Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

EU-fremtid220317

EU med flere hastigheder

 

EU-landene fejrer på lørdag 60 års dagen for fællesskabets oprettelse, og det bliver med forsigtige tilløb til visioner om EU’s fremtid. Men på sigt bliver EU forandret radikalt - med flere hastigheder og med Tyskland som en endnu stærkere centralmagt

 

Hugo Gaarden

20.03.2017

 

Man kan glemme alt om et EU's forenede Stater med lige rettigheder for de 28 – snart 27 lande – som vi ser det i USA med dets 50 delstater. Man kan glemme alt om et løsere europæisk samarbejde á la Fællesmarkedet før euro’ens indførelse. EU bliver i fremtiden en konstruktion med flere hastigheder, dvs. med mindst to typer medlemskort, og Tyskland bliver i langt højere grad end i dag til den helt centrale magt, som resten drejer sig om.

  Det er overdrevent at sammenligne fremtidens EU med det gamle tyske kejserrige, før Bismarck lod Preussen samle de mange relativt selvstændige stater i det tyske kulturområde. Men noget ligner. EU kommer i højere grad end i dag til at fungere som et samarbejde med forskellige hastigheder og med forskellig status for medlemmerne, og Tyskland bliver endnu stærkere end i dag. Eurozonen bliver kernen i samarbejdet, men også på andre områder kan der blive en kerne, som bliver centret i EU, f.eks. på forsvarsområdet.

  På lørdag fejrer de 28 lande grundlæggelsen af det europæiske fællesskab for 60 år siden ved et topmøde i Rom. Kun seks lande med Tyskland og Frankrig i spidsen grundlagde fællesskabet med Rom-traktaten. Nu er der 28 medlemmer, og det er næsten skæbnens ironi, at briterne et par dage efter, den 29. marts, sender sin skilsmissebegæring til EU i håb om at kunne forlade EU om to år – en forhåbning, der ifølge alle eksperter er vildt overdreven. Der kan gå ti år, før en aftale og en udtræden er fuldt gennemført.

  Det var meningen, at Rom-topmødet skulle godkende hovedlinjerne i en ny vision om EU’s fremtid, men da EU er ekstremt upopulært i mange EU-lande, har både kommissionen og medlemslandene besluttet at udskyde en såkaldt hvidbog til efter det franske valg, men den kommer utvivlsomt før det tyske valg i september, da de to store partier i Tyskland, CDU og SPD, er rimeligt enige om EU-politikken.

  Kansler Angela Merkel har allerede bebudet nogle hovedlinjer i fremtidens EU, og overskriften er et EU med flere hastigheder. Tyskerne ladet til gengæld være med at tale om et stærkere Tyskland. Men de mange hastigheder betyder, at nogle lande skal kunne vælge at indgå i et tættere og mere forpligtende samarbejde, mens andre kan stå uden for, og euro-zonen er det mest klare eksempel. Det kan også komme til at gælde for et forsvarspolitisk samarbejde og for det retslige samarbejde. En gruppe af lande kan også lave fælles regler for patenter, ejendomsret og skilsmisser.

  Dér, hvor en ny type samarbejde vil mærkes mest, er i eurozonen med en fælles finansminister og en temmelig ensartet finanspolitik med ens regler for f.eks. banksektoren - for at skabe et stærkere grundlag for euroen.

  Siden beslutningen om etablering af euroen og Den europæiske Centralbank, har landene vægret sig ved at lave et stærkt politisk-økonomisk fundament for euroen, og eurokrisen med gældskrisen i Sydeuropa har vist, at det var en fejl af dimensioner. Men euroen blev i høj grad indført som en konsekvens af den tyske genforening. Den var en betingelse for, at Frankrig ville gå med til genforeningen og etableringen af et endnu stærkere Tyskland. Den gamle fjende øst for Rhinen skulle kobles på et endnu mere forpligtende fællesskab, herunder ved at opgive D-marken.

  Den daværende tyske centralbankchef, Karl Otto Pöhl, var imod at etablere euroen, før en politisk-økonomisk union var på plads. Den skulle være kronen på værket, som han skrev i en helsides artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Men Tyskland og Frankrig kunne ikke enes om en politisk union, så det blev den økonomiske, der tilmed blev etableret i hast.

  Selv hvis den EU-venlige, liberale franske politiker, Emmanuel Macron, bliver Frankrigs nye præsident, vil der med sikkerhed stadig blive gnidninger mellem Tyskland og Frankrig, for franskmændene står langt fra den stramme tyske finans- og sparepolitik. Men der bliver dog et tættere økonomisk samarbejde, end vi har set hidtil. Med Macron vil Frankrig have en interesse i at være med i inderkredsen, for ellers kommer Tyskland til at dominere EU endnu mere.

  Valget i Tyskland vil dog også få betydning for den finanspolitiske karakter af eurozonen. Fortsætter Merkel, bliver strammerkursen opretholdt, men vinder Martin Schulz, som der er sandsynlighed for efter hans enorme fremgang i meningsmålingerne, så bliver Tyskland mere imødekommende over for en blødere finanspolitik med flere jobskabende investeringer, f.eks. i Sydeuropa.

  Men hovedlinjerne i et EU med forskellige hastigheder og med forskellige grader af indflydelse og medlemskab bliver uændret, også fordi tyske regeringer i et par årtier på begge sider af midten har ønsket et variabelt Europa med et Kerneeuropa. At fleksibiliteten dybest set passer tyskerne godt ses af, at Tyskland ønsker en særlig forsvarsaftale med briterne, og at London bevares som et stærkt finanscenter. Det er ikke tyskerne, der vil ”straffe” briterne for Brexit’en.

  Resten af Europa skal indstille sig på, at nu får tyskerne det, som de vil have det, ellers bliver konsekvenserne store. Tyskerne vil have et EU, der kan træffe beslutninger, ikke mindst fordi store internationale forandringer er på vej med Brexit, handelspolitik og sikkerhedspolitik. Derfor kan ministerrådet, dvs. regeringscheferne, få en endnu stærkere rolle i EU i forhold til kommissionen og parlamentet. Man kan ikke udelukke, at parlamentet sammensættes af repræsentanter for medlemslandenes parlamenter for at få mere politisk tyngde.

  Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, hvor Danmark stiller sig. Hvis Danmark vil have indflydelse, bliver det endnu vigtigere at være med i kernen, dvs. euroen. Men med et variabelt EU, bliver det også lettere at stå uden for døren på en række områder.

  Det hollandske valg har vist et interessant fænomen: Det betalte sig for Mark Rutte at tale klart sprog mod tyrkiske politikere og indvandrere, der ikke vil følge de hollandske normer. Det fik flere moderate politikere i Tyskland til at kræve samme klare budskaber fra tyske ledere. Både Merkel og Schulz kvier sig ved at optræde for bastant, fordi Tyrkiet spiller en stor rolle i Mellemøsten, også vedr. flygtningestrømmen. Men den klare melding fra Holland synes at have standset populismens fremmarch, og derfor kan det få Tyskland til at optræde stærkere over for omverdenen, herunder Ukraine og Rusland.

  Tyskland var i sin tid imod at invitere Georgien og Ukraine med i NATO, og de seneste begivenheder – og tvivlen om Donald Trumps kurs – kan få Tyskland til at lave en klar grænse for EU og NATO, ligesom Tyskland i højere grad end før bliver hovedkraften i en strategi over for Rusland.

  Tyskland har på G20 finansministermødet i Baden-Baden oplevet, hvordan Trump skubber en traditionel vestlig frihandelslinje til side og ignorerer den vestligt aftalte klimapolitik fra Paris, og Tyskland vil ikke kun lade militærudgifter indgå opgørelsen af forsvarsudgifter, men vil også medregne FN-operationer og en ”blød” indsats som økonomisk bistand til Afrika.

  De perspektiver bliver med sikkerhed også linjen i EU’s fremtidige konstruktion, og derfor bliver det et helt nyt EU, der kommer til debat i de kommende år, og det kan komme til at gå hurtigt i de 3-4 år efter 2017, hvor der ikke er valg i de store lande. Spørgsmålet er derfor, om de EU-interesserede i Danmark går i ringen allerede nu for at udtænke strategier, der også kan gavne Danmark.