Afrika-120417 (klik her)

Afrika – en tikkende bombe

og et økonomisk potentiale

Den afrikanske middelklasse buldrer afsted med den mest moderne teknologi, og det økonomiske potentiale er stort. Men de fleste afrikanere lever i stagnation, og det kan gøre Afrika til et blodigt kontinent, når to milliarder mennesker skal slås om ressourcerne

Hugo Gaarden

12.04.2017

Til sommer kommer Afrika på den globale dagsorden, nemlig som et hovedpunkt – måske det vigtigste – på G20-landenes topmøde i Hamburg. Tyskland, der i år har formandskabet for gruppen af de største økonomier i industrilandene og i vækstlandene, vil nemlig gøre en ekstra indsats for at skabe vækst i Afrika og dermed hindre en fortsat indvandring derfra til Europa.

  De seneste 15 år har Mellemøsten været hjemstedet for terror og krige, men Afrika er en tikkende bombe, fordi kontinentets problemer vokser. FN regner med, at der bliver en milliard flere afrikanere i de næste 35 år, så folketallet kommer op på godt to milliarder mod i dag godt én milliard. Det er en katastrofal udvikling, for fødevareproduktionen stiger ikke, og økonomien er elendig.

  Der er ganske vidst pæne vækstrater, men det skyldes den lille over- og middelklasse på 10-25 pct. af befolkningen i storbyerne. Det vrimler med biler. Shoppingcentre og boligbyggeri viser, at det går godt for middelklassen. Men flertallet af befolkningen har stort set ingen udvikling, selv om mobiltelefonien har bredt sig til alle landsbyer og slumkvarterer.

  Mange afrikanere er længere fremme med moderne teknologi end europæerne er. Betalinger med mobiltelefoner er blevet almindeligt. Mobilkunder kan sætte penge ind på en konto i mobilselskaberne og kan overføre penge til private og virksomheder. Dermed er der skabt et alternativ til banker. Facebook forsøger endog at gå uden om teleselskaberne, der har ekstremt dyre takster i Afrika. Apps bruges i sundhedssektoren for at hjælpe patienter i øde egne.

  Men Afrika er dybt splittet mellem middelklassen og det store flertal. Siden 1980 er det afrikanske bruttonationalprodukt pr. indbygger kun vokset tre gange, mens vækstlandene i Asien er vokset 20 gange. Kina slår alle rekorder. Her er værdien vokset 27 gange, og i 70’erne var Kina fattigere end de fattigste afrikanske lande. Disse tal ser man aldrig i offentligheden, men de viser udviklings-politikkens fallit efter 40-50 års bistand.

  Den manglende vækst og produktivitet ses på alle områder, også i fødevareproduktionen. Den såkaldte grønne revolution, der satte skub i Indien og flere asiatiske lande, er stort set gået hen over Afrika. Afrika skal fordoble sin fødevareproduktion i de næste ca. 30 år, hvis der skal skaffes mad til en fordobling af befolkningstallet.

  Afrika er i dag netto-importør af fødevarer, mens kontinentet tidligere har været netto-eksportør. Da landene har en meget ringe eksportindtjening, og da korruptionen medfører, at der sendes flere penge ud af Afrika, end der ryger til Afrika som u-landsbistand, har Afrika ikke råd til en fortsat stigning i fødevareimporten.

  Afrikas gæld er dræbende. I 2007 var den samlede udenlandske gæld – syd for Sahara – på 200 milliarder dollar, og nu er den fordoblet til over 400 milliarder dollar. En række nødvendige infrastruktur-projekter er sat i gang, men der laves også luftkasteller, f.eks. moderne lufthavne, selv om de eksisterende står tomme det meste af tiden.

  Den dybeste fattigdom er blevet reduceret, men det politisk og økonomisk afgørende er fattigdommen for den brede befolkning. Hvis den fortsætter, og hvis fødevareproduktionen ikke sættes markant i vejret, er der risiko for oprør og konflikter, der kan sætte Mellemøstens problemer i skyggen. Det er derfor, den tyske kansler, Angela Merkel, forsøger at få massive investeringer i Afrika, men foreløbig dog uden stort held.

  En række danske fødevarevirksomheder viser dog, at de kan fordoble produktionen på bare et par år med effektiv drift og rådgivning – til både stordrift og småbønder. COOP flytter sin kafferistning og –pakning til Kenya og yder samtidig rådgivning til tusinder af kaffeproducenter, og det har fordoblet deres produktion. Især kinesere og arabere har købt massivt op af jord de seneste 5-10 år for at lave effektiv stordrift. Der er en reel mulighed for at løse fødevareproblemet – hvis ikke de lokale politikerne spænder ben for det.

  Derfor bliver den politiske udvikling i de kommende år afgørende. Ofte er det korruption og stammestridigheder, der bestemmer, hvilke projekter og hvilken politik, der gennemføres. Afrika er de autoritære styrers kontinent, og flere præsidenter har brudt egne forfatninger ved at forlænge deres regeringstid. Det kinesiske jernbaneprojekt fra Mombasa til Nairobi er omgærdet af en korruptionsskandale, og det er et mysterium, hvorfor der ikke er bygget en motorvej til lastbiltransport i stedet for en jernbane, for det er dér, den store transportmængde er.

  Tanzania, der har været lidt af et mønsterland i dansk bistandspolitik, bliver mere og mere autoritært under præsident Joseph Magufuli, og pressefriheden indskrænkes. Zimbabwe er et økonomisk kaos. I praksis har Robert Mugabe-regeringen ladet den sydafrikanske valuta, rand, overtage betalingsmarkedet. I Sydafrika vokser frygten for, at præsident Jacob Zuma skaber et autoritært eller diktatorisk styre, og fyringen af den anerkendte finansminister, Pravin Gordhan, er et tegn på den autoritære tendens.

  I en række vestafrikanske lande har der været demokratiske tilbageslag, men andre steder har der været enkelte fremskridt. I Malawi er der bestræbelser på at lave et valgsystem, der skal gøre det sværere for én kandidat og ét parti at tilrive sig magten. Selv i det borgerkrigsramte Somalia er der tegn på en mere rolig udvikling, og i Rwanda er der mærkbare fremskridt – både økonomisk og demokratisk.

  Det bemærkelsesværdige er, at mobiltelefonerne og de sociale medier er ved at få politisk virkning. En ungdomsbevægelse, Filimbi, i Congo forsøger via sociale medier at hindre præsident Joseph Kabila i at stille op til en tredje valgperiode. Det er ikke en traditionel politisk bevægelse, og det gælder i flere lande, hvor unge lægger ikke op til en kamp mellem politisk ideologier, som vi kender fra Vesten. De vil derimod have et bedre fungerende demokrati og mere informationsfrihed. De vil have løst de tunge økonomiske problemer i hverdagen, og de går imod korruptionen. Med videooptagelser er borgere blevet en kontrollant over for korrupte politifolk og embedsmænd. Ushahidi-platformen har bredt sig fra Kenya. Den sender øjenvidne-rapporter om politisk vold og snyderi under valgkampe.

  De nye bevægelser er blevet et alternativ til de talrige organisationer, NGO’er, som i mange tilfælde ikke har andet formål end at sikre flest mulige bistandsmidler fra industrilandene. De nye bevægelser mener, at mange af NGO’erne slet ikke bidrager til at løse Afrikas akutte udfordringer.

  Afrika er altså et dybt splittet kontinent – både økonomisk og politisk. Mere end nogen sinde står Afrika over for vidt forskellige tendenser: en katastrofal udvikling – og betydelige fremskridt. Hvad udfaldet bliver, er det meget vanskeligt at vurdere.