Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Topmøde030417 (klik her)

Første topmøde vil

vise Kinas styrke

 

Det kinesisk-amerikanske topmøde i denne uge vil ikke føre til epokegørende resultater, men det vil understrege Kinas voksende styrke og Trump’s flagrende forsøg på at bevare USA’s position

 

Hugo Gaarden

03.04.17

 

Når magten mellem nationer skifter, sker det ofte ved pludselig og markante begivenheder, men dybest set er magtskifter udslag af en længere proces. Sådan er det også med USA og Kina – den førende supermagt og den supermagt, der er på vej op, og som kan overtage USA’s position.

 

Når den amerikanske præsident, Donald Trump, i denne uge modtager Xi Jinping, vil det vise det glidende magtskifte mellem de to lande. Trump har sagt, at han betragter topmødet som ”meget vanskeligt”, især om handel, men der bliver med sikkerhed ingen omfattende aftale, heller ikke om en reduktion af det årlige amerikanske handelsunderskud på over 300 milliarder dollar over for Kina. Det vigtigste ved topmødet bliver derfor, hvilke tegn vi vil se på magtskiftet.

 

Det første tegn kom allerede for fem år siden, og Kinas rolle er vokset konstant siden hen, mens USA sidder fast i gamle positioner. I 2012 forsøgte USA under Barack Obama at påvirke Kina i stridighederne mellem Kina og Japan om nogle øer i Det østkinesiske Hav. Det skete som led i Obamas kursændring ved at lægge mere vægt på Asien end Europa. Men efter et møde, som den daværende forsvarsminister, Leon Panetta, havde med Xi Jinping, der dengang var vicepræsident, indtog Panetta en overraskende lav profil. Xi Jinping fik øjensynlig forklaret Panetta, at USA skal holde sig neutral i stridigheder mellem Kina og nabolandene.

 

Trump trådte ind i den storpolitiske glasbutik, da han efter sin indsættelse brød med USA’s neutrale politik over for Taiwan, og udenrigsminister Rex Tillerson kritiserede Kinas etablering af kunstige øer i Det sydkinesiske Hav – i et område, der er strid om. Desuden sagde Tillerson fornylig, at USA’s ”strategiske tålmodighed” over for Nordkorea er slut. Han udelukkede forhandlinger med Nordkorea om landets atomvåben og indikerede villighed til angreb på atomsystemerne.

 

Kineserne, der tænker både langsigtet og strategisk, må tage sig til hovedet over de seneste udspil fra Trump-regeringen. Mens Trump-regeringen består af politiske nybegyndere, har de politiske ledere i Kina mangeårig erfaring, og Xi har fået en magtposition, der ikke har været så stærk siden Deng Xiaoping eller formand Mao.

 

Hvis USA ikke vil respektere de kinesiske interesser i havområderne nær Kina, får vi en Cuba-agtig konflikt, og hvis USA vil angribe Nordkorea uden Kinas accept, får vi en konflikt, hvor Kina ikke vil rokke sig en tøddel. Trump sagde i et interview i denne uge med Financial Times, at hvis ikke Kina får Nordkorea til at ændre kurs, vil USA på egen hånd tage sig af Nordkorea. Men der er ingen tvivl om, at Xi vil fortælle Trump, hvor risikabelt en alenegang er. Kina vil ikke have en amerikansk indblanding i sit nærområde.

 

Begge konflikter vil i givet fald vise, at USA har mistet sin globale førerrolle. Kina har allerede svaret igen med konkrete advarsler: Kineserne snuppede en amerikansk undervands-drone i Det sydkinesiske Hav for næsen af et flådefartøj, undersøgte dronen og leverede den tilbage. Kineserne har taget skridt til boykot af sydkoreanske virksomheder i en slet skjult henvisning til, at Kina ikke vil acceptere den amerikanske installering af et raketforsvarssystem Thaad i Sydkorea. Det er rettet mod Nordkorea, men kan også bruges mod kinesiske raketter.

 

Nogle udenrigspolitiske eksperter mener, at USA og Kina er på kollisionskurs i en klassisk konflikt mellem en eksisterende og en opstræbende magt. Det er dog en situation, som Xi selv er klar over. Han véd, at den slags konflikter, som mellem briterne og tyskerne, kan føre til krige som Den første Verdenskrig. Xi har ingen interesse i et opgør nu, og han tænker lige så meget økonomisk som militært.

 

Xi har udstukket en målsætning om, at Kina skal være teknologisk selvforsynende i 2025, og regeringen pumper 300 milliarder dollar ind i bestræbelserne. Ifølge Xi bliver videnskab og teknologi ”den vigtigste økonomiske kampplads.” Kina er ved at hyre 10.000 af verdens bedste hjerner, som bl.a. skal udvikle en quantum supercomputer. Kina vil gøre sig uafhængig af amerikanske virksomheder og eksperter.

 

Kinesiske højteknologifirmaer er allerede ved at overtage føringen i forhold til mange vestlige, og den kinesiske befolkning er længere fremme end vesterlændingene i brugen af internettet, mobilteknologien og digitaliseringen. De digitale betalinger er i Kina 50 gange så store som i USA. Kina er længere fremme med brugen af den nye teknologi på stort set alle områder, og de store kinesiske aktører som Alibaba, Tencent og Huawei ekspanderer stærkt globalt. Formanden for det europæiske handelskammer i Kina, Jörg Wuttke, siger, at den kinesiske plan for 2025 svarer ”til en fem-årsplan – men denne gang internationalt.”

 

Selv tyske virksomheder, der har klaret sig godt i Kina, begynder nu at blive nervøse for, at kineserne overtager den afgørende teknologi via opkøb af virksomheder. USA har længe modsat sig en række kinesiske forsøg på at købe højteknologi-virksomheder. Det er hér, Xi har et godt forhandlingskort over for Trump. Kineserne giver sig ikke på samhandelen, hvis ikke USA åbner op for højteknologiske opkøb. Det er altså det teknologiske magtcenter, det handler om, og ikke handelen. Kina vil være førende på alt fra fly og computere til el-biler og våben og udstyr, der kan bruges i cyberwar.

 

Når Kina på bare 30 år har kunnet opnå en så stærk position skal det netop ses i den kinesiske udviklings- og ledelsesmodel. Kineserne lægger ikke op til konstante styrkeprøver, men går systematisk frem for at styrke sin økonomi, og er der kriser, f.eks. på aktie- og boligmarkedet, bliver de løst i en håndevending. I dag har Kina en kapitalkraft, der gør kineserne i stand til at magte eller overgå USA på det teknologiske og militære område, og USA har i fremtiden ikke nær så mange økonomiske ressourcer, som kineserne har. Derfor falder USA uvægerligt bagud – med mindre USA vil forsøge at bremse Kina her og nu. Trumps rådgiver, Steve Bannon, har længe forudset, at der kommer en ny storkrig, men han har ikke just øget sin styrke i Det hvide Hus de seneste uger. Mere moderate person begynder at træde frem.

 

Talrige eksperter har gennem årene forudset et kinesisk økonomisk kollaps, og omverdenen har kritiseret kineserne for overinvesteringer og for at have overskud på samhandelen og betalingsbalancen. I dag kan alle se den virkning, som Kinas målrettede økonomiske politik har haft. USA er ikke i stand til at skubbe Kina til side, og Kina opbygger alternativer til det nuværende økonomiske system lige fra en udviklingsbank til en ny handelsregion i Asien som erstatning for den Stillehavspagt, TPP, som Trump i overmod har skrottet.

 

Hvad kan så blive konsekvensen af det første egentlige topmøde under Donald Trump? Det er sandsynligt, at der bliver lagt op til en række mindre, individuelle aftaler, som også skal gøre det lettere for kinesere at opkøbe amerikanske virksomheder. Kineserne vil i de kommende måneder utvivlsomt komme med en række udspil for at moderere den amerikanske holdning i Østasien, især over for Nordkorea. Ved det kommende valg i Sydkorea er det sandsynligt med et regeringsskifte, og det vil under en præsident Moon Jae-in mindske den pro-amerikanske holdning og genoplive de industrizoner, der har været mellem Syd- og Nordkorea for at forbedre relationerne på halvøen. Kineserne vil tage brodden af den amerikanske konfrontationspolitik i sit nærområde.

 

Det er på den måde vi vil se, i hvor høj grad Kina fortsætter fremgangen, og hvor hurtigt USA mister fodfæste. Det bliver ikke formen for håndtrykkene mellem Trump og Xi, der vil vise magtbalancen mellem USA og Kina. De vil højst illustrere Trumps vanskeligheder ved at gebærde sig i storpolitikken.