Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Europa-valg-080317 (klik)

Populisme-bølgen topper

i Holland og Frankrig

 

Valgene i Holland (i næste uge) og i Frankrig (i maj) bliver tilsyneladende en kulmination på den fremmed- og EU-fjendske populisme. Frankrig kan tage det første skridt i retning af en re-aktivering af det lammede demokrati i Europa, nemlig ved at løse globaliseringens og ulighedens problemer. Tyskland følger måske efter

 

08.03.2017

Hugo Gaarden

 

Hollænderen Geert Wilders med den hvide hårpragt har længe symboliseret den udbredte europæiske modvilje mod muslimer og indvandrere, og franske Marine Le Pen har dertil truet det projekt, som har gjort en krig mellem Frankrig og Tyskland usandsynligt, nemlig EU, ved at træde ud af euroen og måske endog af EU. Begge bliver meget stærke faktorer efter valgene, men de får ikke regeringsmagten.

  Mange års populisme er ved at toppe. Hverken de to oprørere eller andre populistiske partier får længere en konstant stigende tilslutning, og Brexit’en og Trump har fået mange til at tænke sig om. De etablerede partier og personer, som ikke er præget af fremmedfjendskhed og EU-modstand, er langt om længe begyndt at tage de uløste problemer - dét, der har skabt populismen.

  Wilders parti, Frihedspartiet, PVV, bliver måske det største i næste uge, omend de seneste meningsmålinger tyder på, at han bliver nr. to. Under ingen omstændigheder synes han at kunne skabe flertal for en koalitionsregering.

  Marine Le Pen vinder måske første runde i det franske valg, men det er usandsynligt, at hun vinder anden runde. Hun repræsenterer 27 pct. af vælgerne og har ingen allierede. I anden runde har et massivt flertal af befolkningen – både borgerlige og socialdemokrater - en interesse i at stemme på et alternativ til Le Pens Nationale Front.

  Det er det valgtaktiske, kan man sige. Men dét, der er langt vigtigere, er, at populisme-bølgen er ved at toppe overalt i Europa, og at der er gryende bestræbelser på at få det hensygnende, europæiske demokrati til at fungere – herunder med de europæiske institutioner.

  I den forbindelse er det afgørende at analysere årsagen til protestbevægelserne. Geert Wilders var i 80’erne super-liberal og gik helhjertet ind for EU. Han hørte til gruppen omkring den liberal-konservative Frits Bolkestein, der siden hen blev EU-kommissær, og Wilders kom i EU-parlamentet. Men Wilders blev frustreret over, at bureaukratiet i både Holland og EU hindrede nødvendige reformer. ”Det tager 10 år, før en god idé kan vedtages i denne rådslagningskultur,” sagde han engang. Han så velfærdsstaten som et ødelæggende monstrum, og han anså muslimer som symbolet på vokseværket i velfærdstaten, og det endte med, at han betragter islam som en trussel mod de vestlige værdier.

  Men årsagen til hans oprør ligger altså i et dårligt fungerende demokratisk og administrativt system. Først nu, hvor EU og demokratiet står på vippen, begynder ”mainstream-politikere” at tage affære.

  Det kommer mest tydeligt til udtryk i Frankrig, hvor den unge bankmand og rigmand, Emmanuel Macron, med sit splinternye parti, som han kalder en bevægelse, er stormet frem til en andenplads efter Le Pen. Ifølge en meningsmåling vil han få 20 pct. af stemmerne ved første valgrunde, men han vil få 65 pct. i anden valgrunde, hvor Le Pen vil få 35 pct.

  Han har overhalet republikanernes Francois Fillon, der har ført sig frem som den pæne, ordentlige og retskafne konservative, der har været regeringschef, men som har aflønnet sin kone og sine børn med offentlige midler, uden at de har lavet et regulært stykke arbejde. Socialisternes leder, Benoit Hamon, har ingen chance for at blive valgt.

  Det interessante ved Macron er, at han er stormet frem på scenen inden for det seneste år eller to efter en kort periode som økonomiminister i Hollandes regering. Han fik straks greb om de unge. Selv om der er en voksende utilfredshed i Frankrig mod EU og flygtningene, så talte han varmt om EU og globaliseringen, og han undlod at udtrykke sig fremmedfjendsk. Han er blevet kritiseret for at sige, at han hverken er højre eller venstre, og dagens vittighed er, at en vaskemaskine har flere programmer, end han har. Han er en fransk version af de danske radikale. Han repræsenterer ikke så meget en politisk skillelinje som en kløft mellem de unge, der lever i en global tid med digitalisering, og en ældre generation. Det er en slags anti-68’er udvikling, hvor de unge bliver de nye etablerede, mens de ældre i stigende grad føler sig hægtet af på – på jobbet, i økonomien og i digitaliseringen.

  Først for nylig har han fremlagt et detaljeret program, og det bygger i høj grad på forslag fra studiegrupper blandt hans tilhængere. Han vil ikke nøjes med reformer, men samfundet skal gennemgribende ændres. Der skal være en levende kapitalisme samt en stærk stat (og et EU), der han håndtere de nødvendige fælles opgaver, og så skal Frankrig og EU til at investere massivt i fremtidens samfund.

  Han taler til de yngre vælgere, der har svært ved at tage ”røde” og ”blå” blokke alvorligt, for hvad er forskellen i nutidens verden? Dybest set udtrykker han den tanke, som Danmarks første fremtidsforsker, Arne Sørensen, havde. Han var leder af Dansk Samling i 30’erne og mente, at et samfund skal have en balance mellem liberalismen og socialismen. Denne balance-filosofi vandt dog ikke indpas, hverken i Danmark eller Europa.

  Men finanskrisen i 2008-9, som forstærkede den økonomiske ulighed, og globaliseringen, som hægtede millioner af i industrilandene, har efterhånden fået mange ”etablerede” til at erkende, at der skal rettes op på skævhederne. Det gælder også den konservative tyske finansminister, Wolfgang Schäuble.

  Den tyske økonom Thomas Straubhaar, mener, at problemerne er blevet så alvorlige, at traditionelle reformer ikke er tilstrækkelige. Han har til Der Spiegel sagt, at når gevinsterne privatiseres, mens tabene socialiseret, så er en folkelig reaktion uundgåelig. Finanssektoren og rigmændene skal ikke kunne score profitten, mens resten skal tage tabene og nøjes med at få f.eks. 1 pct. af værditilvæksten. Derfor må de europæiske lande igen tale om en fordeling af velstanden. Derfor går han ind for en Basisindkomst til samtlige borgere på måske 1000 euro (7.500 kr.). Det skal erstatte samtlige offentlige ydelser og skal sanere den offentlige sektor og bureaukratiet.

  EU-kommissionen har set signalerne og vil lægge mere indflydelse tilbage til staterne, så EU skal holde sig til egentlige fælles opgaver.

  Kommentatoren Gideon Rachman skrev for nylig i Financial Times, at hvis ikke demokratiet leverer jobs og en rimelig indkomst, bliver vælgerne tilhængere af autoritære systemer. Han har en pointe, men populismen er langt fra en afvisning af demokratiet. Derimod er den et desperat oprør mod et system og en elite, der ikke løser akutte problemer, og som ikke tilpasser de gamle industrisamfund til globaliseringen og digitaliseringen. Det har f.eks. taget EU 10 år at fjerne roaming-afgifterne for mobiltelefoner, og 10 år efter finanskrisen har intet land gjort noget for at bremse eller reducere boligudgifterne trods stagnerende indtjening eller på at skabe alternativer til de jobs, som globaliseringen og digitaliseringen har fjernet.

  De etablerede partier har ikke set populismen som en sund, demokratisk reaktion på politisk slendrian. Kun få politikere har som den tidligere tyske kansler, Gerhard Schröder, turdet sætte karrieren på spil for at lave reformer. Hans arbejdsmarkedsreformer kostede ham magten, men de gjorde Tyskland langt stærkere, også globalt, end alle andre vestlige nationer. Men 2017 kan blive året, hvor Europas etablerede partier tør tage fat på nødvendige kursændringer, mens populismen er ved at miste pusten.