eks. med investeringer i infrastruktur og uddannelse. Men man skal også hæfte sig ved, at den gamle kommunist, Jean-Luc Melenchon, stormede frem den seneste måned og har fået tilslutning fra 20 pct. af befolkningen til et dramatisk opgør med den økonomiske ulighed. Der er altså vilje til at gennemgribende forandringer – enten på en barsk eller mindre barsk måde.

Tendensen til direkte demokrati og til at få løst udestående problemer vil få direkte betydning i EU, hvor Tyskland forsøger at vriste indflydelse fra EU-kommissionen for at give medlemslandene – i Ministerrådet – den afgørende indflydelse. Det er utvivlsomt en linje, som system-bekæmperen Macron går ind for. Han er åbenbart på god fod med kansler Angela Merkel.

Den tyske finansminister, Wolfgang Schaüble, taler mere og mere om sin gamle idé om et Kerneeuropa med et begrænset antal lande som kernen i EU – måske mindre end eurozonen – og at resten kan koble sig på eller hægte sig af efter eget ønske, eller hvis de ikke kan følge reglerne. I et sådant fleksibel EU kan Storbritannien efter en Brexit faktisk komme til at spille en rolle, som selv tyskerne ser en fordel i. Tyskerne vil gerne have briterne som en partner, men det gør ikke noget, hvis de sidder uden for magtens centrum.

Han er også tilhænger af en sparekurs, og hér kommer Tyskland i konflikt med Frankrig, også Macron, der vil føre en mere social- og vækstorienteret politik. Men tendensen i retning af et mere effektivt EU, der i højere grad bygger på regeringernes fælles beslutninger end på embedsmandsværket i Bruxelles er sikker.

Det kan betyde, at EU-parlamentet svækkes eller afskaffes. Hvis udviklingen går i retning af et direkte demokrati, har det så nogen mening med et EU-parlament, der er sammensat af afgåede ministre eller andenrangs politikere, og hvis rolle der altid har været diskussion om? Et alternativ er, at de nationale parlamenter udpeger repræsentanter til et EU-parlament, i det mindste for eurozonen. Hvis Europas befolkning skal tage stilling til EU-sager, hvorfor så ikke gennem direkte demokrati, som når briterne stemmer for udmelding? Desuden kan afstemningsreglerne gøres enklere. Er det rimeligt, at et land kan melde dig ind eller ud af EU med simpelt flertal, når spørgsmål af langt mindre vigtighed kræver kvalificeret flertal, f.eks. to tredjedeles flertal?

Det franske oprør mod det etablerede er også et oprør mod ”Bruxelles” og den magt, der har samlet sig i kommissionen og parlamentet. Denne udvikling kan blive et problem for de tyske socialdemokraters kanslerkandidat, Martin Schulz, der har været formand for parlamentet, og som altid har talt om ”mere Europa.” Det kan ramme ham som en boomerang under de næste måneders tyske valgkamp. Kansler Angela Merkel står på den reformlinje, der tegner sig.

Tendensen er altså, at den blinde protestbevægelse er ved at blive afløst af en mere dynamisk, folkelig bevægelse, der ikke lader sig styre af de eksisterende magtcentre, og som vil have reformer og forandringer. Borgerne vil have mere direkte indflydelse på beslutningerne. Hvordan det kan ske i praksis, bliver den helt store udfordring. Stagnationen i Europa siden finans-og eurokrisen – politisk og økonomisk – synger åbenbart på sit sidste vers.