Revolution-190417 (klik her)

Får vi revolutioner i Vesten?

Den vestlige verden er i opbrud, og det franske valg kan resultere i en revolution, dvs. et opgør med ikke blot EU, men med den vestlige, liberale økonomi. Det britiske lynvalg skal skabe stabilitet og sikre et klarere brud med EU, men det kan skabe endnu større usikkerhed. Vælgerne vender sig for alvor mod det etablerede og eliten

Hugo Gaarden

19.04.2017

Revolutioner er som regel kendetegnet ved blodige opgør som den franske og russiske. Men de kan også være ublodige, selv om de kuldkaster den eksisterende dagsorden. Det sidste er, hvad der kan ske i Frankrig med første del af præsidentvalget på søndag. Det kan ende med en fransk udtræden af EU og et opgør med den liberale økonomiske orden. Det kan ende med det hidtil største indhug i velhavernes formue.

  Selv om der ikke kommer et så dramatisk udfald, så er stemningen i Frankrig udtryk for en revolutionær tendens i både Europa og USA: Utilfredsheden i befolkningen er langt mere gennemgribende, end meningsmålingerne giver udtryk for. Hovedproblemet ligger ikke i den højreorienterede, EU- og muslim-fjendtlige populismen, men en bred utilfredshed med den måde, som demokratierne og økonomierne fungerer på, dvs. med de magthaveres og elitens optræden. Villigheden til fundamentale opgør er der. Spørgsmålet er, om der er personer, der kan omforme denne utilfredshed til revolutionære forandringer.

  Der er ikke tale om et traditionelt politisk opgør, som vi kender fra 1900-tallet. Det er ikke socialisme contra kapitalisme. Det er ikke statsmagt contra personlig frihed. Men det er snarere et opgør, der minder lidt om den franske revolution, nemlig den brede befolkning mod enevælden. Det er et opgør, hvor folk i alle lejre vender sig mod dét, som mange betragter som en magtkoncentration i det politiske og finansielle system, og som ikke løser de påtrængende problemer.

  Valget i Frankrig udtrykker tendensen. I løbet af bare én måned er den tidligere kommunist og socialistiske minister, Jean-Luc Mélenchon, stormet frem med sit nye parti – fra 11-12 pct. af stemmerne til 18,7 pct. Nu er der fire partier, der hver især ligger omkring de 20 pct., nemlig den konservative Fillon med 19,3 pct., Emmanuel Macron med 19,3 pct. og Marine Le Pen med 23,6 pct.

  Hidtil har alle troet, at søndagens valg vil ende med den liberale, EU-venlige Macron og Le Pen som de to kandidater til slutrunden. De fleste iagttagere har hidtil haft den opfattelse, at det vil ende med Macrons sejr, fordi mange borgerlige og socialdemokrater vil bakke op om ham og ikke Le Pen, fordi halvdelen af franskmændene trods alt ikke er EU-fjendtlige og fremmedfjendske.  

  Men den gamle kommunist Mélenchon, som ingen uden for Frankrig har hørt om, kan vende alt på hovedet. Hvis han kan gå videre til det endelige valg, står Frankrig over for en revolution, for det er, hvad han har bebudet, og som har givet ham en eksplosiv fremgang i meningsmålingerne. Mange vælgere ønsker et opgør med den ekstreme velstandsfremgang for et lille mindretal siden finanskrisen.

  Han er en rød populist og er særdeles veltalende. Han kan få folkemængden med sig som hans forbillede, Venezuelas tidligere præsident, Hugo Chávez. Han vil have en brandbeskatning af velhavere, dvs. folk, der tjener mere end 3 millioner kr. om året. Hver ekstra euro derover skal beskattes med 90 pct. Han vil have en særdeles høj mindsteløn, og han vil sætte et konjunkturprogram på 750 milliarder kr. i gang, gældsfinansieret, og privatiseringer skal rulles tilbage til staten, der igen skal overtage f.eks. lufthavne og motorveje. Han vil have reformeret EU, og lykkes det ikke, vil han trække Frankrig ud af EU og euroen.

  Det går rent ind hos rigtigt mange vælgere. Nu handler det ikke kun om EU eller muslimer. Nu er der en leder, der lover gennemgribende forandringer i den franske hverdag – noget, alle vil kunne mærke. En brandbeskatning af velhaverne vil også føre til dramatiske prisfald på i hvert fald de dyre boliger. Boligpriserne er fortsat med at stige markant i hele den vestlige verden, selv om lønningerne for den brede befolkning er stagneret, og det har skabt mærkbare problemer for den brede befolkning, også hos lejere. Det mærkes ikke mindst i Tyskland, hvor der tidligere var forholdsvis lave og stabile priser på ejer- og lejerboliger. Men nu er boligen blevet en belastning.

  Den økonomiske ulighed er vokset ekstremt efter finanskrisen, men den er ikke hidtil blevet et tema for politiske handlinger, kun debatter. For hvad kan man gøre ved det? Den franske økonom, Thomas Piketty, har mere end nogen anden dokumenteret ulighedens udvikling. Han dokumenterer, hvordan de formuende systematisk skaber mere værdi end lønmodtagerne, som regel ved formuepleje, dvs. ved værdistigninger på boliger og værdipapirer, ikke ved produktion.

  Tidligere var det sult og arbejdsløshed, der fik borgerne til at gå på barrikaderne, men i dag ser det især ud til at blive manglen på betalbare boliger, kombineret med en voksende mistillid til det etablerede og eliten. Det er slående, at tre af de fire store franske partier er alternative, og to af dem er ”kun” bevægelser af nyere dato.

  Uanset hvem der vinder i Frankrig på søndag eller ved det endelige valg, så er der kommet nogle punkter på bordet, som vil påvirke den politiske dagsorden: Omfordelingen af velfærden med hård beskatning af velhavere og værdier. Massive investeringer for at skabe en bedre struktur for fremtidens samfund. Desuden er der krav om, at nationale regeringer og EU skal løse aktuelle problemer, og folkekravet via de sociale medier sætter spørgsmålstegn ved det eksisterende politiske system.

  Sagt med andre ord: Det er demokrati for fuld udblæsning, der er ved at udvikle sig. Politikerne kommer ikke uden om gennemgribende reformer af f.eks. valgprocedurer. Skal der være simpelt flertal ved enhver beslutning, eller skal der være f.eks. to tredjedeles flertal ved afgørende beslutninger? Skal EU acceptere en genoptagelse af Storbritannien, hvis et beskedent flertal vil med igen?

  Den tidligere britiske premierminister, David Cameron, spillede højt spil om EU-medlemskabet for at bevare de konservative ved magten, og nu forsøger Theresa May at styrke sin forhandlingsposition over for EU ved et valg i utide, og som bryder med ældgamle traditioner – og hendes egne løfter. Det kan blive to gange politisk gambling, og det vil med sikkerhed få Skotland til at forlade UK. May vil skabe større sikkerhed gennem valget, men det kan lige så let skabe større usikkerhed omkring EU-forhandlingerne.

  Det, vil oplever, er en politisk uberegnelighed, som uvægerligt vil få følger. I USA har Donald Trump vist et topmål af utroværdighed ved den 11. april at erklære, at ”en armada” af krigsskibe blev sendt mod Nordkorea med slet skjulte trusler om militære indgreb for at standse atomprogrammet. En uge senere kunne New York Times afsløre, at krigsskibene var på vej væk fra Nordkorea. Armadaen blev fotograferet i Det indiske Ocean! Vil befolkningen finde sig i dette spil for galleriet? Eller ser vi de første skridt til revolutionære forandringer – at folket tager over, hvor politikerne twitter og gambler?