Populismens-død290317 (klik her)

Populismen er toppet

Populismen har fået et knæk med Donald Trumps nederlag i Kongressen og med Geert Wilders nederlag i Holland. Europæiske regeringer begynder nu at være i opposition til Trump. En ny optimisme og apolitisk bevægelse spirer frem. 

Hugo Gaarden

29.03.2017

Inden for en uge fik populismen lidt af et dødsstød i både USA og Europa. Den er ikke død, men den har toppet, og den får en række europæiske regeringer til at gå imod den kurs, som præsident Donald Trump har udstukket. Populismen har vist sin selvdestruktive kraft, ligesom finans- og eurokrisen har gjort det. Pludselig ses der spirerne til en ny optimisme, som går imod fremmedfrygten, og som ikke lader sig skræmme af terrorismen. Regeringer i Europa begynder at lave et alternativ til Trump.

  I den unge generation begynder mange at blive politisk aktive, uden nødvendigvis at gå ind i partipolitik. Der er en tendens til, at den nye generation vil løse problemer, og at den ikke tror på -ismer. Den er vokset op med selfies og de sociale medier. Den er altså vant til at reagere efter egne ønsker og vil ikke nødvendigvis binde sig til bestemt parti eller en organisation. Er det en varig tendens, ser vi det første brud på den selvdestruktion, som de vestlige samfund har været igennem, især efter finanskrisen for snart 10 år siden, og hvor den brede befolkning i Europa og USA har haft stagnerende eller faldende indtægt og velfærd. Vi ser en generation, der ikke bare er i opposition, men som vil skabe sin egen udvikling.

  At præsident Donald Trump ikke kunne vælte Obamacare er et tordnende nederlag for en person, der under hele valgkampen gjorde modstanden mod Obamacare til et hovedpunkt, og som selvbevidst hævdede, at han er verdensmester i at lave aftaler. Det formåede han ikke. Nu vil han kaste sig over en skattereform, men den kan blive et langt større problem, og den vil uvægerligt få pressen og demokraterne til at fokusere på Trumps egne skatteforhold, nemlig de ikke-offentliggjorte selvangivelser. Er de tegn på et vaklende imperium?

  At den hollandske modstander mod indvandring og EU, Geert Wilders, måtte se sig slået af den siddende regeringschef, Mark Rutte, fordi Rutte endelig turde tale rent ud af posen, viste, hvor tyndbenet populismen reelt er. Der skal ikke mange argumenter og realiteter på bordet, før mange kan se hulheden i mange af populismens påstande. Hidtil har etablerede partier og eksperter blot ikke turdet tage et opgør med populismen. Det snævre britiske flertal for Brexit skaber heller ikke begejstring i Storbritannien, eftersom de barske kendsgerninger begynder at gå op for borgerne, og i resten Europa begynder både borgere og regeringer at lægge op til en ny handlekraft: Europa skal fungere på en bedre og mere praktisk måde end hidtil uden svulmende erklæringer om en stadig tættere union.

  En privat, tysk inspireret græsrodsbevægelse, Pulse of Europe, har med base i Frankfurt holdt græsrodsmøder i 60 byer i Europa til støtte for den europæiske idé. Hollænderne og tyskerne reagerede kraftigt over for den tyrkiske præsident, Recep Erdogans beskyldninger om nazi-lignende holdninger hos europæiske politikere. En mangeårig eftergivenhed over for at træffe tunge beslutninger og den mangeårige frygt for terrorismen og islam er åbenbart ved at blive skubbet til side. Det ses også i reaktionen på flere terrorhandlinger det seneste år, senest i London. Medierne har brugt utrolig megen spalteplads og tv-timer på terrorhandlingerne, men befolkningen tager det rimelig roligt og begynder at erkende, at terroristerne som regel er ”enlige ulve” – uanset om de styres af Islamisk Stat eller ikke. De europæiske samfund står ikke foran et sammenbrud. Det har også fået en af Storbritanniens mest respekterede journalister i årtier, Simon Jenkins fra The Guardian, til at kritisere aviser og tv for at gøre alt for meget ud af den seneste terrorhandling.

  Medierne bruger ikke lige så mange kræfter på at forsøge at kulegrave Trumps forretningsimperium, eller på at diskutere, hvordan problemerne i Europas nærområde kan løses – fra Ukraine/ Rusland, til Mellemøstens religionskrig og terror samt Israels besættelse af Vestbredden. Der bruges ikke så megen plads på at diskutere EU’s fremtidige konstruktion eller muligheden af en revitaliseringen af økonomien. Der er overflod af kapital, men den investeres ikke i nye jobs undtagen i ganske få sektorer, og der sker ikke en oprustning af uddannelser og infrastruktur.

  Den hårde tyske sparekurs i EU kan blive afløst af betydelige investeringer fra efteråret. Selv ikke Merkel-regeringen er tilbøjelighed til at fortsætte den hårde sparekurs, og tyskerne lægger op til at tage føringen i de internationale finanspolitiske diskussioner i G20- og G7-gruppen og vil ikke være med til at svække valutafonden IMF, som Trump vil. Tyskland og Kina kan komme til at blive de toneangivende i de internationale forhandlinger i stedet for USA. Det er fundamentalt nye toner. Det internationale finanssystem siden Den anden Verdenskrig, Bretton Woods, slår revner og kan blive afløst af et system, som europæerne, kineserne og vækstlandene i øvrigt står bag.

  De europæiske lande vil ikke kun diskutere EU’s konstruktion, f.eks. et EU i flere hastigheder og med ændring af institutionerne. Det er tydeligt, at EU-landene lægger op til en mere selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitisk kurs. Ikke mindst i Tyskland er der en voksende skepsis over for den tyske og europæiske afhængighed af USA. Er en traditionel militær oprustning virkelig nødvendig, når vi ikke står over for en potentiel storkrig med Rusland? Hvordan vil Europa reagere over for et Rusland, hvor en demokratisk bevægelse måske vokser over for Vladimir Putin? Skal terrorismen ikke bekæmpes totalt anderledes, når politi og efterretningsvæsen ikke formår at fange de ensomme ulve i opløbet?

  Tyskland vil ikke betale sin ”skyld” til USA, som Trump kræver, nemlig efterbetalinger på forsvarsområdet, og Tyskland vil også medregne u-landsbistand og ”bløde” elementer i sikkerhedspolitikken til forsvarsudgifterne. Ikke mindst Tyskland lægger op til massiv hjælp til Afrika og måske senere Syrien for at afværge en ny indvandringsbølge, for at forebygge terror og for at sikre en bedre global udvikling.

  Det, vi ser, er en voksende europæisk selvbevidsthed. Nok har Europa i mange år været handlingslammet, men Europa klarer sig slet ikke dårligt i forhold til USA. Næstformanden i verdens største kapitalfond, amerikanske Blackrock, Philipp Hildebrandt, siger til den tyske ugeavis Die Zeit, at 80 pct. af europæerne har haft en reallønfremgang i de seneste 15 år, om end beskeden, mens 80 pct. af amerikanerne ikke har haft reallønsfremgang. Andre statistikker givet et mere dystert billede, f.eks. at 40 pct. af tyskerne har haft nedgang i reallønnen siden midten af 90’erne, men pessimismen er tydeligt ved at vende.

  Det ses ikke mindst i Frankrig, hvor især de yngre bryder med partidisciplinen og populismen ved at støtte den partiløse Emmanuel Macron som præsident. Hans vælgere går ind for EU og for ”det etablerede,” men med forventninger om gennemgribende reformer. I Tyskland er der en voksende modvilje mod stor-koalitioner, og i hele Europa er der modvilje mod parlamenter, som ikke fører de afgørende debatter, som vælgerne er optaget af. Befolkningen har set, hvordan de kan påvirke udviklingen med f.eks. de sociale medier. Er det en slags befolkningernes selvudvikling, vi ser, uden om systemerne, men uden at blæse det etablerede omkuld? Europa er måske på vej ud af sin dvaletilstand og bliver måske mere aktiv i omverdenen.

  Der var under finanskrisen protester mod finanssektoren og uligheden, uden at det ændrede noget ved forholdene. Men det er tydeligt, at borgerne vil have reduceret den ekstreme ulighed, og de vil ikke blive ved med at betale prisen finanssektorens fejltagelser. Til forskel fra tidligere, er den nye generation blot ikke optaget af en kamp mellem socialismen og kapitalismen/liberalismen. Begge dele hører med i et moderne samfund, synes holdningen at være hos stadig flere. At tackle dét bliver en udfordring for de etablerede partier.