Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Europa-sikkerhed-210217 (klik her)

 

Europa vil være

”mere sig selv”

 

Den første måned med præsident Trump har vist, at europæerne indstiller sig på at indtage en mere uafhængig linje i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Tilliden til USA er blevet svækket. Forsvarsudgifterne vil stige, men Europa lægger mere vægt på den ikke-militære sikkerhed end USA

 

Hugo Gaarden

 

Den årlige sikkerhedskonference i München kunne have klinket skårene mellem præsident Donald Trump og USA’s europæiske allierede. Men det skete ikke. Kun et stykke ad vejen. Tilliden til Trump har fået et knæk, der næppe heles, også fordi der er nogle langvarige tendenser, der har fået USA og Europa til at glide et stykke fra hinanden. Mere end nogen sinde vil Europa være sig selv. Det er slående, at selv førende tyske politikere taler om, at Europa må se at blive voksen. Tyskerne vil ikke længere betragtes som en juniorpartner i NATO.

  Kløften mellem USA og Europa ses først og fremmest mellem USA og Tyskland. Briterne gør alt for at få et godt forhold til USA efter beslutningen om at forlade EU, og franskmændene er dybt optaget af valgkamp. Choket over Trump-kursen er mest mærkbart i Tyskland, og det illustreres bl.a. af, at kansler Angela Merkel overhovedet ikke har planer om et snarligt besøg hos Trump i Det hvide Hus.

  Tre moderate topfolk i Trump-regeringen har besøgt Europa, men det har ikke fjernet den europæiske skepsis. Det interessante er, at europæerne nu tager de første skridt til at føre en mere selvstændig kurs. Der skal være et stærkere forsvarssamarbejde, dvs. så landene begynder at deles om opgaverne og skabe effektivitet, der også kan spare udgifter. Europa vil være mere aktiv over for Ukraine og Rusland, dvs. ved at udvikle en mere konkret politik end den vaklende Minsk-II-aftale. Flygtningekrisen vil formentlig få europæerne til at lave en Mellemøst-strategi, som EU ikke har i dag, ligesom der bliver en klarere politik over for Afrika for at skabe jobs og sikkerhed dér.

  Det betyder også, at især tyskerne vil lægge betydelig vægt på de ikke-militære dele af forsvars- og sikkerhedspolitikken. Som kansler Angela Merkel har udtrykt det: Udgifterne til håndteringen af flygtningestrømmen skal tælles med. Hun har bred opbakning til den kurs, og udenrigsminister Sigmar Gabriel har sagt, at selv om Tyskland har et efterslæb i forsvarsudgifterne, må det ikke ende i et nyt rustningskapløb. Tyske eksperter taler også om et etablere et nyt forum, der skal føre diskussionen om en bredt favnende sikkerhedspolitik – altså noget andet end NATO, EU eller FN – og den tidligere tyske ambassadør i Washington, Klaus Scharioth, foreslår at udarbejde en ”faktor”, der sammenvejer f.eks. forsvarsudgifter og u-landsbistand for at få en bedre vurdering af den samlede indsats.

  Så selv om europæerne rykker tættere sammen og bliver mere aktive i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og selv om forsvarsudgifterne ryger i vejret, så vil der være betydelig forskelle i forhold til Trump-holdningen. NATO vil stadig være kernen, men NATO får mindre betydning. Det skyldes i høj grad, at europæerne begynder at tvivle på USA’s sikkerhedsgaranti, dvs. NATO-traktatens artikel 5. Vil USA komme til undsætning uanset konsekvensen? Det er ikke bare Trump, der har skabt tvivl om garantien ved at sige, at den afhænger af europæernes indsats (dvs. bevillingerne). Forsvarsminister James Mattis har sagt det samme.

  Omvendt har vicepræsident Mike Pence sagt, at USA’s garanti ikke afhænger af forsvarsudgifternes størrelse – NATO-landene har som mål at have forsvarsudgifter på 2 pct. af bruttonationalproduktet, og det lever de færreste op til, herunder Tyskland. Sammen med Mattis og udenrigsminister Rex Tillerson har han besøgt Europa, og de har allerede forsøgt at berolige europæerne. Men det er ikke lykkedes. Over for pressen har ingen af dem ønsket at svare på spørgsmål, og det udtrykker, at USA ganske enkelt ikke har fastlagt en udenrigs- og sikkerhedspolitisk linje. Tingene flyder.

  Det illustreres til fulde, når Trump siger, at han kan acceptere både en to-stats- og en ét-statsløsning for Israel og Palæstina, bare de selv kan finde ud af det. Dermed viser han, at han ikke har indsigt i de ekstremt komplicerede forhold mellem israelerne og palæstinenserne efter årtiers resultatløse forhandlinger. Det er derfor, europæerne nu lægger op til deres egne initiativer, og det er blevet endnu mere påtrængende med briternes udtræden af EU og risikoen for yderligere udtræden og med den udbredte modvilje mod EU i samtlige EU-lande. EU vakler, hvis der ikke træffes beslutninger, der kan løse udestående problemer.

  Det var bemærkelsesværdigt, hvordan formanden for München-sikkerhedskonferencen, Wolfgang Ischinger (også en tidligere Washington-ambassadør), kommenterede Trumps støtte til andre landes udtræden af EU. ”Hvis han fortsætter med dét, svarer det til at erklære ikke-militær krig. Det betyder konflikt mellem Europa og USA.” Når Ischinger udtaler sig så barskt, er der noget galt i forholdet mellem USA og Europa.

  En af de største og mest aktuelle udfordringer bliver EU’s forhold til Rusland. Det er udelukkende de europæiske lande, nemlig Tyskland og Frankrig, der sammen med Ukraine og Rusland, står bag Minsk-II aftalen, der skal sikre fred på østgrænsen af Ukraine, hvor 10.000 er blevet dræbt under de seneste års grænsekonflikter mellem russisk-støttede oprørere, der vil have selvstyre eller deres egen stat, og Ukraine.

  Konflikten er kædet sammen med Ruslands annektion af Krim i 2014 efter et langvarigt oprør i Ukraine. De vestlige sanktioner mod Rusland er en reaktion på Krim-annektionen, som også er fordømt af FN. Men Minsk-II aftalen er ikke knyttet til Krim. Det betyder, at præsident Vladimir Putin kan bruge grænsekonflikten for at få ophævet sanktionerne og anerkendt (i hvert fald stiltiende) annektionen af Krim. Han kan gå med til at slutte fred med Ukraine om grænsekonflikten, hvis europæerne vil droppe eller mildne sanktionerne og acceptere Krim som tilhørende Rusland – evt. efter en ny folkeafstemning.

  Det kan ende i et magtspil blandt EU-landene. Tyskland vil ikke acceptere annektionen, mens andre lande eller stærke partier er mere imødekommende. Men vil EU fortsætte sanktionerne de næste 50 år, når Rusland fastholder Krim? Hvad vil EU gøre, hvis Trump ophæver sanktionerne og evt. undlader at tage stilling til Krim, som med den stiltiende accept af Taiwan som kinesisk territorium? Et mere fundamentalt spørgsmål er, om EU-landene vil anerkende nogle russiske sikkerhedsinteresser, så de ikke forsøger at få Ukraine med i NATO og EU? Det spørgsmål er der ikke klare svar på, men det spørgsmål burde EU-landene have taget stilling til allerede før oprøret i Ukraine.

  Den tidligere amerikanske ambassadør ved NATO og i Berlin, John Kornblum, har i en tv-debat sagt, at Europa selv må definere sine interesser – f.eks. over for Rusland, Krim og Mellemøsten. Dermed ramte han hovedet på sømmet, for europæerne har ikke en fasttømret strategi for sine mest påtrængende interesser i nærområderne. EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik er på begynderstadiet.