Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Trump-i-krig010317 (klik)

Trump er for alvor gået i

krig mod det etablerede

 

Trods en forsonende tale i Kongressen kan ingen være i tvivl om, at Donald Trump angriber det etablerede, demokratiske system og en multilateral verden. Men holder linjen på sigt? Paradoksalt nok er der på nøglepositioner tre generaler, der kan hindre ham i at gå i krig i udlandet

 

01.03.2017

Hugo Gaarden

 

Enhver amerikansk præsident kunne holde den forsonende tale, som Donald Trump holdt tirsdag aften i Kongressen. Det var en optimistisk søndagstale, der står i skærende kontrast til hans udmeldinger den første måned. Den var skrevet af hans ideologer med den konfrontationslystne Stephen Bannon i spidsen og havde utvivlsomt som formål at gyde olie på vandene en stund. Det var en tale uden konkret indhold om hans politik.

  Men ellers er Donald Trump gået i krig mod det etablerede, og det vil resten af verden mærke. Han blæser på vedtagne aftaler og accepterer ikke multilaterale institutioner. Omverdenen skal indstille sig på benhårde forhandlinger, hvor der er én vinder. Forholdene kan blive særdeles barske, når man allerede nu kan se, at han får svært ved at indfri sine valgløfter. Hvad vil han så gøre, for at bevare en popularitet, som allerede er blevet anløben? Demokraterne lægger op til en brutal kamp mod ham og mod republikanerne, ikke mindst i delstaterne som optakt til midtvejsvalget til Kongressen. Vi kan se frem til både nationale og internationale konfrontationer som sjældent set – en Trump mod resten af verden.

  Det eneste opmuntrende for den øvrige verden er, at Trump har fået tre generaler på nøgleposter, som i deres karriere har vist sig som moderate og med mod til at sætte sig op mod magthavere, der blæser på realiteterne. Det indikerer, at USA ikke vil føre ideologisk krig mod en ”akse af fjender” som under George W. Bush.

  Men først Trumps krig mod sine egne. På sidste uges møde i en republikansk gruppe, the Conservative Political Action Conference, CPAC, stod det klar for alle, at Trump var på et felttog, inspireret af Stephen Bannon. Han angriber den ”administrative stat,” der bygger på regler og veletablerede normer. Han angreb medierne og eliten ved at sige, at journalister er folkets fjende, og han lagde op til et forbud mod at bruge anonyme kilder. Han angreb forbundspolitiet FBI for at stå bag lækager – det FBI, der undersøger hans eventuelle forbindelser til Rusland.

  Bannon, der skriver næsten alle Trumps taler, sagde: ”Hver dag vil blive en kamp. Hvis I tror, at I får jeres land tilbage uden kamp, tager i fejl.” Så er tænkningen og holdningen i Det hvide Hus slået fast. Da hans talsmand i sidste uge holdt et lukket pressemøde for de mest Trump-venlige medier og udelukkede de kritiske som f.eks. New York Times, CNN og BBC, var det et signal om, at han vil forsøge at styre pressen. Det blev bekræftet ved, at Det hvide Hus forsøgte at få FBI til offentligt at tage afstand fra reportager i New York Times og på CNN om Ruslands-affæren. Trump vil altså ikke kun lægge pres på pressen, men også på institutionerne og det juridiske system. Alle husker hans nedvurdering af domstolene. Det er direkte forsøg på at underminere pressen og retsvæsenet.

  Der nu er blevet krig mellem præsidenten og pressen, og den politiske kamp kan blive skærpet, når

Trump får svært ved at indfri sine valgløfter, fordi der selv hos republikanerne er modstand mod flere forslag. De 1000 milliarder dollar, som Trump vil investere i infrastrukturen, får han ekstrem svært ved at finansiere i en kongres, der stritter imod øgede udgifter.

  Han vil have 54 milliarder ekstra dollar til militæret. Det er et populært skridt hos republikanerne, men det kan kun finansieres med dramatiske nedskæringer andre steder, f.eks. over for udenrigsministeriet, u-landshjælpen og sundhedsvæsenet, og det vækker modstand. Over 100 pensionerede militærchefer har kritiseret linjen med det argument, at det ikke er med oprustning alene, at krigen mod terror kan vindes, men at der er behov for diplomatiet og økonomisk hjælp. Forebyggelse er vigtig.  

  Trump gik til valg for at sikre jobs til ”de oversete.” Han vil have ”millioner af jobs tilbage.” De forslag og ideer, han har fremlagt, giver kun ekstremt få tusinde jobs. Ingen økonom forudser en økonomisk vækst af betydning. Derimod forsøger Trump at skabe skattelettelser og lempeligere regler for den finanssektor, der stod bag finanskrisen in 2008-9, og nogle ganske få sektorer som stål-, kul- og olie- og forsvarsindustrien. Det giver ikke jobs af betydning, men skaber nye formuestigninger for den ene procent i toppen af samfundet. Middelklassen kan se frem til endnu flere år med stagnation. Indtil videre tror mange på, at de får en bedre fremtid.

  Internationalt har Trump fortsat sin enegang ved ikke bare at skrotte handelsaftaler og multilaterale løsninger, men også ved at finde et alternativ til konfliktløsninger om handelsstridigheder (i WTO-regie). At gå ensidigt i flæsket på f.eks. Kina virker hasarderet. Kina har langt større økonomisk betydning for USA end omvendt, og Kina kan med brandudsalg af sine amerikanske statsobligationer kaste USA og verden ud i et økonomisk ragnarok. Det er hér, den store fare ligger, for Stephen Bannon har flere gange sagt, at han ikke er bange for en militær konflikt med Kina. Han mener, at en ny global konflikt er uundgåelig.

  Over for dén tænkning er det betryggende, at tre generaler har fået topposter som forsvarsminister, national sikkerhedsrådgiver og indenrigsrådgiver.

  John F. Kelly, der er chef for den indre sikkerhed, har været meget kritisk over for en for lempelig kamp mod narkobander.

  Forsvarsminister Jim Mattis var chef for den kommandogruppe, der jagtede Osama bin Laden og hans få tusinde terrorister, da de efter 11/9 gemte sig i Bora Bora-hulerne på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Han bad Washington om at gå efter terroristerne, men han fik afslag, og de kunne i fred og ro dampe af til Pakistan, og vi fik en uafsluttet terror-krig. Ingen har fundet ud af, hvorfor Bush-regeringen sagde nej til at tilintetgøre terroristerne, men Mattis glemmer ikke den fundamentale fejltagelse. Kampen mod terroren kunne have været overstået på tre måneder. Men så var der ikke kommet en langvarig krig i store dele af Mellemøsten. Var det politisk bevidst? Under Irak-krigen kom han i konflikt med sine overordnede, fordi han ikke ville standse en operation mod Falluja. Han betragtede beslutningen som politisk.

  Sikkerhedsrådgiveren H. R. McMaster skrev for flere år siden en meget kritisk bog om Vietnam-krigen. Han mente, at alt for mange beslutninger var politiske, og at den militære ledelse var hæmmet af interne stridigheder. Hans kritik var lammende: ”Vietnam-krigen blev ikke tabt på slagmarken eller på forsiden af New York Times. Den blev tabt i Washington, ja, selv før krigen begyndte. Ansvaret ligger hos præsident Johnson og hans militære og civile rådgivere. De løj i en egen-interesse, og de overlod ansvaret til det amerikanske folk.” Han kritiserede Johnson for at søge valg som en fredskandidat, mens han i virkeligheden optrappede krigsindsatsen, og uden at gøre det effektivt. Han valgte hverken freden eller krigen helhjertet.

  McMaster deltog i den første Golf-krig. Hans bog er siden blevet pligtlæsning i den militære ledelse. Han har mere end nogen anden blik for politisk bluf og bedrag. Måske er han den bedst mulige mand i Trumps baglokale – og for Trump, der intet aner om sikkerhedspolitik. Han har allerede taget affære ved at skabe et mere konventionelt sikkerhedsråd med reduceret indflydelse for Stephen Bannon.

  At der er brug for en McMaster blev tydeligt under præsidentens tale, hvor han med trøstende ord henvendte sig til enken af en Navy SEAL-soldat, Ryan Owens, der blev dræbt i Yemen under den første operation, som Trump godkendte. Det vakte sympati for Trump.

  Men operationen, der blev godkendt under en middagssamtale med bl.a. Bannon, endte i en fiasko. Det vil Trump ikke erkende. Han forsøger at hindre en undersøgelse af omstændighederne. Han tweetede for nogle dage siden: ”Ryan døde under en vinder-mission.” At debattere den ”hjælper kun fjenden.”

  Hans reaktion og de pæne ord til enken viser i en nøddeskal, hvordan han reagerer, når Bannon skriver hans taler og rådgiver ham. Han har ikke nået af læse McMasters bog ”Dereliction of Duty” - på dansk: Pligtforsømmelse. Begrebet har den særlige betydning, at det handler om en bevidst forsømmelse af sit ansvar. Begrebet indgår i de amerikanske militærregler.